Læs artiklen

Overlæge bag aktuel virus-bog er bekymret

Overlæge bag aktuel virus-bog er bekymret

I 2019 udgav Anders Fomsgaard DET ER BARE EN VIRUS, som pludselig er blevet uhyggelig aktuel. Selv er han ikke bange, men bekymret. Alligevel er forskeren overbevist om, at vi bliver bedre rustet i fremtiden. For der er en sandsynlighed for, at der kommer en ny bølge af coronavirus.

Anders Fomsgaard er til daglig overlæge på Statens Serum Institut. I en årrække har han beskæftiget sig med virus-forskning; et gigantisk felt inden for sundhedsverdenen, for virus er overalt, og vi bliver udsat for en palet af dem livet igennem.

En del af dem er relativt fredelige, andre kan give alvorlige sygdomme – fra en almindelig forkølelse og herpes til influenza, SARS, ebola, hiv og mange andre. Nogle virus nedkæmpes af vores immunsystem, andre bliver kroniske og kan forårsage mangeartede problemer. Nogle kan vi blive vaccineret mod eller behandlet for, andre må vi bare prøve at undgå.

Da Anders Fomsgaard udgav sin bog, DET ER BARE EN VIRUS, forudsagde han på det nærmeste den situation, verden står i lige nu:

”Nogle af de (virus, red.), vi er mest bange for, det er influenza. For vi ved, at der kommer to influenzaer hvert århundrede, som kan sprede sig som en pandemi til os alle sammen. I 1918 smittede den en tredjedel af jordens befolkning på tre måneder med en høj dødelighed. Og det ved vi jo, kommer til at ske igen.”

"Coronavirus har så mange talenter og muligheder for at smitte alle mulige dyrearter og ramme alle mulige væv, så den kan give alle mulige sygdomme. Og coronavirus kan simpelthen mutere værre end en ulykke. Derfor er det en virus, vi roligt kan være bange for. Den har potentiale til at lave virkelig rav i den. Og så er den bare en almindelig ubetydelig forkølelsesvirus. Spild af godt talent. Vi kender fire humane varianter, men der kommer helt sikkert flere til, så vi kan få spændende sygdomme eller forkølelse hele tiden.”

Inderst inde vidste vi, at det er nu.

Men at det så sker lige nu, havde Anders Fomsgaard ikke set komme. Vi har talt med ham efter udbruddet af COVID-19, det mange omtaler som coronavirus.

Er du overrasket over det scenarie, vi ser nu?

"Ja det kom bag på mig og sikkert mange andre. Men det er nok mere et almindeligt psykologisk menneskeligt træk. Vi ved også alle at vi f.eks. skal dø engang, men når det engang kommer til en, vil man nok også tænke: lige nu, nej vel og vildt ubelejligt. Jeg og laboratoriet var jo lige i gang med så meget andet vigtigt og havde ikke rigtig tid til det her. Selv da udbruddet var i Kina, og vi mekanisk per automatik forberedte hurtig diagnostik og DNA vaccineudvikling og tog beredskabsplaner op af skuffen, bildte vi os ind, at det nok blev der. Et spændende og interessant problem langt væk. En computerhjerne havde nok kunne fortælle os, hvad vi inderst inde vidste, at det er nu, at det er nu.”

Video: Her fortæller Anders Fomsgaard om virus

I videoen taler du om, hvordan en influenza i 1918 smittede en tredjedel af jordens befolkning på tre måneder. På hvilken måde er det, vi oplever lige nu noget tilsvarende?

”Ligesom Den Spanske Syge var en influenza-pandemi i 1918 er COVID-19 en helt ny virus uden immunitet i menneskeheden, hvorfor begge kan sprede sig på samme måde, til alle mennesker og lige så hurtigt i en global epidemi (pandemi). Influenzaen kom i bølger og endte op som vintersæsonvirus med sygdom og dødsfald hver gang og det samme menes at ske med COVID-19. Verden er lige som dengang og trods 100 års udvikling igen overrumplet af hurtigheden hvormed virus spreder sig. Der er også nogle forskelle i virus og sundhedssystemerne blandt andet er dødeligheden af COVID-19 heldigvis mindre og anderledes fordelt end både 1918 virus og de andre lignende nye dødelige coronavirus (SARS og MERS).”

Læs mere om bogen her

Hvor bekymret er du over denne coronavirus, vi ser lige nu?

”Jeg er ikke bange, men bekymret. Selvom dødeligheden af COVID-19’s første bølge er mindre, er den alligevel betydende og skævt fordelt med større dødelighed a la SARS-coronavirus’ 10% dødelighed hos verdens gruppe af ældre og svage. Jeg er bekymret over, hvordan pandemien vil forløbe og hvordan virus muterer i de mange mennesker og lande med mindre effektive sygehus- og sundhedssystemer uden ressourcer til diagnostik, forebyggelse og behandling og eventuelt med andre konflikter i for eksempel mange områder i Afrika, Asien og Sydamerika. Coronavirus er kendt for at inficere både dyr og mennesker og for at mutere. Jeg kan være bekymret over, om et dyrereservoir vil opstå. Jeg er bekymret over, om den immunitet COVID-19 efterlader efter en infektion, kun holder kortvarigt og ikke 100%, som med de årlige kendte fredelige coronavirus-forkølelser og/eller om virus muterer, så den immunitet menneskeheden nu opbygger, efter overstået infektion og ved en vaccine, ikke kan afbøde kommende bølger tilstrækkeligt."

"Jeg er fortrøstningsfuld med hensyn til en udvikling af virksom medicin foreløbig hurtigere end vacciner, som jeg også tror der vil komme flere forskellige af. Jeg er fortrøstningsfuld til at sygehusbehandlingen i dag kan hjælpe patienterne til at ride sygdommen af så dødeligheden falder og håber at sygehuskapaciteten ikke overrumples. Jeg er overbevist om, at de fleste lande når at blive bedre rustet fra bølge til bølge af en evt. COVID-19, -20, -21…”

Hvad er sandsynligheden for, at vi kan forvente scenarier med en pandemi som denne også i fremtiden?

”Historien har vist, at nye dødelige coronavirus opstår hyppigere i nyere tid (SARS-CoV 2003, MERS-CoV 2012, COVID-19 virus 2019) oftest fra dyr og kan sprede sig i mennesker, så det vil der komme flere af. Vi ved, at der er et stort dyrereservoir af disse virus som kan smitte mennesker. Men der er også andre virus, der kan skabe udbrud, epidemier og pandemier (vestnil typer, gul feber, zika, usutu, dengue, ebola typer, hiv-1 og hiv-2 grupper, fugle- og svineinfluenzaer, enterovirus typer ud over polio, abekopper, SARS.CoV, MERS.CoV, COVID-19-CoV, TBE-virus m.fl.). Desværre har vi aldrig kunnet forudsige, hvad der pludselig kommer, kun AT der hyppigere kommer flere nye virustrusler for mennesker og dyr over alt på kloden hele tiden.”

”I bogen DET ER BARE EN VIRUS begynder vi med eksemplerne at blive klar over og forstå de menneskeskabte mekanismer, der fremkalder og spreder alle disse nye grove og utilpassede virus, hvilket er forudsætningen for en rationel opdæmning og forebyggende tiltag for de farlige virus frem for panikagtig brandslukning når de kommer."

Video: Hør Anders Fomsgaard fortælle om en tur til USA, hvor han på det nærmeste blev en del af baggrunden til den berømte film Outbreak.

Find bogen her

Artikel

Morten Münster: »Du er nødt til at være tålmodig, ydmyg og uambitiøs, hvis du vil have en chance«

Morten Münster er tilbage med opfølgeren til JYTTE FRA MARKETING ER DESVÆRRE GÅET FOR I DAG. Og han er mere veloplagt end nogensinde. I sædvanlig humoristisk skrivestil leverer han i JYTTE VENDER TILBAGE en praktisk guide til at lykkes med at skabe forandringer.

Læs mere