34_checkmark

Fragt kun 29,95 kr. 

4 Gyldendal-forfattere nomineret til Weekendavisens Litteraturpris 2021

Weekendavisens anmelderkorps har udvalgt ti af årets litterære højdepunkter. Blandt dem er Glenn Bech med FARSKIBET, Klaus Høeck med PASSWORD, Henrik Skov Kristensen med GESTAPOS FANGELEJRE I DANMARK og Bjørn Rasmussen med FORGABT.

Der stemmes på Weekendavisens hjemmeside frem til d. 14. januar 2022, og vinderen offentliggøres d. 31. januar 2022. 

Læs indstillingerne her:



I 1980 var Suzanne Brøgger den første til at vinde Weekendavisens Litteraturpris med BRØG, og senest vandt Stine Pilgaard med METER I SEKUNDET i 2020. Hvem der vinder i år, kan du være med til at bestemme her og i denne artikel kan du læse, hvorfor netop disse værker er avisens bud på årets største læseoplevelse. 

Glenn Bech, FARSKIBET

Glenn Bech er blevet indstillet af Asker Hedegaard Boye. Om romanen siger han:

”I sin helt igennem strålende debut formår Glenn Bech at fortælle om tragediens destruktive kraft med en ikkefordømmende omsorg, der adskiller sig fra stort set al anden autofiktion i tiden. I Farskibet er farens selvmord, en hændelse i fortællerens spæde barndom, en natmørk katalysator for alle efterfølgende begivenheder. Men selvmordet bliver samtidig det nulpunkt, som giver fortælleren et eksistentielt incitament til at rydde op og forsone sig med sin barske barndom. Bech lykkes mirakuløst med at skrive en springende usikkerhed frem over samfulde +500 sider. Det er på én og samme tid uafrystelig og forjættende læsning. Her er heldigvis ingen manierede forsøg på at skabe en form, der kan få det hele til at passe; ej heller nogen pyntende selvfremstilling. Kun sejt prøvende, cirklende erindringsarbejde, nysgerrig og ukuelig fortællevilje og gnistrende livsnerve.” 
 

Klaus Høeck, PASSWORD

Klaus Høeck er blevet indstillet af Lars Bukdahl. Om digtsamlingen siger han: 

”Vores førende systemdigter – eller hvorfor ikke for en gangs skyld bare: digter – Klaus Høeck skal jo ikke prisnomineres, bare fordi han bedyrer, at hans seneste digtsystem, Password, også er hans sidste. Men fordi han i sit 84. år er i sit livs form med dens, formens, perfekte og halsbrækkende, højst forunderlige balance mellem total systemkontrol – lutter firdobbelte haikuer, 17+17+17+17 stavelser – og en nærmest anarkistisk frihed i forhold til stof og toneart, alt lader sig i hvilket som helst humør skrive om, også noget så poetisk traditionelt som hylden, så stikkende hymnisk: »og hylden blomstrer/ breder sig som et rygte/ over skov og land// sender sin stærke/ lugt af kattepis ud i/ næseborene// fortæller sit e/ ventyr der er sandere/ end brødrene grimms// hylden har dansk land/ brug ikke fået bugt med/ gud være lovet.«” 

Henrik Skov Kristensen, GESTAPOS FANGELEJRE I DANMARK 

Henrik Skov Kristensen er blevet indstillet af Claus Bundgård Christensen. Om det historiske værk siger han: 

”I maj 1945 forlod det tyske vagtmandskab lejren i Frøslev og deres danske fanger, men de efterlod også et omfattende papirmateriale om lejrens drift, der i dag udgør det formodentlig mest intakte arkiv fra det mægtige tyske lejrsystem. Dette arkiv udgør det primære grundlag for historikeren Henrik Skov Kristensens værk om besættelsesmagtens lejre i Danmark: Horserød og Frøslev, hvor flere end 8.000 danske statsborgere blev interneret. Den dramatiske historie bringer meget nyt om de danske og tyske myndigheders forvaltning og det tyske lejrmandskab, men i lige så høj grad om fangernes erfaringer. Det lykkes i mange tilfælde at komme ganske tæt på de forskellige fangegruppers hverdag, deres bekymring for fremtiden og ikke mindst deres interne selvforvaltning. Solide værker om Besættelsen baseret på omfattende kildestudier er der langt imellem, men med Gestapos fangelejre i Danmark har vi fået en udgivelse, der går imod den tendens.”

Bjørn Rasmussen, FORGABT

Bjørn Rasmussen er blevet indstillet af Lasse Winther Jensen. Om digtsamlingen siger han: 

”I Forgabt fremskriver Bjørn Rasmussen et både rodet og bevægende portræt af et skrøbeligt digterjeg. Jeget lever i pagt med naturen midt i storbyen nær Brabrandsøen, som han bogen igennem kredser rundt om med sin hund i en stilfærdigt desperat jagt på struktur og sjælero. Rasmussens sætninger stolprer sludrevornt og angstplaget afsted i en pendlen mellem manisk intensitet og bedøvet resignation. Med selvudleverende patos, latterlighed og inderlighed snubler bulletinerne fra digterens dagligdag på hver eneste side over ubærligt klare indsigter om livet og ensomheden. Digtsamlingen fremstår på samme tid ekstremt privat og som en åbenbaring af almenmenneskets ansigt i Brabrandsøens spejl. Et sted mellem knækprosa og lyrisk digtning skaber Rasmussen et tilgængeligt, men yderst forfinet formsprog, der gør Forgabt i stand til at lodde eksistensens mørkeste dybder med bagatellens luftighed.”
 

Stem her

Weekendavisens Litteraturpris er på 100.000 kroner og uddeles med støtte fra Den Berlingske Fond. Der stemmes på Weekendavisens hjemmeside frem til d. 14. januar 2022, og vinderen offentliggøres d. 31. januar 2022.