Forfattermorgen: Mød Lilian Munk Rösing og Birgitte Possing

I denne bog følger Lilian Munk Rösing Tove Ditlevsens veje. Hun opsøger de konkrete veje og gader, der har været vigtige i Ditlevsens liv og forfatterskab, fra ”barndommens gade” på Vesterbro til den sidste adresse på H. C. Andersens Boulevard. Og hun beskriver de veje, Ditlevsen valgte for at komme ud af barndommens arbejdermiljø og ind i den verden, hvor hun kunne forfølge sin dybeste passion: at skrive.

Bogens vandring fører gennem de modsætninger, der eksisterer side om side i Tove Ditlevsens værk og person: Det følsomme og det rapkæftede. Det gammeldags og det modernistiske. Tosomhedstrangen og ensomhedslængslen. Længslen efter og afmagten over for moderskabet. Skriftens rus og den narkotiske rus, der i starten synes at være allierede, men viser sig at være fjender.

Det sidste årti har en ny generation af danskere genopdaget og genlæst Tove Ditlevsens værker, og forfatterskabet har fået et internationalt gennembrud. Denne biografi samler det hele i et personligt portræt og en skildring af, hvad det var, Tove Ditlevsen kunne som litterær kunstner. Hvordan hun i sine romaner er en eminent skildrer af de stemningsskift, der foregår i og mellem mennesker, mens hun som poet er en af de største sprogkomponister i dansk lyrikhistorie.

Som ganske ung fik Birgitte Possing af sin mor overdraget en skotøjsæske med strenge pålæg om først at åbne den, når hun selv var blevet gammel.

Æsken viste sig at indeholde et utal af breve, Birgitte Possings forældre havde skrevet til hinanden i deres ungdom under Anden Verdenskrig. Brevene satte hende i gang med et detektivarbejde: Bevæbnet med sin forskningserfaring, sin historiske viden, sin fortrolighed med arkivarbejde og ikke mindst en stor personlig nysgerrighed – der var blevet yderligere vakt af et drengefoster i sprit i morforældrenes dækketøjsskab – satte Birgitte Possing sig for at afdække sin families historie tilbage til oldeforældrene.

Det er en fortælling, der bevæger sig gennem tiden, ud i verden, gennem vidt forskellige miljøer og normer, og ender med forfatterens egen tid og livsforløb.

Det er den lille histories møde med den store: En generation er ikke bare en del af sin tid og en afspejling af dens vilkår og normer med de ambitioner, sejre og nederlag, den repræsenterer. Enhver generation rummer også en mængde indhøstede erfaringer, der danner klangbund for de følgende.

Det er denne klangbund, Birgitte Possing eftersporer. Det er en både sand og voldsom historie.