At velsigne et liv

Hent forside

En forfatter kommer hjem efter et mislykket skriveophold i Rom. I opgangen må han gøre plads for to ambulancefolk på vej ned med hans afdøde overbo, som han aldrig har talt med. Den lokale præst kontakter ham i et forgæves forsøg på at finde pårørende til den døde Vincent Genner, og før forfatteren har set sig om, deltager han i den improviserede efterforskning.

Vincent Genner var tidligere jazzmusiker med en fortid i Los Angeles. Forfatteren opsporer hans søn, der aldrig har kendt sin far, og genkender modstræbende sig selv i den indadvendte musikers flugt fra relationer og ansvar. Kunstnerens ensomme selvoptagethed sættes i relief af kunstens evne til at skabe uventede fællesskaber i denne roman om livsbaner, der krydser hinanden gennem nogle forårsmåneder på Vesterbro i København.

Den fraskilte præst Jesper Kant går med sit eget drama af længsel og skyld, efter at hans elskede har forladt ham, og hans søn er kommet i fængsel. Og forfatteren bærer også på en historie, omend han hellere vil skrive om de andre. Først da han møder den unge, mystiske Bianca, tvinges han til at fortælle om sin hustru Nina, der døde af cancer, men som han allerede havde mistet forinden.

Bianca er selv på flugt fra blakkede omstændigheder, men deres møde på tværs af generationer og hinsides lidenskabens forviklinger bliver en øjenåbner, der ansporer forfatteren til stik imod sin dårlige samvittighed at favne fortællingen som mulighed for forsoning.

Ud af personernes og bipersonernes mylder af levet liv tegnes et mønster af uløste gåder og paradokser, hvor fortvivlelse og livsmod komplementerer hinanden. Fortælleren har i lighed med Vincent Genner forsømt sit liv til fordel for kunsten, men hans personlige beretning om uforløst smerte baner vej for håb og nærvær i takt med, at han griber ind i de andres liv og samtidig påvirkes af dem.

  • Antal sider304
  • FormatHæftet
  • ForfatterJens Christian Grøndahl
  • ISBN9788702430509
  • Udgave1
  • Udgivelsesdato09.10.2025
  • GenreSkønlitteratur

VEJL. PRIS

299,95 kr.

Køb eksempelvis bogen hos:

Forfattermorgen

november
19.

Mød Lene Tanggaard & Jens Christian Grøndahl

Vær med når Gyldendal inviterer til Forfattermorgen! Mød to aktuelle forfattere til en skarp og inspirerende samtale på hver 15 minutter om deres nye bøger. 

Køb de to bøger med 20% rabat og få dem signeret af forfatterne.
Der er gratis kaffe og croissanter. 

Anmeldelser

Bøger af samme forfatter

Forfatter

Jens Christian Grøndahl

Jens Christian Grøndahl er ophavsmand til et stort internationalt og prisbelønnet forfatterskab, der er lige så udbredt i Frankrig, Holland og Belgien som i Danmark.

Jens Christian Grøndahl skabte sig med romaner som Tavshed i oktober fra 1996 og Lucca fra 1998 et stort publikum. I dag tæller hans forfatterskab mere end 40 bøger, herunder romaner, essays, børnebøger, skuespil og en selvbiografi.

Jens Christian Grøndahl fremhæves ofte for sin evne til at fremstille eksistentielle konflikter og psykologiske relationer. I udlandet er han blevet sammenlignet med bl.a. Anton Tjekhov og Albert Camus. Jens Christian Grøndahls hovedtema er ensomhedens grundvilkår, der undersøges gennem kærligheden mellem mennesker med fokus på deres livshistorie og valg. Jens Christian Grøndahls romaner udkommer i over 35 lande og optræder jævnligt på toneangivende kritiker- og bestsellerlister verden over. Desuden har han bl.a. modtaget Boghandlernes Gyldne Laurbær for romanen Lucca. Og dertil blev han den første modtager af Danske Banks Litteraturpris for Et andet lys fra 2002. Jens Christian Grøndahl er endvidere blevet tildelt Statens Kunstfonds livsvarige ydelse samt den franske orden Chevalier dans l'ordre des Arts et des Lettres som en hædersbevisning for sit bidrag til skønlitteraturen i Frankrig.

I 2015 udkom Vejen til Bethlehem. Her genfortæller Jens Christian Grøndahl den kendte bibelfortælling om Josef og Marias færd til Bethlehem – men set fra Josefs perspektiv. Fra 2015 til 2018 har Jens Christian Grøndahl i bogform udgivet tre essays, der alle handler om Europa og europæernes identitet, tilsammen kaldet Europa-trilogien: Hjemme i Europa (2015), Europas ambassade (2016) og Europa er ikke et sted (2018). I 2020 udkom romanen Dage som græs, i 2022 den anmelderroste roman, Fra i nat sover jeg på taget, og i 2024 kærlighedsromanen Noget tabt i mørket.

2025 markerer Jens Christian Grøndahls 40 års forfatterjubilæum. Her er han i efteråret aktuel med romanen At velsigne et liv.

Fotograf: Sara Galbiati, Gyldendal 2024

Bøger i samme genre