Blod på tanden? Vi anbefaler 8 vidt forskellige krimier

Du ved garanteret allerede, at krimigenren er superpopulær. Men har du nogensinde tænkt over, hvor mange forskellige slags, der findes? Her på Gyldendal har vi samlet 8 krimititler, som er vidt forskellige. Der skal jo være noget til enhver krimismag.

Af Rasmus Meldgaard Harboe

Det er med god grund, at der udgives så mange krimier. For krimiromaner er ikke bare én ting. De findes i mange forskellige størrelser og typer, og vi vil vove den påstand, at hvis du ikke er til krimier, så har du bare ikke fundet den rette endnu.

Her på redaktionen har vi samlet 8 vidt forskellige krimititler. Om så du er til britisk hyggekrimi, mørke og bloddryppende mordgåder eller et raffineret sprog.

Den ultimative hyggekrimi

TORSDAGSMORDKLUBBEN af Richard Osman

Alt er fred og idyl i seniorlandsbyen Coopers Chase. Hver torsdag mødes fire venner og dyrker deres fælles interesse for uopklarede mordsager. Da et drab pludselig kommer helt tæt på vores fire seniorer, føler de sig kaldet til at efterforske mordet. Er du på udkig efter den ultimative hyggekrimi, kan du roligt sætte dig til rette med Richard Osmans fantastiske TORSDAGSMORDKLUBBEN. Da den udkom i Storbritannien, solgte den svimlende 134,514 på bare én uge, og i dag er filmrettighederne solgt til ingen ringere end Steven Spielberg. Fik vi nævnt, at romanen er Richard Osmans debut? 

Den stærkt plotdrevne krimi

USTYRLIGT BLOD af Robert Galbraith

Når hun ikke skriver om hekse og troldmænd under sit eget navn, gemmer HARRY POTTER-forfatteren J. K. Rowling sig bag pseudonymet Robert Galbraith og skriver nogle gedigne krimiromaner. USTYRLIGT BLOD er femte selvstændige bind i den fængslende serie om privatdetektiven Cormoran Strike, som denne gang bliver hyret til at opspore en forsvundet kvinde i den engelske by Cornwall. Romanen er fuld af overraskelser og åndeløse øjeblikke. Og hvis nogen har styr på, hvordan et komplekst plot skal stykkes sammen, så må det da være J. K. Rowling.

Den sprogligt mageløse krimi

BAG DEM SYNGER DØDEN af Karin Fossum

Den er barsk, Karin Fossums roman BAG DEM SYNGER DØDEN, som netop er udkommet på dansk i en oversættelse af Ida Jessen. Den norske forfatter er nu oppe på hele 15 bind i sin serie om efterforsker Konrad Sejer, og i denne roman arbejder han på at opklare en række skræmmende mord på teenagedrenge i en lille norsk by. Men det rå bagtæppe og det mesterligt styrede plot gør det ikke alene i denne bog. Karin Fossum skriver som en drøm, og oversættelsen gør i dén grad originalen ære. Så meget at Politikens anmelder gav romanen seks ud af seks stjerner - en karakter vi selvfølgelig kun kan være enige med.

Bag dem synger døden

Bag dem synger døden

En enlig mor finder en underlig tegning under madrassen på sin søns værelse. En ung mand og en teenagedreng mødes tilfældigt ved badepladsen på klippen ved den dybe sø. Dagen efter bliver sekstenårige Gritt Zeeland fundet død ved skovstien, der leder ned til søen. Et par dage senere er en dreng på samme alder blevet tævet ihjel og mishandlet til ukendelighed yderst på byens havneområde.

Frygten for en massemorder breder sig blandt lokalbefolkningen i den lille norske by. Eller har drabene slet intet med hinanden at gøre? Efterforskeren Konrad Sejer står med et smertefuldt mordmysterium i hænderne, med mange mulige forklaringer.

Bag dem synger døden af den anerkendte norske krimiforfatter Karin Fossum er en dybdeborende krimi om det smukke og det hæslige, ømhed og vold, livsløgn og de barske realiteter.

 

 

 

Den historiske krimi

OCCIDENTENS STJERNE af Benni Bødker

En krimiroman kan også være en historisk tidsrejse, og med OCCIDENTENS STJERNE af Benni Bødker tager vi med antikvitetshandleren Austin Baldwick til Paris anno 1905. Austin Baldwick er rejst fra England til den franske hovedstad for at eskortere liget af en nyligt afdød kollega hjem til London. Det er faktisk bare dét, der er planen – lige indtil han får øje på noget under Paris’ fornemme overflade: mørke hemmeligheder, en skjult indgang til byens katakomber, en skyggeverden af skumle seancer og levende døde. Hold på hat og krystaller, du risikerer at blive suget helt ind i denne bog!

Occidentens stjerne

Occidentens stjerne

DET SMUKKE I PARIS DÆKKER ALTID OVER NOGET ANDET …

Paris 1905. Antikvitetshandleren Austin Baldwick ankommer modvilligt til den franske hovedstad, mens den storslåede begravelse af kultlederen madame Kowalski sætter byen på den anden ende. Baldwick skal hente liget af en nyligt afdød kollega med hjem til London. Det burde være en ren formalitet, men snart befinder han sig i en labyrint af bureaukratiske forhindringer. Og samtidig begynder grunden at skride under ham. I bogstaveligste forstand.

Hemmelige selskaber og esoteriske ritualer. En skjult nedgang fra et hotelværelse til Paris' katakomber. Døde, der ikke forbliver døde. Et tarotkort. En uhyggelig seance, der involverer et kunstigt menneske og en stor terroraktion i undergrunden.

Austin Baldwick bliver tvunget længere og længere ind i en skyggeverden, hvor ingen er, hvad de giver sig ud for at være, og hvor han selv er udvalgt til at spille en afgørende rolle. 

Den psykologiske krimi

SPEJLMANDEN af Lars Kepler

Da en ung pige bliver bortført, må Joona Linna opsøge hypnotisøren Erik Maria Bark, som skal hjælpe med at fremkalde et øjenvidnes minder. Her begynder en efterforskning, som transporterer Loona Linnea og hendes makker ind i de mørkeste afkroge af det menneskelige sind. SPEJLMANDEN er skrevet af det svenske krimi-ægtepar Alexandra Coelho Ahndoril og Alexander Ahndoril, som arbejder under pseudonymet Lars Kepler. Bogen er helt rigtig for dig, der gerne vil have en ekstra teske psykologisk dybde i dit spændingsplot.

Den dybe whodunit-krimi

SOM EN LANGSOM ILD af Paula Hawkins

Laura, Miriam og Carla er tre kvinder med tung bagage, og alle besidder de en hævntørst. Da en ung mand findes dræbt på en husbåd i London, begynder optrevlingen af en mordgåde: har en af kvinderne slået ham ihjel? Med romanen SOM EN LANGSOM ILD har bestsellerforfatteren Paula Hawkins skrevet en neglebider af en veludført whodunit-krimi med udgangspunkt i hadet, der brænder i de tre kvinder. Langsomt.

Den stemningsfulde krimi

RESTEN ER TAVSHED af Douglas Skelton

Journalisten Rebecca Connolly rejser til den skotske ø Stoirm sammen med fotografen Chaz. For der er noget, der ikke stemmer i sagen om Roddie Drummond, som for femten år siden blev frifundet for mordet på sin store kærlighed. Dengang forlod han øen, men nu er han tilbage, og det river hele historien op til overfladen igen. RESTEN ER TAVSHED er spændende fra første side, og forfatteren Douglas Skelton bliver især rost for at gøre romanen stemningsfuld. Som læser får man virkelig mulighed for at være på Stoirm sammen med Rebecca Connolly, og suge øen og begivenhederne til sig.

Den prisvindende danske krimi

UNDTAGELSEN af Christian Jungersen

Vi slutter af med vores helt egne danske Christian Jungersen, som med sin roman UNDTAGELSEN i 2014 modtog De Gyldne Laurbær, som er den allermest prestigefulde pris, en forfatter kan få i Danmark, uddelt af de danske boghandlere. Iben og Malene arbejder sammen på Dansk Center for Information om Folkedrab. Da de begynder at modtage dødstrusler, melder der sig en snigende frygt: måske har deres job bragt dem i livsfare. Men hvor kommer truslerne fra? UNDTAGELSEN folder sig ud som en fængslende krimigåde, men den er også et råt og genkendeligt portræt af ondskab og kærlighed.