Danske bøger med humor og kant

Den perfekte værtindegave til julens små sammenkomster er en god bog, der giver smil på læben og stof til eftertanke. Danske forfattere mestrer balancen mellem humor og alvor, og blandt årets udgivelser er der mange sjove bøger, der også snildt kan give en klump i halsen, som Lærke Winthers IKKE AFSENDT eller Nikoline Werdelins HVORDAN MAN REDDER EN LEMMING. Der er også masser af kant at finde på hylderne med forfattere, der mener noget og lader deres budskaber trænge igennem på siderne – for eksempel Niviaq Korneliussens BLOMSTERDALEN, der er et fandenivoldsk opråb til de grønlandske myndigheder.

Småt brændbart

Småt brændbart

Er jeg blevet komplet sindssyg af hormoner og dovenskab? Jeg er på en gang en meget ung og usikker kvinde, et barn og en skiderik.

SMÅT BRÆNDBART er Alberte Windings erindringsroman om den sårbare ungdom. Om den prøvende, slingrende vej fra stort barn til ung voksen, om at begynde at ligne en, der er ude på noget, og om måske ikke helt at være parat til det. Om at rejse til det sagnomspundne Martha’s Vineyard i USA med sin kusine som 16-årig og føle, at dem derhjemme nu får et problem mindre. Om de første møder med mænd og om de første spæde anelser om, at man måske kan leve et liv med musik.

SMÅT BRÆNDBART er en upoleret og sitrende fortælling om at søge efter en plads i verden. Om musikken, kærligheden og døden. 

PRIS249,95 kr.
Ikke afsendt

Ikke afsendt

Marie Petersen skriver breve. Mange breve. De fleste sender hun ikke, der er for mange ord, som for længst skulle have været sagt. Til gengæld brillerer hun i genren vrede klagebreve. Hvorfor står dåserne med makrel fx pludselig i gang 4 og ikke på deres sædvanlige plads? Og hvorfor griber kommunen ikke ind over for suttetræer behængt med småbørnssavl og løgne?

Maries eneste selskab er den gigtplagede schæferhund Poul, som bøvler med et lavthængende bagparti og insisterer på, at de altid går den samme vej.

Men mødet med en gartner med smilende øjne og HenryJette, en stamkunde i Føtex, forstyrrer
deres rutiner. Og da Marie en dag står ansigt til ansigt med sin fortrængte fortid, begynder hun at gå helt nye veje. Men det er op ad bakke.

IKKE AFSENDT er en sjov og overraskende roman om at leve i sin egen blinde vinkel. En fortælling om ikke at skue hunden på hårene, om at købe en sav, når man trænger til at fælde et træ – og om at få en chance til.

PRIS199,95 kr.
Hvordan man redder en lemming

Hvordan man redder en lemming

Hans er en 67-årig nyskilt og fyringstruet biolog, der som de fleste pattedyr holder af at blive i sit habitat – i dette tilfælde lejligheden på Frederiksberg med den grønne lænestol. Han er stærkt optaget af sin potens, kvinden, han aldrig fik, og lemmingen, den vævre orangegule gnaver, som han elsker for dens mod til at blotte sine gule fortænder og skrige ad en meget større fjende og for dens accept af sit enkle, ydmyge liv: Den spiser, formerer sig, undviger døden. For så vidt ligesom Hans.

Mens sneen smelter i de norske fjelde og truer lemmingens livsgrundlag, vikler fire fremmede og vidt forskellige mennesker (samt tre kæledyr og en hel del insekter) sig ind i Hans’ tilværelse og forandrer den for altid.

Nikoline Werdelins debutroman, HVORDAN MAN REDDER EN LEMMING, er en morsom og melankolsk fortælling om de mindste og de største kriser i menneskelivet og i verden. Om ensomhed, frihedstrang og mulighederne i det tilfældige møde – og om valget mellem at blive i sin rede eller vove pelsen og flytte sig over store afstande for at overleve.

 

PRIS299,95 kr.
Blomsterdalen

Blomsterdalen

Hun oplevede det første selvmord, da hun var tretten. Selv vil hun begraves mellem de høje fjelde i den østgrønlandske by Tasiilaq, hvor de navnløse grave på kirkegården i Blomsterdalen er dækket med blå, røde og pink plastikblomster, der skriger i den rene sne.

Hun har en kæreste, hun elsker, en omsorgsfuld familie, og hun er lige kommet ind på universitetet i Aarhus. Verden står åben, men intet føles rigtigt, og gradvist begynder verden at snævre sig ind omkring hende, og en nedtælling begynder.

BLOMSTERDALEN er en kuldslået og fandenivoldsk, men også sorthumoristisk roman om kærlighed, venskab og sorg – og om at være forkert i et samfund, hvor ingen taler om de døde - skrevet af Niviaq Korneliussen, Grønlands nye litterære stjerne.
 

PRIS249,95 kr.
Katalog over katastrofer

Katalog over katastrofer

Helle vokser op i 80’ernes Nordsjælland med en far, der har hovedansvaret for sin datter. Han er så bange for katastrofer, at han fysisk og mentalt forsøger at ruste sin datter til at kunne modstå og overleve selv de største farer. Men i bestræbelserne på at lade geigertælleren afklare strålingen på det lille gårdmandssted og træne Helle i overlevelsesstrategier glemmer han at have blik for de langt mere påtrængende katastrofer, der lurer i enhver ung piges liv. For hvordan skal hun manøvrere i dagligdagens uoverskuelige landskab af potentielle katastrofer med barndomsvennen Tommy, med klassens piger, med den rødhårede Troels og moren, der har prioriteret sit eget kærlighedsliv.

PRIS249,95 kr.
Kød og fred

Kød og fred

Annemette drev engang et hestestutteri, men så kom stormfloden og kostede hende både gården, ægteskabet og 12 udmærkede tænder. I dag er hun sosu-assistent, datteren er flyttet hjemmefra, eksmanden er i fængsel, og hendes mund blafrer i blæsevejr.

Hver uge mødes hun med sin strikkeklub, De hårde nåle, der består af den halvdemente pensionist Vibse og hendes datter Jean, som er langtidssygemeldt lægesekretær og gift med en midaldrende mand i lycra. En torsdag eftermiddag forvilder de sig ind at se Leonardo DiCaprios nye klimadokumentar. De er i chok. Leo får dem til at se alting i et nyt lys: Klimaforandringerne har stjålet Annemettes liv, og hvis de ikke gør noget nu, kommer de også til at stjæle deres børns og børnebørns fremtid. De må lave rav i den, gå efter store omvæltninger – det er ikke for ingenting, de kalder sig De hårde nåle

KØD OG FRED er en tempofyldt og forbryderisk historie om tre kvinder, ingen regner for noget, som tager skæbnen og strikkepinden i egen hånd og går i krig mod kødindustrien.

PRIS249,95 kr.
Look

Look

Look er en bog om tøj, tekstiler og mode. Om at læse og blive læst, og om den transformative kraft, der findes i at klæde sig på, klæde sig ud og skabe et look. Om stoffet mellem os og resten af verden. I Look podes tøj og læsning på hinanden; i en række tekster, som spænder fra essayistik til lyrisk prosa, undersøger Ida Holmegaard tøj som sprog og materiale. Det er en bog om tøjets roller i litteraturen, i at skabe og omskabe køn, i politiske protester, i magtforhold, i sex, kærlighed og på det prekære arbejdsmarked. Look handler også om hvor tøjet kommer fra, om dets oprindelse i væve og på fabrikker. Tøjet, som er et udtryk og et arbejde, en stemningskatalysator og et effektivt forbyggende middel mod forkølelse. Ida Holmegaard er en ung stærk stemme. Holmegaard etablerede allerede et navn med debuten EMMA EMMA og fik siden et anmeldergennembrud med romanen Graceland, der blev nomineret til Politikens Litteraturpris.

PRIS199,95 kr.
Fødedygtig

Fødedygtig

Engang fik børnene tæsk af lærerne i skolen. I dag er det omvendt. Det er i hvert fald det indtryk, Liv får, da hun starter i sit første pædagogjob i en børnehaveklasse på en skole på Amager.

Liv bor sammen med kæresten Dan. Han er vild med at se Deadline, gå til Lindy Hop og ikke mindst tanken om snart at få børn. Alt det er Liv ikke så vild med.

På skolen får Liv hurtigt problemer med den 6-årige dreng Ludvig, der terroriserer undervisningen og Liv. En dag bliver Liv så frustreret, at hun stikker ham en lussing. Herfra eskalerer det, også det med parforholdet, for til en fest dukker en flot lærer op, og han vil gerne vise hende fysiklokalet.

Fødedygtig, der er Laura Ringos første roman til voksne, er en folkeskoleroman om vold, ustyrlige børn, magtesløse lærere og om at have en skruk kæreste, hvis børn man ikke har lyst til at føde.  

 

PRIS199,95 kr.
Thread Ripper

Thread Ripper

THREAD RIPPER er en hybrid af forfatter og billedkunstner Amalie Smith med fortællende prosa og noter, der kredser om vævning som en indgang til at forstå det digitale. I bogen følges en billedvæver, der arbejder på et digitalvævet billedtæppe i slutningen af 2010’erne. I den periode væver hun ikke bare et billedtæppe, hun væver også i livet, i kærligheden, i forbindelsen til sin omverden og i svaret på spørgsmålet, om hun vil sætte børn i verden. 

THREAD RIPPER er en historie om nervevæv, plantevæv, om skærmenes billedvæv, kærlighedens drømmevæv, slægternes DNA-væv og telenettets strålevæv. Bogen optrævler og væver forbindelser mellem det analoge og det digitale, det lokale og det planetariske, det håndgribelige og det trådløse. 

PRIS199,95 kr.
Jul 2020 - Business
Anbefalinger

Businessbøger til ønskesedlen

12-11-2020

Bliv klogere på arbejdslivet med en businessbog, der ryster posen og udfordrer ideen om et 9-17-job. Corona har ændret vores arbejdsliv, og der er anledning til at afslutte året med nogle nye ideer og indspark til arbejdspladsen. Find en businessbog, du kan give i julegave til en chef her.

Jul 2020 - Lyrik
Anbefalinger

Digtsamlinger, du kan give i gave

12-11-2020

Den perfekte julegave til en ordjonglør eller sprognørd er en digtsamling, hvor ordene får lov til at lege på siderne. Poesi og lyrik kan få dig til at anskue verden på nye måder og kan være kompliceret og ligetil. Find en lyrisk julegave her.

Jul
Anbefalinger

Giv en julegave der kan noget mere!

12-11-2020

Intet kan opsluge dig som uldsokker hjemmesko pyntepuder en god bog

Giv en julegave der kan noget mere!

Find julens bedste boggaver her.