Guide: Savner du allerede Bridgerton? Så skal du læse disse 7 romaner
Du har set sidste afsnit af Netflix-serien Bridgerton, og du er sulten på mere historisk drama, der gør dig varm om hjertet og blød i knæene. Frygt ej! Vi kommer dig til undsætning med en stak fænomenale historiske romaner, som giver dig den samme vidunderlige følelse i kroppen.
Af Rasmus Meldgaard Harboe
Det er altid sørgeligt, når noget slutter. Om det så er en bog eller en tv-serie, hvis den har været god, så sidder man ofte og føler sig lidt forladt, når den er ovre.
Lige nu er der mange af os, der tørster efter mere Bridgerton – og det er heldigvis ikke et problem, som ikke kan klares med en stak gode historiske romancer med mindst lige så meget passion, lige så mange skælvende bryster over stramme korsetkanter og mindst lige så mange flotte, flotte fyre. Vi har samlet syv af slagsen, som vi håber kan kurere savnet
ELSKERINDENS SKYGGE af Lisa Kleypas
Vi befinder os i 1800-tallets England. Da Vivien Rose Duvall vågner efter noget, der nær var endt som en fatal drukneulykke, har hun hukommelsestab. Det udnytter den smukke, unge Grant Morgan, som er en del af London-politikorpset The Bow Street Runners, og bilder hende ind, at hun tidligere har været hans elskerinde – og her begynder det helt store drama. ELSKERINDENS SKYGGE er første bind i den populære Lisa Kleypas-serien BOW STREET, som består af tre romaner. Læs meget mere om hele BOW STREET-serien her.
SOMMERSKANDALEN af Meredith Duran
Selvom han egentlig er vant til at vælge og vrage, som han vil, er Lord Michael de Grey nødsaget til at gifte sig. Den udkårne bliver den blændende Elizabeth Chudderley, men hans kommende hustru er ikke sådan én, man bare lige koster rundt med – hun er faktisk et farligt bekendtskab, og forholdet bliver en udfordring for en mand, der plejer at få det, som det passer ham. Bliver du bidt af Meredith Durans SOMMERSKANDALEN, kan du se frem til at læse de resterende tre bøger i serien LETSINDIGHEDENS LOVE.
Læs mere om Meredith Duran her
SARAS DRØM af Lisa Kleypas
Da Sara forlader sit hjem på landet og rejser til London for at skrive på en bog, bliver hun vidne til en forbrydelse og havner i favnen på en farlig og utroligt flot mand ved navn Derek Craven. SARAS DRØM er andet bind i Lisa Kleypas-serien CRAVEN, som består af to selvstændige romaner. Læs mere om den vidunderligt dragende CRAVEN-serie her.
TROSKABENS BÅND af Barbara Taylor Bradford
Ingman-familien har fire døtre, men 17-årige Daphne er den smukkeste af dem og skal dermed sikre familiens fremtid i det engelske aristokrati. Men da en katastrofe rammer familiens gods, Cavendon Hall, bliver alt forandret, og Daphnes lyse fremtidsudsigter begynder at falme. Pludseligt kommer der brev fra en fjern slægtning, som kan vise sig at blive nøglen til familiens og Daphnes fremtid. Der findes to bind i Barbara Taylor Bradfords serie om familien Ingham, og TROSKABENS BÅND er den første.
Læs mere om den karismatiske Barbara Taylor Bradford her, og dyk ned i hendes serie om Cavendon Hall her.
DEN NYE JARL af Lisa Kleypas
Den charmerende skørtejæger Devon Ravenel arver en titel som jarl og overtager både gods, gæld og et enormt ansvar. Den afdøde jarls smukke enke Kathleen bor stadig på godset, og selvom hun er modvillig, kan hun ikke blive ved med at nægte, at der er kemi mellem hende og sin afdøde mands efterfølger. DEN NYE JARL er første bind i Lisa Kleypas-serien RAVENEL, som består af seks romaner. Læs mere om RAVENEL-serien lige her.
Og tag quizzen om den seneste titel i serien LADY CASSANDRAS VALG her.
DE SKANDALØSE af Simona Ahrnstedt
Bered dig på drama og intriger, når du kaster dig over DE SKANDALØSE. For fra første side bliver du revet med af romanens lidenskabelige fortælling om den dekadente greve Gabriel og den jævne Magdalena, der afskyr hinanden på alle måder. Kærlighedsromanen foregår i det 17. århundrede på det svenske slot Wadenstierna, hvor et natligt møde får konsekvenser. Og snart befinder Magdalena og Gabriel sig i en lidenskabelig, forbudt og mere og mere skandaløs affære.
ET FORFØRENDE TILBUD af Tessa Dare
Her har vi fat i en slags Skønheden og Udyret-fortælling. Da syersken Emma Gladstone dukker uventet op i den uforskammede Hertugen af Ashburys liv, kommer hun som sendt fra himlen. Hertugen har nemlig brug for en arving, men da han er blevet vansiret under krigen, står frøknerne ikke just i kø. Måske viser Emma sig at være hans redning? Og måske han hendes? Romanen ET FORFØRENDE TILBUD er en del af Tessa Dares serie LUNEFULDE LØFTER.
Du kan læse mere om den forførende serie her og lære den spændende forfatter Tessa Dare meget bedre at kende lige her.