Dorte Pontoppidan Thyssen

Dorte Pontoppidan Thyssen (f. 1973). Tuscher, pensler, blyanter og InDesign. Illustrationer og grafisk design har altid været Dortes hobby, hendes overspringshandling og i tyve år også hendes fag. Dorte er uddannet grafisk designer på Den Grafiske Højskole og hoppede herfra til reklamebranchen. Den forlod hun for snart mange år siden og har siden været sin egen. Dorte suger indtryk hele tiden og arbejder, når inspiration bliver til ideer og form. Inspirationen henter hun i hverdagen og hver dag. Hos familien, på gaden, på rejser. Fra de små, de skæve, de sjove, de smukke, de unikke oplevelser og personer, vi alle sammen bliver præsenteret for hver evig eneste dag. Ustandseligt former der sig tegninger og figurer i hendes hoved. Nogle kommer til live på papir, skærm og lærred. Dortes lyst til at skabe og få gang i farverne eksploderer, når hun får en sprudlende og nærværende tekst i hånden – gerne med humoren som motor. Tekster, som giver hende lyst og lov til at skabe et nyt billedunivers. Det gør Cecilie Wallengrens Kamma-historier.

Dorte Pontoppidan Thyssen debuterede som billedbogsillustrator i 2012 med Kammas kjoler.