Alberte Winding

Beskrivelse

Elin Alberte Leonora Winding eller blot Alberte, født 1963, er sanger, skuespiller og forfatter. Alberte er datter af forfatter, instruktør og producer Thomas Winding og Lulu Gauguin, der var tv-medarbejder og bl.a, medforfatter til den populære tv-serie SUPER CARLA.

Alberte Winding har som skuespiller markeret sig som Luna i BAMSES BILLEDBOG og har som musiker udgivet en lang række albums med pop, jazz og børnemusik. Hun debuterede som forfatter i 2006 og står hun bl.a. bag serien om Betty sammen med illustrator Rasmus Bregnhøi. Bettys eventyr fra hverdagen er fortalt i øjenhøjde med de 2-5-årige og er fyldt med sjove og genkendelige situationer. Alberte Winding står også bag ALBERTES PIGEBOG, der henvender sig til piger på vej mod puberteten.

Læs mere

Seneste udgivelse

Huset med de blå døre

En indbydende og nutidig bog inspireret af retro-klassikeren "Det gule hus". Åbn husets blå døre og læs om de børn og voksne, der bor i lejlighederne bagved.

Bogens forside er husets facade, og når man åbner bogen, kommer man ind i husets opgang, hvorfra der er adgang til de seks lejligheder.

Bag hver dør gemmer sig en historie om dem, der bor der - mød den meget flittige og ordentlige Ninja Olsen på 8 år, der får besøg af Ylle, Dylle og Dolle (3 små raske trolde, der roder helt vildt); Elmin, der gerne vil have ro fra sin fars støjende radio, så han kan se SYNG og VIND i fjernsynet; Milla, der holder fødselsdag og får besøg af vennerne fra bjørnehaven og masser af dejlige gaver; Bøtten, der spiser aftensmad med sin familie og synes, der mangler lidt harmoni; Emil Snurresen, der engang var sørøver og sejlede på de syv have; og Wilma, hvis forældre laver noget lidt mystisk lydkunst, selvom Wilma bedre kan lide 'bum da bumtji'-musik ....