Tidsekspertens råd til mere overskud i hverdagen
Danmarks førende tidsekspert Trine Kolding deler i bogen MERE TID I FAMILIEN konkrete måder at få mere tid, overskud og nærvær i hverdagen. Her kan du læse tre af hendes gode råd.
23-02-2026
Drømmer du om mere tid, overskud og nærvær? Er du træt af at føle, at du går for tidligt hjem fra arbejde, men alligevel kommer for sent hjem? Så er der hjælp at hente i bogen MERE TID I FAMILIEN. Det er en praktisk og kærlig guide til en lettere hverdag, skrevet af Trine Kolding, som i mere end 20 år har undervist både ledere, medarbejdere og privatpersoner i tid, effektivitet og fokus. OM FORFATTERENTrine Kolding (f. 1973) har undervist i personlig effektivitet og planlægning siden 2000 og er forfatter til ni bøger om tid, fokus og effektivitet, heriblandt FOKUS og EFFEKTIVE SAMMEN.Her er ingen løftede pegefingre, men masser af konkrete råd til at skabe et familieliv med mere tid til det, der virkelig tæller.
LÆS OGSÅ: Ligestilling begynder hos forældrene
Her får du tre af bogens gode råd fra Trine Kolding:
1. Læg et tidsbudget
– Bare rolig! At lægge et tidsbudget betyder ikke, at hele din hverdag nu skal ind i et Excelark. Derimod er tidsbudgettet et konkret værktøj, der kan hjælpe dig med at finde en god balance mellem tid på den ene side og aktiviteter, opgaver og gøremål på den anden.
En god opmærksomhedsøvelse er at vurdere, hvor lang tid forskellige aktiviteter tager. Mange bliver overraskede over, at de nok er mere tidsoptimistisk anlagt, end de gik og troede.
2. Sæt indkøb, aftensmad og andre FTO’ere i system
– Der er overraskende meget tid at spare ved at sætte indkøb, aftensmad og andre FTO’ere (faste tilbagevendende opgaver) i system. Du kan spare flere timer alene ved at strukturere dine indkøb, så du kan nøjes med at handle ind én gang om ugen med en målrettet liste, der er indrettet efter supermarkedet.
LÆS OGSÅ: 7 tips til sundere skærmvaner
Ved at få tingene ud af hovedet og ind i et system kan du som en ekstra bonus også aflaste din hårdt prøvede hjerne.
3. Gør børnene til medhjælpere
– Børn kan faktisk godt lide at hjælpe. De vil gerne involveres, have tildelt ansvar og bidrage i familielivet. Blot skal vi voksne huske at bringe opgaverne i børnehøjde og gøre dem overskuelige for børnene. Når du inddrager dine børn, viser du dem samtidig tillid og gør dem livsduelige. Jo tidligere du involverer dem, jo bedre. Det tager lidt længere tid i starten, men det er investeringen værd!




