»Hvad nu, hvis vi ikke ved det hele?«

Mette Lisby springer ud som krimiforfatter med den psykologiske thriller SER DU? Om to kusiner, der bliver hvirvlet ind i en nervepirrende jagt på en seriemorder, og hvor der også er et element af noget overnaturligt. For Lisby er træt af, at mennesket tror, vi ved det hele. 

Af Sisse Tvegaard Andersen / 23-01-2025

Mette Lisby 

Da Astrid kommer hjem fra en weekendtur med sin kæreste, ser hun og hendes kusine Ivalo billeder fra turen. Der er en ung kvinde på billederne af Astrid, som Astrid ikke så, da billederne blev taget. Efterfølgende opdager Astrid, at kvinden er meldt savnet og hun går til politiet. Men politiet fortæller at kvinden allerede var død, da billederne blev taget …

Sådan starter den nervepirrende fortælling i Mette Lisbys psykologiske thriller SER DU? Om forfatterenMette Lisby har haft stor succes som TV-vært, standup-komiker og skuespiller. I 17 år boede Mette Lisby i London og Los Angeles, hvor hun udviklede TV-koncepter og skrev filmmanuskripter. Hun debuterede som krimiforfatter med SER DU?. Tidligere har hun skrevet korrespondance-bogen HOSTESAFT FOR SJÆLEN sammen med Maise Njor.

LÆS OGSÅRichard Osmans nye ikoniske serie

Egentlig startede historien som et filmmanuskript, da Mette Lisby boede i Los Angeles, men filmen blev ikke til noget, og historien blev ved med at rumstere i hendes hoved. I stedet er det nu blevet til den første bog i en serie om kusinerne Astrid og Ivalo. Og faktisk er Mette Lisby blevet meget glad for at skrive krimier. 

– Jeg har altid godt kunne lide matematikken i en krimi. Det her med, at der er en forbrydelse, der skal opklares. Der er noget på spil, og hele den her matematik i, hvordan får man det til at gå op, det synes jeg er superfascinerende, fortæller hun. 

Faren ved at komme helt tæt på

Hovedpersonen Astrid er psykolog, men hjælper også til i sin kærestes ejendomsmæglerfirma. Og det er faktisk en vigtig pointe for Mette Lisby, at bøgerne foregår i ”det nære rum”, hjemme i folks stuer, hvor de slet ikke kan forestille sig, at der er fare på færde. 

– Der er noget enormt uhyggeligt i den fare, der ligger dér, hvor vi føler os allermest trygge. Derfor blev dét at Astrid hjælper til som ejendomsmægler, nødt til at gå igen. En ejendomsmægler kommer ind i fremmede menneskers stuer, de lukker dig ind og viser dig rundt i deres hjem. Der er noget potentielt uhyggeligt I at komme så tæt på fremmede mennesker. Det er jo i de helt tætte møder, hvor der er mest på spil.  

I det midterste spejl er der et lille hul, og omkring det er glasset splintret i tusind små stykker, som bryder spejlingen af Astrid i alle retninger. Astrid drejer hovedet let og ser, hvordan spillet skifter, og billederne komplet forandres.

Ingen vil forundres

I bøgerne er der også et overnaturligt element. Forfatteren vil nemlig gerne gøre lidt op med menneskets tro på, at alt kan forklares: 

– Jeg var ikke ret gammel, da jeg læste Isabel Allendes ÅNDERNES HUS, og det åbnede den magiske realisme for mig, som jeg blev helt vildt betaget af. Det her med, at man ikke påstår, at sådan er verden, men at der lige er en dør åben til noget andet. 

Jeg er en lille smule træt af menneskets skråsikkerhed, at vi tror, vi ved det hele, og at vi har styr på det hele. Vores liv er blevet meget tal – 10.000 skridt, 2000 kalorier, 8 likes osv. Der kan jeg enormt godt lide, at man åbner døren ind til noget andet: »Hvad nu, hvis vi ikke ved det hele?« 

LÆS OGSÅManden fra mørket

Det gælder også den ene af bogens hovedpersoner, psykologen Astrid. 

– Astrid vil gerne have forklaringer, ligesom mange af os. Vi er ikke så gode til at undre os mere. Der er et sted i bogen, hvor jeg skriver »Alle vil forarges, men ingen vil forundres«. Det synes jeg rammer vores tid meget godt. Vi har lidt glemt, hvor vidunderligt det er at blive forundret over noget. 



  
Ser du?

Ser du?

Astrid har krise over sin ph.d.-afhandling i psykologi og tager en pause for at hjælpe sin kæreste, Tom, i hans ejendomsmæglerfirma. Her er brug for én med sans for mennesker, for i et af de huse, de sælger, bor en ældre kvinde, der lider af hallucinationer og ser og hører ting.

Astrid og Tom tager på weekendtur til Bornholm, og da Astrid ser billederne fra turen, opdager hun en ung kvinde, som de ikke har lagt mærke til før. Hvem er hun? Og hvorfor er hun på alle billederne af Astrid?

Astrid finder ud af, at kvinden er meldt savnet og går til politiet, men de beskylder hende for at have manipuleret billederne. For da de blev taget, var kvinden allerede død …

Astrids eneste allierede er Ivalo, hendes kusine og barndomsveninde, som hun nu igen er kommet tæt på. Men Ivalo bringer også Astrid tæt på minder, hun helst vil lægge bag sig.  

Astrid og Ivalo følger politiets efterforskning på nært hold, da det viser sig, af flere kvinder er blevet dræbt af den samme mand. Og noget tyder på, at han kommer tættere og tættere på Astrid og Ivalo.

 

SER DU? er en nervepirrende psykologisk thriller om ondskab og kærlighed, og første bind i Mette Lisbys serie om Astrid og Ivalo.