Begærets hylende triumf

I dag genudgives den tyske nobelprismodtager Thomas Manns alderdomsværk DEN UDVALGTE og den snart 110 år gamle novelleklassiker DØDEN I VENEDIG. Læs mere om Manns utrolige forfatterskab og de to genudgivelser her.

02-12-2021

Thomas Mann Thomas Manns alderdomsværk DEN UDVALGTE er mere dristigt end den mest vovede debutants og mere livsklogt end den ældste vismands.

Det er vel i virkeligheden et af litteraturhistoriens vildeste plots: Søskendeparret Sibylla og Wiligis elsker hinanden – men de formår dog at holde på formerne indtil både deres mor og far er døde. Men så får begæret ellers også frit løb. Faderen er endnu ikke lagt i jorden, før den unge, potente arving til fyrstedømmet i Artois slipper begæret løs og frådende kaster sig over sin lige så længselsfulde søster – og i forbifarten også lige får dræbt familiens hyggehund.

I månedsvis forlyster de to søskende sig med hinanden, men så kræver naturen sin pant. Sibylla er gravid, hun skal føde sin brors barn. Skandalen må for enhver pris skjules, så det lille drengebarn bliver sat i en tønde, stedt til havs med et par brød fyldt med guldmønter og en tavle, der beskriver hans moralsk set ulyksalige, men verdsligt set overdådige, herkomst.

Han bliver reddet af en from abbed, kommer i plejefamilie, døbes Gregorius og opdrages i klostret. Men en dag kommer sandheden frem, og han drager som en anden ridder ud i verden for at sone sin skyld gennem gode gerninger. Rejsen bliver dog kort, for snart kommer han til en belejret by, hvor en stakkels enlig fyrstinde kæmper mod en lige så liderlig som magtliderlig konge, som vil underlægge sig både riget og hertuginden.

Det er Gregorius’ chance. Som i et eventyr kan han nu vinde prinsessen og det hele kongerige, hvis han nedkæmper den onde belejrer – og det lykkes da også til fulde.

Men ak, lykken bliver alt for kort, for fyrstinden gemmer på en lige så grufuld hemmelighed, som Gregorius selv. Han er barn af et incestuøst søskendeforhold, og hun er ingen anden end hans mor, Sibylla, der jo samtidig er hans faster – og nu også mor til hans børn. Det er ikke blot den største moralske uorden, det er også et sådant overgreb på naturen, at den ikke engang kan finde ud af at sætte Gregorius, Sibylla og Wiligis ind i en ordentlig slægtsrækkefølge.

Historien slutter dog ikke her. For ad snørklede veje, gennem overjordisk anger og djævelsk ydmygelse stiger eventyreren Gregorius op på den øverste trone i Rom for at føre kirken ind i en ny højtid.

Det er vovet, mere dristigt end unge digteres overmod, til tider hylende morsomt og hele vejen igennem dybt tankevækkende. Thomas Mann var sidst i 70erne, da DEN UDVALGTE udkom, han havde bosat sig i Zürich efter mere end et årti i eksil på den anden side af Atlanten, var altså vendt tilbage til Europa, men ikke til det Tyskland, som nazisterne havde udstødt ham fra.

Han havde allerede foretaget sit opgør med Hitler, nationalsocialismen og medløberne i utallige politiske taler og i storværket Doktor Faustus, hvor han gennem kunstneren Adrian Leverkühns pagt med Djævelen dissekerede de åndelige byggeklodser, der sammenstykkede Det tredje rige.

I DEN UDVALGTE bevæger vi os både længere tilbage i historien, til middelalderens Europa, og op i de højere luftlag. Det handler ikke om det nazistiske Europas syndefald, men om synden og nåden som sådan; om de hylende drifters evige triumf, civilisationens og moralens nederlag – og det enestående individs mulighed for alligevel at bryde skæbnens tag.

Gregorius er på en gang den største synder og den første humanist. I Manns univers gælder filosoffen Arthur Schopenhauers paradoksale moralfilosofi: Gregorius kunne ikke have handlet anderledes. Ret beset er hans synd skyldløs. Han kan ikke gøre for sine forældres blodskam, og da han aldrig har kendt sin mor, kan han heller ikke vide, at det er hende, han gifter sig med. Men han kunne haveværet anderledes, og Gregorius må påtage sig sin skæbne som havde han selv skabt den.

Det giver ham 17 år på en klippe i Atlanterhavet, låst fast i en fodlænke og uden mad og drikke. Men i en så kraftig synds-erkendelse gemmer sig også muligheden for en bedre verden – og derfor kan Gregorius som pave sætte helt nye standarder for tilgivelse, forsoning og næstekærlighed.

Til Venedig med døden som endestation

Thomas Mann var blot 37 år gammel, da han skrev verdens måske bedste novelle. DØDEN I VENEDIG er den hurtigste vej direkte ind i hjertet af den tyske nobelprisvinders enestående forfatterskab.

Det er som om de alle sammen ved det. Som om de kender både forhistorien og den nærtforestående afslutning. Den pukkelryggede og snavsede matros’ grinende høflighed. Billetudstederens kryptiske bemærkninger om, at Venedig netop nu, for byens nuværende tillokkelsers skyld, er det helt rigtige rejsemål for et kultiveret menneske. Og den sminkede gamle mands berusede og lallende fabuleren om den allersødeste, lille hjertenskære.

De ved det allerede. De ved at Tysklands førende digter Gustav von Aschenbach er på vej på sin sidste rejse – til Venedig og en håbløs forelskelse med døden som endestation.

Læseren ved det også. I hvert fald til dels. Vi befinder os i Europa tæt på første verdenskrigs udbrud. Hvor tæt ved vi ikke præcist. Kun at fortællingen begynder en eftermiddag i foråret 19…, som måneder igennem har set faretruende ud for Europa.

Gustav von Aschenbach er en moralsk kunstner, der skaber store litterære værker om alt det gode og skønne i livet; værker som læses af både skolebørn og deres forældre til dannelse og opdragelse. Men han er afkræftet og træt af pligten til at skabe. Han længes efter at give slip, efter sansernes beruselse og livets opløsning.

I Venedig forelsker han sig hovedkulds i den gudeskønne unge polske dreng Tadzio og lader borgerlig moral være borgerlig moral. Han sniger sig efter Tadzio gennem Venedigs gader, ligger på lur, gemmer sig i gårde og bag mure, taber drengen af syne og farer forvildet og udmattet rundt, indtil han finder ham igen og forfølger ham i en gondol gennem den gamle handelsbys historiske kanaler. Forelskelsen river fundamentet væk under Aschenbachs liv og han glemmer såvel sit kunstneriske kald som de normale standarder for anstændig opførsel.

Det kan umuligt ende godt, og det gør det da heller ikke. Sideløbende med Aschenbachs stormende forelskelse er vi vidne til Venedigs moralske og fysiske opløsning, en opløsning som myndighederne holder skjult, men som Aschenbach er hemmeligt indviet i. Venedig er hærget af pest, af den indiske kolera, som de foregående år har haft en stigende tendens til at vandre mod vest.

Aschenbach og det halve af Venedig bliver inficeret, ligesom Europa måske på netop dette tidspunkt blev dødelig inficeret af civilisationsopløsende tendenser med første verdenskrig lige rundt om hjørnet. DØDEN I VENEDIG er Mann i absolut topform – og når man har læst den, er man ret sikker på, at man snart skal læse den igen.