Lego, timeglas og guldtelefoner
Find ud af hvordan det tæmmede kaos på skrivebordet hjælper forfatter Katrine Engberg, når hun skal skrive sine populære krimifortællinger.
Af Sisse Tvegaard Andersen og Mie Volder / 26-08-2026
Foto: Sara Galbiati, 2026
Den seneste krimi fra Katrine Engberg, TANDFEEN, er en fortælling om forsvinding, hemmeligholdelse og kampen mod magtfulde kræfter. Om vold, magtmisbrug og de mørke handlinger som dem med magten er villige til at gøre for at bevare kontrol og skjule deres hemmeligheder. Her fortæller hun om, hvordan hun har arbejdet både med denne og andre bøger.
Katrine Engberg(født 1975), er kendt for den populære krimiserie om Kørner og Werner, som starter med KROKODILLEVOGTEREN (2016) og har i alt 5 bøger i serien, samt trilogien om Liv Jensen, som starter med DET BRÆNDENDE BLAD (2022).
Katrine Engbergs bøger er en af de bedst sælgende danske forfatter og hendes bøger udkommer også i over 30 lande og har ligget på bestsellerlisterne i både Tyskland, USA, Rusland, Canada, Sverige og Norge. TANDFEEN er hendes første udgivelse på Gyldendal.
Hvordan arbejder du typisk, når du skriver en bog? Har du hele plottet foran dig på forhånd, eller vokser det frem undervejs? Og hvordan sikrer du dig, at du får samlet alle tråde til sidst?
– Jeg har altid en ret solid ide om plottet, og hvad bogen i sin essens skal fortælle, men jeg er sådan en forfatter, der skriver mig frem til det, jeg gerne vil sige, og derfor ændrer historien sig altid meget fra idé til færdig tekst. Det betyder som regel en masse omskrivninger, kasseret tekst og grundig redigering for at sikre, at alle bolde bliver grebet, og det hele går op.
LÆS OGSÅ: Mod den tyske krimiforfatter Anette Hinrichs
Hvor og hvornår skriver du typisk bedst?
– På mit hjemmekontor, når alle er gået i skole og på job, og lejligheden er rolig. Jeg kan egentlig skrive hvor som helst, og sommetider er jeg også nødt til at arbejde i tog og på caféer, men jeg foretrækker at sidde alene. Jeg bliver enormt let distraheret og skal gøre mig umage for at lukke verden ude, så jeg ikke følger med i andres samtaler eller synger med på en sang i radioen i stedet for at finde på.
Hvordan ser der ud på dit skrivebord?
– Sjovt nok er der lidt rodet på mit skrivebord. Jeg er ellers et ryddeligt menneske, men når jeg arbejder, kan jeg godt lide at sidde i et tæmmet kaos af bøger, udprintede artikler, lærreder og memorabilia. Lige nu kigger jeg på en lego-kuglepensholder, min søn har bygget til mig, et timeglas med en guldtelefon og et bogmærke formet som en fjer. Det må være fordrende for min kreative proces med alle de ting.
LÆS OGSÅ: 8 gode krimier
Hvad gør du, når du har brug for en pause fra skrivningen?
– Når jeg trænger til at strække benene, har jeg en hyrdehund liggende under skrivebordet, som altid er klar på at gå en tur. Som regel er det faktisk ham, der bestemmer, hvornår det er tid til en pause. Han har et meget anklagende blik, som jeg ikke kan ignorere i ret mange minutter, før jeg giver efter.




