»For mig er det fortællingen om det frit elskende menneske, der står tilbage.«
Emma Holten har skrevet forordet til Victoria Benedictssons nyoversatte klassiker PENGE, der blev skrevet i 1885 og udstiller et forældet og undertrykkende opdragelsessystem.
23-01-2025
Forord
"Tid er penge,“ får vi at vide.
Det er en opfordring, et skub, der skal vise, at hvert eneste sekund, der ikke bliver samlet penge sammen, er spildt. Men det er ikke sandt. Masser af sekunder kan umuligt veksles til penge.De tilbringes i undertrykkelse, i ungdom og barndom, i sygdom og sorg. Men den omvendte påstand er til gengæld sand: „Penge er tid.“ Du kan altid få tid for penge.
Denne kamp – for at købe sig tid til og mulighed for at leve det liv, man ønsker – er central i Victoria Benedictssons mesterværk PENGE fra 1885.
En ung kvinde, Selma, vokser op i Skåne i 1800-tallet og har allerede fra en tidlig alder drømme om, hvordan hun gerne vil bruge sin tid: på kunsten, arbejdet og at være nyttig for sine medmennesker.
Hun har store ambitioner om kunstskole, uddannelse, et frit liv som maler. Men ungdommens naive optimisme får hurtigt et knæk, de voksne ler, hvad havde hun forestillet sig? Hun har ingen penge, og hendes eneste mulighed er derfor at gifte sig til et værdigt liv.
LÆS OGSÅ: Fire klassikere for kendere
Giftermålet i PENGE er en pagt med djævelen. Ikke fordi manden er ond – han er bare en ganske almindelig, venlig patriarkalsk mand af sin tid – men fordi Selma sælger sin krop og sit sind for økonomisk sikkerhed. Han vil have en „fin lille hustru“; hun er nødt til at skaffe sig mad på bordet og tryghed.
Selma har ingen penge, og derfor ejer hun ikke sin egen tid. Den er til salg. Hun kan blot håbe, at der af den tid, hun sælger, vil blive noget ekstra til overs til hende selv, kunsten og arbejdet.
Frossen tid
Men den tid, Selma får i bytte for sin hånd, er en død tid. Der er intet fremskridt i den, for hun er i realiteten et møbel, en investering for en mand.
Hun bliver „købt“ som 16-årig af den rige godsejer Kristerson, og efter en kort modningsproces, hvor hun i hans ord „vokser til“, er hun færdigbagt, en hustru.
Derefter efterspørges der intet andet af hende end stilstand.
Da jeg var 21 år gammel, skrev jeg en opgave på litteraturvidenskab om J.P. Jacobsens novelle Fru Fønss fra 1882. Jeg var selv netop blevet udsat for et seksuelt overgreb, og det gennemsyrede hele min tænkning, men det fattede jeg selvfølgelig ikke selv. Jeg var i gang med at blive feminist, men jeg havde ingen anelse om det.
Fru Fønss har en ganske simpel struktur. En kvinde må opgive sin store ungdomsforelskelse, hun bliver gift med en anden, efter mange års ægteskab dør manden, og hun møder igen sin ungdomskærlighed.
I opgaven analyserede jeg mig frem til, at Fru Fønss havde været „frosset ned“ under sit ægteskab – hæng på!
Jeg var meget optaget af teoretikeren Michel Serres’ tanker om termodynamik, hvor han udlægger, at naturen og verden omkring os kun sjældent er i balance. Snarere er verden kompleks, ude af fatning, og det er netop dette, der bringer den fremad. Hans teorier er på sin vis en fejring af kaos som en konstant tilstand i systemer overalt omkring os. Både som 21-årig og 33-årig mener jeg, at Serres kan fortælle os noget om, hvad undertrykkelse er og gør.
Et af de eksempler, han bruger, er en motor. Han skriver, at en motor, der er i fremdrift, er kendetegnet af, at den ikke er i ligevægt. Det vil altså sige, at det, der skubber fremad, det, der virkelig lever, er i ubalance. Det står og dirrer, der hives og slides i den ene og den anden retning. I min optik er den patriarkalske heteroseksualitets utrolige vold mod kvinden (og i forlængelse: manden), kendetegnet ved den måde, den fryser to mennesker i roller, der gør det umuligt for dem at udvikle sig i nogen som helst retning. Det sker i Fru Fønss’ ægteskab – og det sker i Selmas ægteskab i Penge.
LÆS OGSÅ: Stine Askovs forord til Constance Ring
Nogle vil måske spørge sig selv, når de læser PENGE, hvorfor Selma „ikke bare er glad“: Hun har en rig mand, mad, heste, en herregård og tid til at læse. Det afsløres i et skænderi med hendes fætter, Richard, et par år inde i hendes ægteskab, hvorfor herregård og heste aldrig kan blive lykken for hende. Richard raser på hende, på kvinder, på hele verden, og i stedet for at trække sig væk eller blive ked af det, mærker Selma, at: „Hun nød hans brutalitet. Det var, som om den gav det tilbage, hun havde mistet; de forgangne år, hendes tidligere jeg – det hele!“
Og længere nede fortsætter hun og skildrer, hvordan uligevægten faktisk er en humanisering: „… det var noget mere: Det var også det gamle. Det var minderne, erindringerne – det, hun så bitterligt havde savnet – det var ungdommen, livet, friheden: alt det, hun havde solgt for penge, alt det, der ikke kan styres og beregnes, men som kommer af sig selv. Det var det forfriskende ved at mærke en andens vilje mod ens egen, ikke med tvang at bøjes, men med frihed at brydes.“
Hvor er det genialt. Jeg får lyst til at give mig til at græde.
Det, Benedictsson viser her, er en frygtelig erkendelse, som mange kvinder har måttet gøre sig gennem tiden: at der sagtens kan være kærlighed, uden der er respekt.
Selmas mand, Pål Kristerson, elsker hende uden tvivl. Han ærer hende og forkæler hende, han føjer hende og ønsker, at hun skal være lykkelig. Men han respekterer hende ikke. I det øjeblik, en mand tager et skænderi med Selma, viser han den respekt, der ligger i at mødes som ligeværdige i en uenighed: Din holdning betyder noget for mig, det gør mig rasende, at du ikke forstår mig, at du er uenig. Det er i den ubalance, at Michel Serres finder fremdrift. Mødet mellem to kræfter, der hiver og slider.
Her tør Selma op, bryder fri af isen, for der er nogen, der kræver, at hun kommer ud af fatning, bliver udfordret på, hvad hun tror på. Der er nogen, der mener, hun kunne være andet og mere, end hun er. Det er også det, respekt er. Og det er det, Benedictsson viser på et helt fundamentalt plan i Penge. Hun peger på, hvordan patriarkatet fryser alle fast i nogle roller, som ingen trives i, og som får menneskeskæbner til at stivne.
De må dirre for at være i fremdrift, for at leve.
Boys don’t cry.
I Penge lægger jeg særligt mærke til Benedictssons skildring af mændene og den vold, det påfører et menneske at være voldeligt. Richard, Selmas fætter, kæmper med sit ønske om selv at have „en lille hustru“ og samtidig være en humanist, der mærker, hvordan det åbner verden at se kvinder som medmennesker i egen fulde ret. Han fremstår i bogen som en moderne mand, der dog ikke er klar til fuldt og helt at opgive den bestemmelsesret, han også gerne vil have over kvinder. Og det skader ham selv, hans tænkning, hans væren. Han kæmper konstant med konflikten mellem sine intellektuelle ambitioner og sin stræben efter magt, efter at føle sig overlegen.
Han er en hykler, fordi alle patriarkalske mænd i patriarkalske samfund er opdraget til at være hyklere. Og det er synd for ham, det er det faktisk.
Det er hyklerisk at føle sig berettiget til noget, som man ikke under sine medmennesker, det er hyklerisk at ikke give andre den omsorg, man forventer at få af dem
„Hurt people hurt people“, som de siger i USA. Det er hyklerisk at føle sig berettiget til noget, som man ikke under sine medmennesker, det er hyklerisk at ikke give andre den omsorg, man forventer at få af dem. Det kan ikke forliges med en værdig måde at være i verden. Det kan ikke forliges med en ærlig filosofi, ligegyldigt hvor mange filosofibøger man læser.
Da Selma bliver forlovet med Pål, kommer det patriarkalske hykleri kortvarigt op til overfladen, fordi hele situationen er så påfaldende. Menneskelig ulighed kan være en del af vores sprog, institutioner og samfund, uden at vi lægger mærke til det, men Benedictsson sætter en scene, hvor den pludselig ikke kan ignoreres: Der sidder en voksen mand, som netop har indgået en forlovelse med en 16-årig pige. Ethvert veltænkende menneske vil kunne se den skævhed. Men hverken Pål eller Selma har noget sprog for, hvorfor det er forkert.
I stedet skriver Benedictsson: „Og derfor kom der noget vemodigt over stemningen, et ømt, uudgrundeligt vemod, som om de begge følte, at det var synd for nogen, men hvem … hvem?
I det samme åbnede præsten døren. Han blev stående på tærsklen et øjeblik og betragtede parret.“
Sammen med præsten får vi pludselig smasket et motiv i hovedet, der ikke er til at leve med: Et barn og en voksen skal giftes med hinanden. Benedictsson beder os ikke kun om at se pigen, men også manden og den rolle, det sætter ham i. Han bliver også dehumaniseret af den dehumanisering, han udsætter Selma for. Han nægter også sig selv den glæde, det kunne være at være gift med en ligeværdig. Han er en kujon, for han forelsker sig ikke i et menneske, men i en ejendom, han kan styre og kontrollere. Han tør ikke kende sig selv, han tør ikke se sig selv i det spejl, et ligeværdigt forhold ville være. Han vil leve en løgn, så han køber en person, der kan få den løgn til at føles sand.
De døde genier
Forfattere, der ender med at tage deres eget liv, som Benedictsson gjorde i 1888, bliver ofte hjemsøgt af deres selvmord. Deres død kaster en lang skygge over deres forfatterskab – som man også har set det med for eksempel Virginia Woolf og Sylvia Plath – som om alt peger hen mod kniven, floden, ovnen.
Men det, der for mig binder de tre forfatterskaber sammen, er den ubegribelige livskraft, der stråler ud af deres tekster. Når en af døtrene i Woolfs Bølgerne sidder for enden af sengen, vifter med fødderne ud over kanten og tænker „dette er begyndelsen“, så har vi at gøre med et menneske, det kommer til at kræve meget arbejde at holde nede – ligesom det for godsejer Kristerson kommer til at kræve meget at holde Selma nede.
Selma er et menneske, der vil leve. Det er lige præcis, fordi hun forstår, hvad livet kan byde på, hvor meget der er derude, at undertrykkelsen føles så voldelig
LÆS OGSÅ: Ligeglad med den gode smag
I det moderne gennembrud pågik der en kamp om, hvorvidt det store arbejde med at holde kvinderne nede stadig skulle gøres. Mange fortsatte med det, holdt krampagtigt fast i et system, der så åbenlyst var i konflikt med enhver humanistisk filosofi baseret på individets rettigheder.
Benedictsson pegede på hykleriet, på kujonerne. Men systemer tager lang tid at ændre, de er stædige, klistrede som lim. Og i et patriarkat er det lige præcis en kvindes livskraft, der kan blive til et dødsdrive.
I en tid, hvor neokonservative kvinder på TikTok lifligt og æstetisk hylder det frivilligt „traditionelle liv“ som husmor uden en egen indkomst, er Penge en feministisk påmindelse bøjet i neon.
Det har været en generationer lang magtkamp for kvinder at få „deres eget værelse“, som Virginia Woolf kalder det. Ikke bare til at sove i, men til at tænke i. Millioner af kvinder har levet liv i undertrykkelse uden muligheden for uddannelse, uden muligheden for at bygge meningsfulde relationer udenfor hjemmet, uden muligheden for at bestemme over egen krop og eget sind.
Den svenske læge Axel Munthe skrev omkring samme tid som Penges udgivelse, at sjælen har brug for mere plads end kroppen. Og Selma, Benedictssons hovedperson, har en sjæl, der har brug for plads. Meget mere plads, end den kan få i et ægteskab, der er indgået for pengenes skyld. Hun rummer så meget vitalitet, så meget turbulens under overfladen. Mange har prøvet at fryse et menneske ned, der er brandvarmt og strækker sig ud efter gnidninger og møder med andre mennesker. Men nogle af dem er lykkedes med at flamme op. Selma er et af dem. Det viser Benedictsson med
overlegen kraft i Penge.
Emma Holten, 2024
