»Det her er en bog til de rene, beskidte, ødelagte hjerter. Og disse hjerters ejermænd: døtrene.«

Cecilie Lind har skrevet efterordet til Mary Shelleys MATILDA, der nu for første gang er udkommet på dansk.

13-05-2024

Forfatter Cecilie Lind 

FARMONSTERET OG DATTERLAMMET. På tide. 
Jeg skriver dette efterord i min seng bøjet i støvet for Matilda. Det vigtigste jeg vil sige er, at denne roman fortjener og tåler dagens lys, og den skal læses sultent. 
Når man har læst Matilda, hjemsøges man af Matilda. Det er sådan en bog der tager bolig i en. Og man husker den. En overmoden og bristefærdig frugt. Bid lidt. Saften vil drive fra hagen. 

Læs den i en seng, eller ved ild, eller i et badekar. I regnvejr. Eller i tordenvejr.

Matilda er en vinterbog, en mørkebog. Matilda er mere betroelse end bekendelse. Hun hvisker sin sandhed til os fra dødslejet. Matilda er den mest brutale og perverse roman om uskyldstab jeg har læst. Og den skønneste. Bedaget og dugfrisk. 

Matilda er en vinterbog, en mørkebog.
Matilda er mere betroelse end bekendelse. Hun hvisker sin sandhed til os fra dødslejet.   

Jeg læser grådigt og holder mig for øjnene mens jeg kigger ud mellem fingrene. Det er sådan man læser Matilda. Som et barn der ser et monster i en film. Frydefuldt og væmmet og draget og frastødt. 
Man læser Matilda og ved at der er noget under sengen. 
Og man ved at det der skjuler sig ikke vil forblive skjult. 
Og man ved at man vil blive gjort fortræd. Om lidt. 
Matilda handler om den rene, uskyldige kærlighed, længsel som brænder, den slides ikke op, men viser vejen, selvom vejen er til døden. Opløsning. Undergang.

LÆS OGSÅ: Hella Joofs forord til LØGNEREN

Mary Shelley Mary Shelley (1797-1851) var en britisk forfatter, der mest er kendt for sin klassiske gyser- og science fictionroman FRANKENSTEINder udkom anonymt i 1818. MATILDA udkom først i 1959, 139 år efter den blev skrevet
Den handler om at blive gjort beskidt. Selvom man er ren. Den handler om at andres øjne kan se på en på en måde man ikke er herre over og derfor, især hvis øjnene sidder i hovedet på en man elsker, respekterer, beundrer, kan man blive offer for et blik der får tænder og forsøger at æde én. 
Den handler om at være et offer. Om skam. Skam æder, og skam gør beskidt. Om overgrebets natur, konsekvens, at det planter skam i den der udsættes for det, trods at hende der er ramt, er uden skyld. 

 

Lana Del Rey synger:
In the land of Gods and Monsters
I was an angel living in the garden of evil
Screwed up, scared, doing anything that I needed
Shining like a fiery beacon


Mary Shelleys Matilda kunne synge det. 
Buret inde, opvartet, forpint, forpurret. Ensom. 204 år efter Matilda blev skrevet af en omtrent 23-årig  Mary Shelley udkommer den nu for første gang på dansk i Birgitte Steffen Nielsens oversættelse. 
Den udkom på engelsk i 1959, 139 år efter den blev skrevet, i 1819/1820. I sin levetid udgav Mary Shelley flere romaner; vildt berømte Frankenstein (1818) og romanerne The Last Man (1826), Lodore (1835) og Falkner (1837). Matilda blev et brev til fremtiden. Skrevet efter hun havde skrevet Frankenstein. 

LÆS OGSÅ: Kend dine klassikere

Matilda er en mørk roman med en besynderlig udgivelseshistorie. Mary Shelley skrev den og overlod manuskriptet til sin far (hvorfor hvorfor? tænker man, man kunne sige sig selv at faderens hænder og øjne ville brænde i berøring med disse flammende papirer), og faren låste det inde i sit pengeskab, for det skulle ikke publiceres. Men dog heller ikke brændes? Han må have vidst at manuskriptet, hans datters geniale roman, var for godt til at fortrænge helt, han gav det ikke til flammerne, trods alt. 

Mary Shelleys far var William Godwin, en politisk filosof og forfatter. Hendes mor var Mary Wollstonecraft, feminist, forfatter og filosof. Hun døde få dage efter hun fødte Mary Shelley. Det har hun til fælles med sin karakter Matilda. Moren døde i barselsseng.

Hvis jeg var Mary Shelleys far, havde jeg nok gjort som ham, måske. Jeg kan kun gætte på hvad den betroelse betød. Hvorfor Mary Shelley ønskede at hendes far skulle være første, og i lang tid eneste, læser. 

Matildas mørke er pigers mørke. Mørket piger kender. I Matilda er mørket klamt og lifligt og dufter som mos og overmoden frugt. Af køn og roser.   

I den engelske udgave af Matilda jeg har læst, er en note til slut fra redaktøren, Sasha Newborn, der lyder:
»As Mary Shelley’s manuscript had not yet reached a proper publisher or editor in her lifetime, the text 
required significant editing. Her writing style, perhaps appropriate for someone in emotional distress, tended towards breathlessness with run-on sentences, parenthetical interjections, oh-by-the-ways, inconsistent or missing punctuation.«

En skrift der ikke bare i betydningen men også i måden den er skrevet frem på, er svanger med hast, iver og galskab. Jeg forestiller mig Mary Shelley i færd med at skrive Matilda, opkørt, inspireret, ordene kunne ikke komme hurtigt nok ud. 
Sygen der kommer i kølvandet på syge mænds syge fantasier. 

Matildas mørke er pigers mørke. Mørket piger kender. I Matilda er mørket klamt og lifligt og dufter som mos og overmoden frugt. Af køn og roser. Matilda er skrevet så tæt og så intenst og stemningsmættet at den er parfume. 

Det sker at man opdager at man har været hjemsøgt af noget man ikke vidste man var hjemsøgt af. Det sker at man møder noget der vækker et minde man havde fortrængt. At man har båret på et ubehag, en fascination, et billede som på en eller anden måde har sat et aftryk, og tit uden man ved af det, før man måske igen en dag støder på dette billede, eller en gentagelse af det, og man husker, åh, det var det, det har jeg aldrig glemt, selvom jeg havde glemt det. Et minde bliver vakt, og måske forstår den voksne man er blevet hvorfor det barn man var greb det og tog det med sig, men uden at vide hvad det egentlig gik ud på. 

LÆS OGSÅ: Menneskets søgen efter mening

Efter jeg havde læst Matilda første gang, gik det op for mig at jeg allerede kendte historien, jeg kendte den fra Grimms samlede eventyr; jeg har ikke været ret gammel da eventyret Tusindskind blev læst op for mig. Og jeg kan pludselig huske hvor underligt et eventyr jeg syntes det var. Hvor underligt jeg havde det efter jeg havde fået det læst højt. 

Tusindskind: 
»Kongen havde en datter, der var lige så smuk som hendes afdøde mor og også havde sådan et gyldent hår. Da hun var blevet voksen, så kongen pludselig en dag, hvor meget hun lignede sin mor, og blev straks forelsket i hende. Han sagde derfor til sine rådsherrer: ‘Jeg vil gifte mig med min datter, hun er min afdøde dronnings udtrykte billede, og jeg kan dog ikke finde nogen brud, som ligner hende.’ Rådsherrerne blev meget forfærdede og sagde: ‘Gud har forbudt, at en far gifter sig med sin datter. Det er en stor synd, og det vil sikkert styrte riget i ulykke.’

Datteren blev endnu mere forfærdet, da hun hørte det, men håbede dog at bevæge ham til at opgive 
sit forehavende og sagde til ham: ‘Før jeg opfylder eders ønske, må jeg have tre kjoler, en så gylden som solen, en der blinker af sølv som månen og en, der stråler som stjernerne. Endelig vil jeg have en kappe af tusind slags pelsværk, hvert dyr i eders rige må give et stykke af sit skind dertil.

Hun tænkte, det var umuligt, og mente, at hendes far imidlertid nok ville komme på andre 
tanker. Men kongen lod de dygtigste jomfruer i landet væve de tre kjoler, der strålede som solen og månen og stjernerne, og jægerne måtte fange alle dyrene i hele riget og tage et stykke skind af hver. Da det hele var færdigt, bredte kongen det ud for hende og sagde: ‘I morgen skal brylluppet stå.«

LÆS OGSÅ: Hans og Grete genfortalt i al sin gru

Den postulerede lykkelige slutning på eventyret, med et bryllup med en anden konge end far-kongen, er en mistrøstig slutning. Kort fortalt ender prinsessen i et køkken, fortolket af slottets folk som en stakkels forældreløs der kan koge suppe, med at fange kongens opmærksomhed og interesse, og til sidst, via en guldring, finder kongen ud af at her er en skønhed, en prinsesse, og uden videre skal de giftes. Vi får ikke at vide hvad prinsessen, datteren, kvinden, barnet egentlig ønskede selv, andet end smukke kjoler og en umulig kåbe. Hun gik fra kongen til kongen og er stadig på slottet. Slottet er bare et andet slot end fars slot. Og ham der vil giftes og eje hendes nætter er en anden konge, og så i det mindste ikke en far.

Det er udmattende at være kvinde. 
Hvis en datter ikke har en far at elske, vil hun elske en fantasifar, en der altid om et øjeblik kommer hende til undsætning, viser sig for hende, redder hende, elsker hende! Elsker hende! Uden forbehold og med hud og hår. En lysende og ren kærlighed. Befriet for begær, for krav, for krop. 

 Matilda er en pige hvis hjerte er bristefærdigt af længsel, hvis far står for hende som en redning, hvis far ikke bliver redning, men skæbne, en ulykkelig en. 

Matilda er en ensom og fornuftig ung kvinde. Hun har ingen venner i sin opvækst, det hun tilbringer mest tid med, er sin længsel. Længslen har hun brug for, for at vide at hun faktisk en dag kommer et sted hen. Et andet sted end her. Der. Længslen er en god motor, men benzinen denne motor behøver er et mål, længslen er aldrig nok i sig selv, desværre, og hendes far, der forlod hende som spæd, og end ikke ville se på hende, han sender hende ud i verden, til et ensomt hus, hos sin storesøster, hendes tante, med et ulykkeligt, desperat brev, som dog efterlader håb om at han en dag vil komme og hente det 
barn han lige nu ikke magter at anerkende eksistensen af.

LÆS OGSÅ50 klassikere du skal læse før du dør

Far kommer en dag, og den dag vil mit liv begynde. Hvordan skal det ikke blive sindssygt den dag han faktisk melder sig og melder sig som en hengiven, villig daddy. Snart er jeg der. Nu er jeg! Og dette udråbstegn der forener dem, efter adskillelsen, begges ensomme ulykkelighed, hvordan skal det ikke slå fatale gnister. 

Matilda er ikke en roman om et monster, men en roman om et offer, en roman om en pige, en ung kvindes rene kærlighed og store ensomhed. I Matilda er der ingen overnaturlige fænomener, ingen monstre eller døde der vækkes til live eller uforklarlige hændelser, der er bare en far der giver sår. En far der ødelægger sin datter og sig selv fordi hans kærlighed muterer til begær som han ikke evner at tøjle, tie om. 
Romanen tager sig godt af Matildas uskyld og rene kærlighed, værner om den, men Mary Shelley er også en beskidt sjæl, lidt medskyldig. For Mary Shelley er forfatter og må skrive sig ind i fars øjne og når faren ser på Matilda og dirrer, så mærker man Mary Shelleys fortrolighed og hengivelse. Her er hun også og helhjertet. I det dirty hjerte. Det beskidte, ødelæggende men pirrende begær. Man kunne et øjeblik tage sig i at håbe på at de gav efter begge to. 

Romanen er en betroelse, en bøn, et skrig. Den er sitrende, bristefærdig, og den lokker med sin suspense og sit løfte om snart at afsløre en hemmelighed Der er kvalmen, rædslen, ubehaget og sorgen. 
Efterfølgende skriver Matilda sin historie, en historie hun må fortælle, ikke en historie hun vil fortælle, men en historie der vil fortælles. Hendes historie er nærmest en sygdom, den ødelægger hende, fjerner hende fra verden, den er tung at bære og umulig at holde ud, er henvendt til dig, min ven, jeg vil forklare mig, men jeg vil berette som berettede jeg også for en flok fremmede. 

En historie fortalt fra dødslejet, en historie der bryder ud i fortælleren, som et udslæt, det er ikke så meget en viljesakt at hun fortæller, det er noget der løber af med hende, ud af hende, et betændt pus fra et sår der nægter at hele, før hun får fred, får død. Som savl eller snot eller tårer. Hun tømmer sig. Og hunvil lægge sin sandhed et sted, i hænderne på den eneste ven hun i sit liv har haft, og i hænderne på os, læserne. 
Romanen er en betroelse, en bøn, et skrig. Den er sitrende, bristefærdig, og den lokker med sin suspense og sit løfte om snart at afsløre en hemmelighed. Om lidt, om lidt, messer fortælleren, mens hun nærmer sig sagens kerne, det der æder hende op. 

Jeg tænker på Den unge Werthers lidelser, Goethes romantiske feber af en roman, den udkom i 1774, jeg 
tænker på den unge mand og hans lidelser og på hvor handlende han er i sin egen ødelæggelse.

Jeg tænker på hvor passiv Matilda er. Hendes skæbne og ødelæggelse påføres af en mand. Hendes drøm og ønske er at leve med en far der elsker hende rent og godt. Hun ønsker det gode og rene. Men forpurres. Hendes far vil elske hende på sine præmisser. Han vil kneppe hende. Han er skamfuld over det, men ikke skamfuld nok til at forhindre sin drift. Så står hun, Matilda, med de øjne, og fortvivles, for hun kan ikke blive ren for ham, hun kan ikke lade sig omfavne, give sig hen, som datter, for han vil tage imod hende som elskerinde. De kan ikke mødes i kærlighed. Deres kærlighed til den anden er af 
forskellig karakter. 

LÆS OGSÅ: Hulda Lütken var ligeglad med den gode smag

Det ville have været skønt hvis Matilda og Werther kunne have stået i litteraturhistorien side om side som to ulykkelige romantiske skæbner der på hver deres måde dør af sønderrivende følelser. Som to billeder vi tager med os. Men jeg fik kun Werther med mig. 
Werther som en lille idiot der ikke kan lade kvinden, Lotte (beskrevet som livlig og glad i præsentationen af romanen på Saxo.com, men hvorfor skulle Werther lade hende blive ved med at være det, hvorfor ikke smøre sin ulykkelighed ud over hendes liv, så hun fremover må leve med hans blodstænk på sin kjole, han skulle have hende, på den mest infantile måde), der ikke gider ham, være, og derfor må straffe sig selv, men nok mest hende. 
Med sin brovtende pik af en pistol. Hvad skyldte hun ham og hans store følelser? Lotte. Intet. 

Matilda må, som kvinder tit må, i hvert fald måtte, lide under en mand, en far, der, som Werther, føler meget, og vrider hænder over det, og kræver en scene til sin hændervriden og sin ulykke, men alligevel må lægge byrden og sin død på hende. Den udkårne. Hvad skal hun gøre, andet end det kvinder i romantikken gør, fordi de tit ikke kan gøre så meget andet, hvor kloge, følsomme og handlekraftige de end er, løbe ud i regnen i natten, få feber og dø langsomt mens hun endelig kan sige sin sandhed. Her er hvad jeg ikke kan leve med. Gør med det hvad fanden I vil. 

Mary Shelleys far: Låse det inde?
Mary Shelley: Jaja. Whatever.

Jeg havde aldrig hørt om Matilda før min redaktør gjorde mig opmærksom på den. Jeg havde hørt til overflod om Mary Shelleys ikoniske Frankenstein, læst og elsket Frankenstein, historien om at fædre et monster, historien om konsekvenser, men jeg vidste ikke, at forfatteren havde skrevet Matilda, og jeg vidste ikke at Matilda er en fantastisk, intens, ond, erotisk, tragisk, uhyggelig og medrivende historie om en far og en datter og deres kærlighed til hinanden. Matilda er en bog der er pervers og smuk og vild og gal og forfærdeligt ulykkelig. Den er for meget. Den svælger i smerte, og smerten er flødeskum. Det hele er til at slikke i sig. Man er en lille killing der læser. Det her er en bog til de rene, beskidte, ødelagte hjerter. Og disse hjerters ejermænd: døtrene.