Hulda Lütken – den lidenskabelige digter, der var ligeglad med ”den gode smag”

Forfatter og digter Hulda Lütken var kontroversiel i sin tid ved at skrive kompromisløst og nuanceret om kvindeligt begær, men er sidenhen blevet vraget som værende for patosfyldt. Hvem var denne forfatter, der blandt andet var et stort forbillede for Tove Ditlevsen? 

Af Kim Andrea Brofeldt / 15-01-2024

Hulda Lutken Foto: Nordjyllands Kystmuseum / Grafik: Signe Pe

Hulda Lütken blev født i landsbyen Øster Holten nær Frederikshavn i 1896, som datter af en far der var skolelærer og selv underviste hende. Hun skrev digte fra en ung alder og fik enkelte trykt i lokalaviser. Efter endt skolegang lærte hun husholdning, hjalp sin far med at drive skole og som 21-årig blev hun gift, og flyttede til Langeland. 

Da ægteskabet efter seks år gik i stykker, og hendes eksmand beholdt deres fælles søn, Poul, flyttede hun til København og fik ansættelse som husbestyrerinde og satte sig for at lære at skrive. 
Hun blev en del af det såkaldte ”Valbyparnas” og omgikkes blandt andre Tom Kristensen og Emil Bønnelycke.  Om Hulda Lütken Hulda Dagny Lütken blev født 1896 i Frederikshavn, hvor hun også døde i 1946. 
Hun debuterede med digtsamlingen Lys og Skygge, i 1927. Af fremtrædende værker kan nævnes romanerne De uansvarlige, Degnens hus og Lokesæd og digtsamlingerne Lænken og Drømmen.

Vejen ind på den litterære scene

Hulda Lütken debuterede i 1927 med digtsamlingen Lys og Skygge, som gjorde hende til et anerkendt navn på den litterære scene. Digtene henter overvejende inspiration i senromantikken og kredser omkring stærke sindsstemninger, typisk i forbindelse med sorg eller længsel efter kærlighed.

Efter nogle år i København flyttede hun tilbage til Nordjylland for at bo og skrive, men vendte ofte tilbage til København på hektiske ugelange ture. 
Hun involverede sig i tidsskriftet Vild Hvede og blev venner med Tove Ditlevsens første mand, redaktør Viggo F. Møller.

LÆS OGSÅ: Meget mere end Mumitroldenes mor: Tove Jansson kæmpede for seksuel frigørelse

Hendes første roman Degnens Hus kom i 1929, og er inspireret af Hulda Lütkens opvækst og forældre.  Hulda Lütken kæmpede i sit liv og i sit forfatterskab imod den kvinderolle, hun følte hun var blevet tildelt. Erindringsromanen Mennesket paa Lerfødder, kom i 1943. Her arbejdede hun med kønsidentitet og de fastholdende kønsroller i samfundet.
I sin sidste roman fra 1945 "Saa er jeg fri", gik hun skridtet videre og lod jeg-fortælleren være en mand. 

 

Jeg tørster aldrig efter Vin, men dine Læber, endskønt den drik de skænker mig, er den, der dræber.  

Dårlig smag?

Hulda Lütken har i dele af den senere litteraturhistorieskrivning fået ry for at repræsentere den dårlige smag med sine patosfyldte og lidenskabelige digte og romaner, der kan virke kunstnerisk ukritiske i deres følelsesintensitet.  

Hun rimer hjerte på smerte, maler ekspressionistiske ordbilleder op med en bred pensel, og har ekstreme personer, hvilket i mange år dømte hende uretfærdigt ude af den gode smag.

LÆS OGSÅ: Kun liderlighed og luskeri kan overdøve krigens larm

I sin samtid var hun derimod anerkendt for sit konfliktspækkede og spændingsfyldte digteriske univers. Genlæser man hendes værker nu, med respekt for hendes mod til at turde være ”for meget”, åbenbarer der sig et unikt og modigt forfatterskab. 

Hun var også et stort forbillede for Tove Ditlevsen, og den sproglige og tematiske tråd mellem de to er åbenlys. 

Genudgivelse 
Da romanen DE UANSVARLIGE udkom i 1933 skrev Tom Kristensen en anmeldelse, hvor han betegnede den som ”en knytnæve i bordet” og i en anden anmeldelse kaldte Knut Hamsun hende for ”den danske Selma Lagerlöf.” Det er en kompromisløs fortælling om begær, skam og kvindeligt sammenhold, og den genudgives i januar 2024 som en del af Gyldendal Nordisk. 

Bøger af Hulda Lütken

Flere forfattere du bør læse