Kun liderlighed og luskeri kan overdøve krigens larm

Hele tre uudgivne Céline-manuskripter dukkede pludselig op i Paris for et par år siden. Nu udkommer den første roman – KRIG – på dansk med en hær af begejstrede anmeldelser i ryggen.

Af Rasmus Navntoft / 17-8-2023

 Grafik: Nathalie Meyer 

For litteraturelskere er det vel det nærmeste man kommer et vaskeægte eventyr:

Den lige så kontroversielle som berømte og anerkendte franske forfatter Louis-Ferdinand Céline havde, mens han i efterkrigstiden var spærret inde i Vestre Fængsel i København, ofte brokket sig over, at man havde stjålet en række uudgivne romanmanuskripter fra hans lejlighed i Paris under befrielsen af den franske hovedstad i 1944. OM CÈLINE (1891-1962) Fransk forfatter, der i 1932 debuterede med hovedværket Rejse til nattens ende og senere udgav trilogien Fra det ene slot til det andet, Rigodon og Nord, der blandt andet handler om hans flugt fra det besatte Frankrig gennem Nazityskland til Danmark. Céline var kendt for sine antisemitiske holdninger og sad efter krigen i en årrække fængslet i Vestre Fængsel som nazi-kollaboratør. 

Ingen vidste vel helt, om det var sandt. Men for et par år siden, 60 år efter forfatterens død, dukkede ikke bare et, men hele tre (!) med snirklet håndskrift affattede, men så godt som færdige, romaner op – og nu udkommer den første, KRIG, på dansk.

 

En roman fra Célines storhedstid

Både internationale og danske anmeldere var stærkt begejstrede, da KRIG sidste år udkom i Frankrig, og det forstår man godt. For der er tale om en roman fra Célines storhedstid, skrevet umiddelbart efter hovedværket REJSE TIL NATTENS ENDE, og i den samme stil, hvor fortællingen tager udgangspunkt i Célines eget liv, men side for side mere og mere glider over i romanens form, uden at læseren dog nogensinde helt finder ud af, hvor grænsen mellem virkelighed og fiktion går.

Céline har en af de fuldstændig hæsblæsende-forrykte livshistorier som kun dem, der har gennemlevet hele første halvdel af det tyvende århundrede med to verdenskrige kan have. Og han hører til de få, der kan skrive om det så ravnene synger, jorden skælver og alle illusioner om det gode liv fordufter.

 

Eneste overlevende i slagmarkens søle

Celine blev født i Paris 1891 som barn af fattige forældre. Han meldte sig frivilligt til fronten, men blev hårdt såret allerede i oktober 1914 i et slag ved Ypres i Belgien. KRIG begynder her. Ferdinand – Célines  alterego - ligger hårdt såret på slagmarken blandt sine døde kammerater og vågner op som den eneste overlevende. Han vakler omkring på markerne og støder på en engelsk soldat. De to forsøger sammen at nå til den nærtliggende by, Ferdinand besvimer og vågner op igen på et felthospital, hvorfra han straks føres videre til et andet militærhospital i den fiktive by Peurdu-sur-la-Lys, hvor størstedelen af KRIG foregår.

 

I Peurdu-sur-la-Lys sker der lidt af hvert. Sygeplejersken L’Espinasse har et godt øje til ikke bare Ferdinand, men de fleste af de mange sårede soldater og dyrker en moralsk set noget grænseoverskridende omgang med både levende og døde. Ferdinand og stuekammeraten Bébert (der i fortællingens løb skifter navn til Cascade) får dog særlige privilegier. De får udgangstilladelse, kan bevæge sig frit rundt i byen nogle timer hver dag – og den tilbringer de sammen med Angéle, som Cascade er både kæreste med og alfons for. 

 

Liderligheden griber rorpinden

Som altid hos Céline udvikler det hele sig i ganske grotesk retning. Liderligheden og snydepelsen griber rorpinden og som højdepunkt står en scene hen mod bogens slutning, hvor Angéle vil franarre en af de engelske officerer, hun forlyster sig med, en ordentlig bunke penge, og Ferdinand skal hjælpe:

”Hun forklarede mig det hele:

– Så jeg tager altså tøjet af, ikke, som sædvanlig, og jeg lader fyren pille lidt ved sig selv … når han er hård, stenhård, begynder jeg at sutte ham … Så braser du pludselig ind uden at banke på. Jeg har med vilje ikke drejet nøglen helt om i låsen. Jeg siger: Lort! det er min mand … Du kan fandme tro, englænderne sætter et ansigt op i sådan en situation … Jeg ordnede en ved Olympia, som var ved at besvime … Det er dem selv, der tilbyder pengene, altid af egen drift, du behøver slet ikke gøre noget, de er helt med … Jeg har kørt den business tyve gange, så jeg kan love dig, den er bombesikker … Der findes ikke noget dummere end en englænder med stiv pik […] De bliver helt paf, når de ser dig komme ind. De ved slet ikke, hvordan de skal forklare, at den stritter lige op i luften. Det er ret sjovt. Jeg spiller den afslørede. Jeg skriger og ruller rundt, mens jeg ler for mig selv. Det er virkelig lige til en film. Vent og se. Vil du ikke … Du kommer ikke til at fortryde det, men jeg bestemmer din andel …

– Top! sagde jeg.”

Det ender selvfølgelig ikke godt – i hvert fald ikke i første forsøg. Men anden gang tager Ferdinand sig sammen og pludselig tegner der sig en fremtid langt væk fra krigen for de to.

 

Tre gode grunde til at gå i krig med KRIG:

 

1. Hvis du har læst Céline før, ved du hvad du går ind til. Hvis ikke, kan vi kun sige: Glæd dig! Du træder ind i et forfatterskab, der ikke rigtig ligner noget andet. En ultraelegant blanding af tragedie og komedie. Alle illusioner om livets godhed og skønhed rives bort, samtidig med at Ferdinand og hans kumpaner i al deres liderlige svindleri udtrykker en egenartet skønhed. Og så skriver Céline bare helt grundlæggende så godt, at spændingskurven aldrig knækker og kedsomheden aldrig har en chance for at snige sig ind.

    

2. For dem der har læst REJSE TIL NATTENS ENDE, udfylder KRIG et hul i fortællingen om Ferdinands ulyksalige møde med Første Verdenskrig. For den nye Céline-læser udgør KRIG derimod det perfekte sted at begynde. Romanen er en lige så forrygende fortælling som REJSE TIL NATTENS ENDE, den er modsat Célines senere værker let tilgængelig – og så er den kun en tredjedel så lang som Célines andre store romaner. 150 sider og så er du inde i hjertet af et af litterærhistoriens største forfatterskaber.
   
   
3. Måske har vores tid mere til fælles med Céline, end vi lige tænker over. Ikke Céline som nazi-kollaboratør og hårdkogt antisemit, ikke holdningsmennesket Céline. Men Celine som den, der smadrer tavler og tvinger ubekvemme sandheder om magtforhold og menneskers motiver frem i lyset.