»Mængden af ord kvalificerer ikke kontakten mellem hjerterne...«

Hella Joof har skrevet forordet til genudgivelsen af Martin A. Hansens udødelige klassiker LØGNEREN

13-03-2024

Løgneren af Martin A. Hansen 

Det er med ærbødighed, at dette forord skrives. Løgneren er uomtvisteligt et mesterværk. En klassiker på linje med Den store Gatsby, Salomons sang og Den afrikanske farm. En af de fem søjler, den danske litteraturskat hviler på, hvis man spørger mig. Og derfor vejer jeg mine ord. Jeg er jo ikke litterat, men derimod en ivrig og begejstret læser, så frem for en analyse af tiden efter 2. Verdenskrig og efterkrigsmenneskers tristesse eller en beretning om den litterære Heretica-kreds, som Martin A. Hansen (1909-1955) tilhørte, bliver dette et personligt forord til dem, der endnu ikke har læst romanen. Eller dem, der skal mindes om, hvorfor de snarest bør genlæse den. 

Løgneren er nemlig en livsbevægende roman, forstået på den måde, at hver gang man læser den, opdager man, at ens liv har flyttet sig, forskudt sig, forandret sig.

Jeg læser gerne Løgneren en gang om året. For nydelse og eftertænksomhed. 

Løgneren er nemlig en livsbevægende roman, forstået på den måde, at hver gang man læser den, opdager man, at ens liv har flyttet sig, forskudt sig, forandret sig.
Første gang som 15-årig i folkeskolen; lidet vidste jeg dengang om menneskelivets kiv og strid, omveje til lykken og erotiske krum- og firspring, og derfor oplevede jeg handlingen som en lille og trist semitragedie om fortabte mennesker, der undslipper lykken og hinanden, fordi de ikke formår at give sig selv til kende i rette tid. 

Løgneren er en ikke helt sanddru dagbog skrevet af Johannes Vig, skolelæreren på Sandø, deraf titlen, som forløber over fire dage i marts i et landskab, hvor alt er indhyllet i tåge og med et galleri af skæbner, som alle bærer på deres kors.

LÆS OGSÅ: MIN TUNGE VANDRING

Her gemmes på tragedier, som er gået forud. Der ventes på, at isen bryder. På at sneppen kommer. Her er kroppe, der længes efter bestemte kroppe, men afvises og griber ud efter andre kroppe. En trofast jagthund. En prædiken om den urene ånd fra Lukasevangeliet. En halskæde. Løgn og latin. Små liv. Fældede graner.

Dengang som 15-årig fik jeg alligevel en vag formodning om, at jeg sad med en vigtig bog i hænderne. En bog, som havde noget afgørende at lære mig, men omfanget gik først op for mig langt senere.

Martin A. Hansens tankegods var heller ikke skattet i halvfjerdserne, dertil er hans univers for kristent i sit udtryk. Og det religiøse blev vist vintervejen i de munkemarxistiske halvfjerdsere, hvor revolutionen var lige om hjørnet. Derudover var fremstillingen af det maskuline en torn i øjet på tidens frembuldrende feminisme, som hyldede den bløde mand. 

„Knudemænd“, som de hed med forfatteren Herdis Møllehaves ord fra 1977, var mit letbenede prædikat på relationen imellem Johannes Vig og unge Oluf, en anden af romanens vigtige personer. Med min halvfjerdseropdragelse forstod jeg ikke, at de ikke blot satte sig ned og talte sammen, lettede deres tunge hjerter over en kop te. Fik talt ud og tilgivet sig selv og hinanden. Først senere som voksen – da jeg havde erfaret, at smerte kan indkapsles i et menneskes bryst, og at talte ord af og til ikke gør hverken fra eller til, fordi tidspunktet for ord, som forløser, er forpasset, og man er alene – forstod jeg storheden i tavsheden mellem de to mænd. At en svær og reel pibe af godt mærke givet i gave, kan gøre det ud for en samtale mellem to forpinte sjæle. At mængden af ord ikke kvalificerer kontakten mellem hjerterne. At en pibe ikke er en pibe.

Jeg forstod først senere, at man er helt alene i sjælens mørke nat, at skyld kan være så tung, og at man må bære den alene. 

Jeg forstod først senere, at man er helt alene i sjælens mørke nat, at skyld kan være så tung, og at man må bære den alene. Og nu med endnu flere år på bagen forstår jeg til fulde, at denne lille semitragedie er en svimlende stor, ja, gigantisk roman om det at være et menneske i verden. 

Og javist, vi er alene, men vi er omgivet af andre mennesker, som direkte eller indirekte rækker ud mod os, og for en kort stund får vi fat i hinandens hænder, men mister 
grebet igen. Men den korte lykkelige stund, hvor vi holder hinanden fast, klamrer os til hinanden, har hinanden, er al møje og urede værd, det er den, der giver os modet til at forsøge igen, for uden hinanden er vi intet. Uden varmen fra et andet menneske fryser vi ihjel.

LÆS OGSÅ: JEG LÆNER MIG MOD VERDEN

Og de er alle sammen mere eller mindre forfrosne i denne fortælling: Johannes Vig, hvis navn ikke må siges for hurtigt, den let bitre, småforsumpede skolelærer, med et tveægget begær og lavendelduftende skuffer. Rigmor, den forsømte frue på Næs med det lille ødelagte smil og den glødende lidenskab bag det uanseelige ydre, som tiltrækker og frastøder Johannes. Frederik, sognerådsformand og storbonde på Næs med fint vogntøj og store planer. Ingeniøren Harry, fremtidens menneske, som er strandet på Sandø, og har et godt øje til den varmblodige, ærgerrige Annemari, en pige med en lykkedrøm, som ønsker sig noget andet, fordi hendes kæreste, den sorgfulde Oluf ikke ville gå i arm med hende. Olufs mor, Marie, et pligtmenneske, en grå bautasten. Elna, kropigen, som er kommet i ulykke, en knotten pige med en skjult sødme, et slåenbær, der skal have frost. Og lille Kaj. Fin i ansigtet og skær som en anemone på grund af den fremskredne tuberkulose. Hans far Anders, den grove, grimme mand, som ikke kan udtrykke sig, og hans mor Hansigne, et tyndt og skamhugget kvindemenneske, der ikke rigtig kan gøre fyldest nogen steder. Og Pigro, Johannes’ trofaste jagthund, som står last og brast. Det eneste væsen i historien, som uden at kny forlener sig med sin skæbne.

Der står de på parade, til rådighed for os. Med deres skæbner, deres håb og deres smerte. Med deres tavshed og deres ord. 
Og ordet er levende.
Mennesker på en ø.
Men mennesket er ikke en ø.

Og ja, livet er en semitragedie tilsat et drys komedie og et skvæt farce. Og sådan må det være.
Og vi er alle sammen et kort sekund på besøg på scenen med en lille bid af den store fortælling. 
Og at forlige sig med sin lod i livet, sit svære sind, sine forsyndelser og vidtløftigheder er fortælleren Johannes’ opgave. For man må tage sin opgave på sig og fortælle historien uden at lyve og forskønne. Gøre noget for nogen. 
Slikke sine sår og opfylde sin bestemmelse. Ikke i modstand og afmagt, men med Vorherre i ryggen.
Og således også i denne lille, store, himmelstræbende roman: De er her alle sammen. Og vi er dem alle sammen. Alt efter hvornår i livet man læser romanen, er der særligt en af karaktererne, man kan sætte en krog i og få forstand af. Med andre ord identificere sig med. 

Der står de på parade, til rådighed for os. Med deres skæbner, deres håb og deres smerte. Med deres tavshed og deres ord. 
Og ordet er levende.
Mennesker på en ø.
Men mennesket er ikke en ø.
 
God læselyst
Kærligst Hella
Hella Joof, 2024

LÆS OGSÅ: 50 KLASSIKERE DU SKAL LÆSE FØR DU DØR

 

Løgneren

Løgneren

Løgneren, der hører til Martin A. Hansens populæreste romaner, blev oprindelig skrevet som radioroman, udgivet 1950. Den er formet som en dagbog skrevet af Johannes Vig, der er lærer og degn på Sandø. Han er den fremmede, rodløse på øen, hvis beboere er fast forankrede i deres kristne livssyn og tro. I alle forhold er han løgneren på grund af manglende engagement, indtil han ved det erotiske møde med Rigmor til sidst rives med af den "vildskab" der forbinder sig med romanens forår ...