Anna Libak: »Det er et storslået værk«
MIN TUNGE VANDRING er et vidnesbyrd om Stalintidens rædsler og samtidig en aktuel kommentar til udviklingen i Rusland. Men det er ikke det, der gør værket til noget ganske særligt, skriver Anna Libak i forordet til bogen, som du kan læse et uddrag af herunder.
Af Anna Libak
***
Mange af Sovjetunionens rettroende leninister endte med at blive henrettet eller forvist til Gulag-systemets straffelejre under Stalin. Jevgenija Ginzburg var en sådan rettroende leninist.
Forud for Stalins udrensninger i samfundets top i midten af 1930’erne var hun gladeligt gået i døden for partiet.
***
Men det hjalp hende ikke det fjerneste. Tværtimod.
Stalin var i 1930’erne blevet så paranoid, at han bevidst gik efter partiets avantgarde. Han ønskede at jage en skræk i livet netop på dem, der troede sig sikre; så de ikke fik de forkerte ideer.
***
Den Store Terror, som udrensningerne siden er blevet døbt, rullede ud over landet 1936-1938 og ramte millioner af mennesker i samfundets top: i partiet, i statsforvaltningen, i hæren og i de hemmelige tjenester samt „kulakker“ og etniske mindretal som polakker, tyskere og baltere.
En million mennesker omkom
Henved en million skønnes omkommet enten i fængslerne, i arbejds- og forbedringslejrene eller ved henrettelse efter dom.
Jevgenija Ginzburg blev arresteret i februar 1937.
Et militærkollegium ved Højesteret idømte hende ti års isolationsfængsel samt tab af borgerlige rettigheder i yderligere fem år og konfiskation af personlig ejendom som straf for deltagelse i en trotskistisk terrororganisation.
Som så mange andre i Sovjetunionen før og efter hende ophørte hun fra den ene dag til den anden med at have et liv og fik i stedet en skæbne: Hun blev prisgivet andres vilje.
På russisk har ordet vilkårlighed, proizvol, en særlig dyster klang. Blind, lunefuld og ubønhørlig magtudøvelse fra et uudgrundeligt og samtidigt urokkeligt system, som kan ramme enhver og ikke giver mulighed for appel.
Én lang kamp mod døden
I sit værk skildrer Ginzburg, hvad der skete, fra hun som 32-årig måtte forlade mand og børn, og til hun blev fuldt rehabiliteret efter Stalins død som henved halvtredsårig.
Det er en underdrivelse at sige, at de 18 år var én lang kamp mod døden
Det er en underdrivelse at sige, at de 18 år var én lang kamp mod døden.
Hun skal overleve først at sidde et par år i landets værste fængsler som Butyrka-fængslet i Moskva, hvor torturofrenes jamren og desperate skrig flænger nattestilheden, før hendes dom ændres fra isolationsfængsel til arbejdslejr, og hun sendes til den hårdeste og mest uforsonlige del af Sibirien: Kolyma-regionen i nordøst.
Her dør fangerne som fluer af sult, kulde, sygdom og udmattelse. Alligevel ville det være misvisende at kalde hendes beretning for en ren lidelseshistorie. For midt i mørket glimter håbet og humoren også.
***
Nu kan dem, der har allerede har læst Aleksandr Solzjenitsyns Gulag Øhavet eller Varlam Sjamalovs Fortællinger fra Kolyma med en vis ret spørge, om Jevgenija Ginzburg virkelig kan have noget at tilføje, som vi ikke allerede ved i forvejen. Men jo, det har hun.
For ikke bare står Ginzburg ikke tilbage for de to i sjælelig indlevelse og analytisk skarphed. Med Ginzburgs værk får læseren også et kvindeligt blik på historien. Kvinders længsler og lidenskaber, smerter og sorger fylder i hendes beretning.
***
Jevgenija Ginzburgs bog kan i skrivende stund i 2022 ikke kun læses som et historisk vidnesbyrd om Stalintidens rædsler i 1930’erne og 1940’erne. Den rummer også en mulig forklaring på, hvorfor Rusland i dag, så mange år senere, på ny har fået et repressivt styre.
For som det fremgår af bogen, blev der efter Stalins død i 1953 aldrig tale om et reelt opgør med fortiden. Nikita Khrusjtjovs undsigelse af Stalin var en taktisk manøvre som led i en intern magtkamp og ikke en optakt til en Vergangenheitsbewältigung, som man så det i Tyskland efter Anden Verdenskrig.
Regimet skammede sig ikke det mindste over for dem, der imod alle odds overlevede Gulag.
***
Når det er gået over i litteraturhistorien som en klassiker og i sin tid blev storrost af alle fra Hannah Arendt til Heinrich Böll, så er det, fordi det handler om, hvad et menneske er, når civilisationens fernis skrælles af.
Putins krig minder om Stalins krig
Siden 1999 har Rusland nu været ledet af en mand, der skylder KGB sin karriere, Vladimir Putin, der aldrig har lagt skjul på, at han anser Sovjetunionens sammenbrud for en tragedie.
På mange måder minder hans krig i Ukraine slående om Stalins krig mod sin egen befolkning, der dengang også omfattede ukrainerne.
Putins „afnazificering“ af den ukrainske befolkning står i brutalitet ikke tilbage for Stalins terror.
Dengang som nu er rationalet, at hvis man som ukrainer eller russer forsøger at modsætte sig eller bare forholder sig passivt, er man skyldig.
Kun nazister vil modsætte sig en afnazificering, og kun nazister vil aktivt undlade at bekæmpe nazismen. Præcis som kun trotskister dengang ville modsætte sig en aftrotskificering, og kun trotskister ville undlade at bekæmpe trotskismen aktivt.
Men det, der gør Ginzburgs værk til noget ganske særligt, er nu alligevel hverken, at det er et vidnesbyrd om Stalintidens rædsler, eller at det kan læses om en aktuel kommentar til udviklingen i Rusland.
Nej, når det er gået over i litteraturhistorien som en klassiker og i sin tid blev storrost af alle fra Hannah Arendt til Heinrich Böll, så er det, fordi det handler om, hvad et menneske er, når civilisationens fernis skrælles af.
***
Det fremgår klart af bogen, at mennesket er i stand til nærmest at udholde hvad som helst, hvis det blot kan se en mening med sine lidelser.
***
Det er et storslået værk.
Anna Libak,
Udlandsredaktør på Weekendavisen, sprogofficer i russisk, cand. mag i russisk og samfundsfag og har boet og rejst i Rusland i mange år.