Læs artiklen

Bogen om Kim Wall – når ordene slipper op

Bogen om Kim Wall – når ordene slipper op

Kim Walls forældre fortæller historien om den unge journalists liv. Om drabssagen. Og om at miste og sørge midt i en medieorkan.

Kort efter at den svenske journalist Kim Wall forsvandt i København i august sidste år, begyndte hendes forældre at skrive BOGEN OM KIM WALL. Ingrid og Joachim Wall skrev for at holde styr på tankerne i en tid med en voldsom sorg – og for at holde styr på fakta i en sag, som i ekstrem grad optog medier og mennesker i Danmark, Sverige og resten af verden.

Og så skrev de for at holde mindet om deres datter i live. Ikke som offeret for en uhyggelig forbrydelse, men som et energisk og talentfuldt ungt menneske og en lovende journalist, der var i gang med at indtage verden.

Kim Walls historie skulle ikke kun fortælles gennem reportager fra retten. Den skulle fortælles i en bog og af dem, som kendte hende bedst.

I BOGEN OM KIM WALL fortæller Ingrid og Joachim Wall to parallelle historier. Den ene handler om Kim Walls liv og opvækst i en familie, hvor rejser og nysgerrighed på verden var noget, man fik ind med modermælken, og om det unge menneskes ukuelige tro på, at journalistikken nytter.

Den anden historie handler om at miste og sørge. Om gradvist at fatte det uforståelige. Og om at forsøge at skabe mening ud af det meningsløse – ikke mindst gennem fonden The Kim Wall Memorial Fund (www.rememberingkimwall.com), der hvert år vil uddele et legat til en ung, kvindelig journalist.

En del af indtægterne fra denne bog går til fonden.

UDDRAG FRA BOGEN

Telefonens ringelyde bryder stilheden i soveværelset. De røde tal, som projiceres på loftet, viser 05:31. Det er fredag morgen den 11. august 2017.

Stemmen i den anden ende af telefonen tilhører Ole, Kims kæreste. Han er skræmt, stemmen er forceret, og han spørger, om det er o.k., at vi taler engelsk. Ole er bange for, at vi ikke kan forstå ham – selvom der kun er nogle kilometer mellem Trelleborg og København, er det ikke en selvfølge, at en dansker og en skåning forstår hinanden. Det, han vil fortælle, må ikke misforstås. „Kim er forsvundet om bord på en ubåd ud for København,“ gentager Ole. Havde det ikke været for den tydelige uro i hans stemme, ville jeg have troet, at han prøvede at lave sjov med mig. Forsvundet? På en ubåd? Ud for København?

Så begynder mareridtet, det mareridt, som vi aldrig vil vågne op fra. Vores datter, søster og kæreste begav sig ud for at lave en reportage, en ganske almindelig dag på jobbet for en freelancejournalist. Kim kom ikke tilbage. I stedet for at skrive overskrifter blev hun selv til overskrifterne.

Jeg vækker Jocke, som ligger i sengen ved siden af. Vi beder om at måtte ringe tilbage til Ole. Vi bliver hurtigt lysvågne, og langsomt, langsomt begynder et fuldstændig usandsynligt billede at tone frem. Vores datter begav sig ud aftenen før for at lave en reportage om en i Danmark meget kendt mand, som bygger ubåde og vil sende sig selv ud i rummet. Kim skulle lave interviewet om bord på mandens selvbyggede undervandsfartøj, som også er en velkendt silhuet i København.

Ole ventede på Kim hele natten. Han har gentagne gange cyklet rundt på Refshaleøen, en halvø i Københavns Havn, ringet til hendes mobil, ledt overalt. Han har vækket ubådsmandens kone og spurgt hende om, hvad hun vidste. Han har ringet til politiet og Søværnet, han har tryglet dem om at indse alvoren i det, han siger. Ole har gjort alt, der står i hans magt for at finde Kim. Hun skulle jo bare lave et hurtigt ekstrajob, inden hun skulle mødes med Ole og nogle gode venner.

Vi prøver at danne os et billede af, hvad der kan være sket. Der er sket en ulykke, konkluderer vi. Der er sket noget med ubåden, som har gjort, at den ikke kunne komme op til overfladen igen. Et sted på bunden af Øresund ligger det atten meter lange fartøj, som er bygget af fundamentet til en vindmølle.

Spørgsmålene hober sig op – hvordan finder man en ubåd? Et sted i baghovedet flimrer billeder forbi af helikoptere, som leder efter ubåde i den svenske skærgård. Bruger man sonar? Er det ikke svært for ikke at sige umuligt at finde en båd under overfladen? Andre praktiske spørgsmål trænger sig på. Hvor langt rækker ilten? Ole har fået oplyst, at ilten rækker til to personer i tolv timer. Der er snart gået et halvt døgn, siden Ole fik den sidste sms fra Kim: Nu dykker vi. Uret tikker alt for hurtigt.