»Det var som at lægge 100 puslespil, hvor alle brikkerne passer«
Hvordan skaber man håb i en fortælling om en udsat barndom, og kan det virkelig lade sig gøre at oversætte Charles Dickens til nutiden? Det fortæller den pulitzervindende forfatter Barbara Kingsolver om her.
Af Sisse Tvegaard Andersen / 12-03-2024
Romanen DEMON COPPERHEAD har taget USA med storm. Bogen fortæller drengen Demons historie gennem opvæksten i den amerikanske region Appalacherne, hvor fattigdom er udbredt og opioidkrisen Barbara Kingsolverer vokset op i Kentucky og har boet i både Congo, England, Frankrig og på De Kanariske Øer, før hun flyttede til Appalacherne, Virginia. Flere af Kingsolvers bøger er udkommet på dansk, hvoraf den mest kendte er GIFTTRÆETS EVANGELIUM. Hun har desuden indstiftet PEN/Bellwether Prize for Socially Engaged Fiction, og hun er selv dybt engageret i socialt arbejde, klima og politik. har hårdt fat. Og det er ingen tilfældighed, at det er lige præcis der, romanen foregår, forklarer Barbara Kingsolver, der selv bor i Appalacherne:
– Os fra landet ser ikke så tit os selv repræsenteret i medierne. Hvis folk overhovedet taler om os, handler det om, at vi er fattige og uuddannede, tit fulgt af en vag forestilling om, at det er vores egen skyld. Vi mangler den større historie om, hvordan denne region er blevet udnyttet, og måske endnu mere vigtigt, fortællingen om alt det gode, der findes her.
LÆS OGSÅ: Kristin Hannah om den perfekte skrivedag
Vi har så meget naturlig skønhed i bjergene, en fascinerende kultur og en historie om inspirerende standhaftighed. Det var min inspiration – at fortælle verden om dette dybt misforståede sted, jeg kalder hjem.
Brød ud i tårer
Demon Copperhead bliver født af en fattig mor, der har problemer med misbrug og afhængighed. Fra han er helt lille, ryger han ind og ud af forskellige anbringelser, og han ender med selv at kæmpe med afhængighed af smertestillende medicin. Men romanen er trods de tunge emner fuld af humor og håb om et bedre liv.
– Jeg har kendt masser af drenge som Demon, og alt for mange familier har været igennem lignende kriser. Så det var ikke svært for mig at forstå hans vrede, hans hårde sprog og hans ironiske humor. Det hårde var at udsætte ham for alt det, han skal gå igennem fra fødslen og til den sidste side. At beskrive de scener på en levende måde. Nogle gange brød jeg ud i tårer, når jeg slukkede computeren, fortæller Kingsolver og fortsætter:
LÆS OGSÅ: Kvindeskæbner fra 1920'erne Dorset
– Naturligvis ville jeg ikke have, at læserne skulle bryde ud i gråd på side 25 og smide bogen væk. Jeg måtte give dem grunde til at fortsætte med at læse, og det handler om, hvor meget du har lyst til at heppe på den her dreng. Jeg gav ham evnen til at elske sit liv og have lyst til at blive ved med at leve det, lige meget hvad der sker. Han har et stort hjerte for dem, der er dømt ude, han hjælper sine venner på alle de måder, han kan, og han giver aldrig op.
Vreden til fælles med Dickens
Romanen er en moderne genfortælling af Charles Dickens’ klassiske fortælling om DAVID COPPERFIELD, og når man først ved det, kan man finde hints til Dickens mange steder i historien.
– Jeg lagde Dickens’ fortælling ud foran mig og lagde mit eget plot over det. Kapitel for kapitel, person for person. Jeg oversatte mennesker, jobs, landskaber og situationer fra London i den victorianske tid til min egen tid og mit eget sted. Det var som at lægge 100 forskellige puslespil, og det var sjovt, for jeg elsker at lægge puslespil. Jeg arbejdede på det i tre år, og det overraskede mig konstant, hvor godt mit BogTIPS DIREKTE I INDBAKKEN Hold dig opdateret på litteraturnyheder, find inspiration til din næste læseoplevelse, og få gode tilbud og rabatter direkte i indbakken som medlem af Gyldendals Læseklub. Læs mere HER. eksperiment virkede. Men jeg havde også en stærk fornemmelse fra begyndelsen, at alle brikkerne ville passe, for Dickens og jeg havde det samme udgangspunkt; vores vrede over et system, der tillader, at børn mister deres forældre på grund af fattigdom og derefter ignorerer dem og lader dem klare sig selv. Dickens var knust over det, og her 150 år senere, er jeg det også.
Hvilke dele af historien er du selv gladest for?
– Jeg må indrømme, at jeg synes, det var så sjovt at skabe de kvindelige karakterer, som alle sammen var ret flade i David Copperfield; enten var de perfekte skytsengle eller faldne kvinder, der var ikke nogen indimellem. Jeg elskede at skabe stærke, interessante kvinder som tante June, Angus, Ms. Annie, Mrs. Peggot. Ærligt talt, så var det kvinderne i Demons liv, som gjorde den største forskel.
Jeg havde det også sjovt med de mange metafiktive øjeblikke i historien. For eksempel, at Demon bliver tvunget til at læse Dickens i skolen og bemærker, at han virkelig forstår fattigdom og forældreløse; ”Man skulle næsten tro, at han var herfra”.