Bindet dækker perioden fra 1870 til 1920 og tager sin begyndelse med det, som Georg Brandes kaldte "det moderne gennembrud" i litteraturen. Et vigtigt kendetegn var det samfundspolitiske aspekt, som Brandes havde været med til at vække yngre danske forfatteres opmærksomhed for. I.P. Jacobsen indvarslede naturalismen og den unge Holger Drachmann, Amalie Skram og Henrik Pontoppidan var blandt de forfattere, som "satte problemer under debat" i deres noveller og romaner. Kønsmoral og kvinder rolle i samfundet var et af 1880ernes brændende temaer, som skilte vandene i "konservative" og "progressive" synspunkter. Psykologisk og stilistisk skiller Herman Bangs forfatterskab sig ud fra den øvrige 80'er-litteratur, ligesom han rendyrker en journalistik, som ikke før er set i Danmark. I 1890'erne meldte en ny generation sig på scenen, og den satte en mere indadrettet dagsorden, som er blevet kaldt "det sjælelige gennembrud" eller "symbolisme". Toneangivende repræsentanter var den unge Johannes Jørgensen, Sophus Claussen, Viggo Stuckenberg og Helge Rode. Menneskelivets groteske sider udstilles med sort humor af Gustav Wied, mens mange kvindelige forfattere debuterer i disse år og i langt højere grad end tidligere tilfører kvindelige erfaringer, f.eks. Agnes Henningsen og Karin Michaëlis. Ligeledes får den danske provins sine særlige talerør i litteraturen med det, der er blevet kaldt "det folkelige gennembrud": forfattere som Jeppe Aakjær, Marie Bregendahl og Johan Skjoldborg. Martin Andersen Nexø og Johannes V. Jensen er to højdepunkter i 1900-tallets første par årtier. De åbner verden ud mod dels en proletarisk tolkning, dels en storladen evolutionistisk tilværelsesforståelse.
