Caro Claire Burke om at skrive YESTERYEAR
Forfatteren til det, der må være 2026's mest omtalte bog, skrev YESTERYEAR på rent instinkt efter at have diskuteret traditionelle kønsroller på nettet. Her fortæller Caro Claire Burke om romanen.
Af Sisse Tvegaard Andersen / 22-09-2026
Der er især én bog, du ikke har kunne undgå at høre om i 2026.
YESTERYEAR.
Romanen om en kvinde, der lever af at sælge det perfekte husmoderliv på Instagram, og som får sat sine idealer om selvforsyning og traditionelle kønsroller på prøve, da hun en dag vågner op, og kalenderen siger 1855 …
Caro Claire BurkeEr en amerikansk forfatter og medvært på podcasten Diabolical Lies, hvor hun beskæftiger sig med kultur, politik og samtidens køns- og medielandskaber.YESTERYEAR er hendes litterære debut og gennembrud, der placerer hende som en af de mest interessante nye stemmer i amerikansk samtidslitteratur.
LÆS OGSÅ: Selma Lagerlöf insisterede på kvinders frihed og uafhængighed
Ifølge forfatter Caro Claire Burke opstod idéen til bogen, efter at hun i noget tid havde været en del af online diskussioner om fænomenet tradwives – kvinder, der inspireret af 1950'erne dyrker idealet om en traditionel tilværelse som hustru og hjemmegående mor, der forsørges af sin mand.
Fænomenet ses især på sociale medier, hvor smukke billeder af legende børn, boblende surdej og forklæder med flæser er med til at udbrede idealet om det traditionelle kvindeliv.
Natalies absurde verden
I YESTERYEAR møder vi Natalie Heller Mills, der lever et godt, kristent liv på gården Yesteryear med sin mand Caleb og en voksende børneflok.
På overfladen lever hun et perfekt liv, men i Natalies hoved er der knap så harmonisk.
– Natalie har et meget sort/hvidt forhold til moderskab, kvindelighed og spiritualitet. Det er også et ret barnligt forhold. Derfor bliver hun konstant skuffet, chokeret og forarget over de nuancerede måder, som hvert af disse områder viser sig på i hendes voksenliv. Hun har også en næsten patologisk evne til at misforstå, hvad andre mennesker tænker eller føler, og derfor ender hun med at leve i en absurd verden.
LÆS OGSÅ: Healing fiction: En litterær modvægt til en hektisk hverdag
– Det var ikke min hensigt at skrive hende sådan; det skete bare. Men det viste sig at være en vidunderlig verden for en forfatter at opholde sig i: Hver scene med Natalie bliver hysterisk morsom, mystisk eller skræmmende, fortæller forfatteren, der i arbejdet i romanen blev totalt opslugt af fortællingens karakterer:
– Lad mig bare sige, at jeg kan se mig selv i hver eneste karakter i denne roman. Lige nu står det ikke klart for mig, om det at skrive fiktion om patriarkatet, religiøs ekstremisme og strukturelt håndhævet kvindehad fungerer som en afgørende form for følelsesmæssig forløsning for mig, eller om jeg langsomt marcherer mod den nærmeste anstalt ved at bruge så meget tid fordybet i disse emner. Det må tiden vise, tror jeg, haha.
Som en hund med et kødben
Natalie vågner en morgen op til et liv, der er næsten magen til hendes eget, men med en altafgørende forskel. Året er 1855, og alle de moderne bekvemmeligheder, hun er vant til, er forsvundet.
Hun kæmper med at forstå, hvad der er sket; Er hun en del af et sygt realityshow, et twistet svindelnummer, eller er sandheden endnu mere dyster?
LÆS OGSÅ: Forelsket i en AI?
Som læser føles det næsten som at læse en thriller med adskillige plottwists, hvor sandheden først bliver allersløret til allersidst. Men at det endte sådan, var ikke givet på forhånd, fortæller Caro Claire Burke:
– Når først man har fået en idé til en historie, er man som en hund med et kødben. Det er ikke rationelt. Det er instinkt. For mig giver det fuldstændig mening, at folk nu ser den som en thriller, men dengang var jeg optaget af mange forskellige ting: hvordan den fungerede som thriller, ja, men også hvordan den fungerede som en slags sort komedie, som social satire og på nogle måder som en mærkelig form for dannelsesroman. For mig var alle de vinkler lige vigtige for at få romanen til at synge.