Sådan kommer du i gang med at læse Thomas Mann

Den tyske nobelprisvinder Thomas Manns forfatterskab har det sidste årti oplevet en sand renæssance. Det er gået fra at være et forfatterskab, man skal læse fordi det er litteratur fra allerøverste hylde, til at være et forfatterskab, der ikke bare er klassisk, men også højaktuelt fordi det berører så mange af de problemstillinger, der sætter verden i brand i dag. 

Af Rasmus Navntoft / 18-9-2023

Grafik: Nathalie Meyer

Det er altid fortællinger, der spejler individers kranke skæbner i hele samfunds og kulturers skæbner. Når mennesker går under i Manns forfatterskab, går hele verdener under. 

Det er selvfølgelig helt umuligt at kåre den bedste Mann-roman eller novelle. Så vi har i stedet tegnet to veje gennem forfatterskabet, som begge bringer dig lige ind i verdenslitteraturens hjerte. 

Vi kalder dem ”DEN OVERKOMMELIGE” og ”DEN AMBITIØSE”. For sandheden er, at ikke alle Manns værker er lige lette at gå til. Til gengæld er der fuld valuta for anstrengelserne allerede fra side 1 – og det er med garanti ikke kedeligt, for ironien og den groteske satire klæber til de mange ord om det godes nederlag. 

DEN OVERKOMMELIGE:

1. DØDEN I VENDIG. 95 siders forbudt kærlighed

Godt begyndt er som bekendt halvt fuldendt, og det gælder også her. For starter du med det, der ofte betegnes som verdens bedste novelle – nemlig DØDEN I VENEDIG fra 1912 – indånder du essensen af Mann i første sug. DØDEN I VENEDIG er en lige så poetisk som dyster fortælling om den afkræftede og livstrætte forfatter Gustav von Aschenbach, der under en rekreationsrejse til Venedig forelsker sig   hovedkulds i den gudeskønne polske dreng Tadzio.

Scenen til snarlig undergang er sat fra første fløjt. Det er som om de alle sammen ved, at den er helt gal. Som om de kender både forhistorien og den nærtforestående afslutning. Den pukkelryggede og snavsede matros’ grinende høflighed. Billetkontrollørens kryptiske bemærkninger om, at Venedig netop nu, for byens nuværende tillokkelsers skyld, er det helt rigtige rejsemål for et kultiveret menneske som Aschenbach. Og den sminkede gamle mands berusede og lallende fabuleren om den ”allersødeste, lille hjertenskære”.

De ved det allerede. De ved at Tysklands nationaldigter er på vej på sin sidste rejse – til Venedig og en håbløs forelskelse med døden som endestation.

Læseren ved det også. I hvert fald til dels, for vi får rigeligt med hints. Vi befinder os i Europa tæt på første verdenskrigs udbrud. Hvor tæt ved vi ikke præcist. Kun at fortællingen begynder en eftermiddag i foråret 19…, som måneder igennem har set faretruende ud for Europa. 

I Venedig sniger Aschenbach sig efter Tadzio gennem byens gader, ligger på lur, gemmer sig i gårde og bag mure, taber drengen af syne og farer forvildet og udmattet rundt. 

Det kan umuligt ende godt, og det gør det da heller ikke. For Venedig er hærget af den indiske kolera, og Aschenbach og det halve af byen bliver inficeret, ligesom Europa på netop dette tidspunkt blev dødelig inficeret af civilisationsopløsende tendenser, som snart kulminerede i Første Verdenskrig …

Læs-læs-læs. De 5 timer det tager kan ikke bruges på noget bedre!

Jeg er måske mere syg end du er  - Thomas Buddenbrook 

2. BUDDENBROOKS. Den slægtsroman alle andre måler sig med

Efter DØDEN I VENDIG går turen videre til BUDDENBROOKS, den 26-årige Manns debutroman fra 1901, som samtidig var det værk han – med en vis forsinkelse må man sige – blev tildelt nobelprisen for i 1929. 

BUDDENBROOKS er slægtsfortælling, når den er allerbedst – ja, det er vel i virkeligheden dén slægtsroman, alle andre måler sig med. Den bygger delvis på Manns egen familiehistorie og handler om den stolte købmandsfamilie Buddenbrook, som vi følger i tre generationer fra begyndelsen til slutningen af 1800-tallet.

 Den er fuld af undertrykte drifter, forliste ægteskaber, ulykkelige skæbner og godt gammeldags had.
I centrum af fortællingen står Thomas Buddenbrook, der er selve indbegrebet af et ordentligt menneske med stærk moral og en klippefast tro på fremtiden. I første omgang ligner han et sikkert kort til at føre Lübecks førende handelshus videre, men på toppen af sit virke kommer i tvivl – ikke bare om købmandsforretningerne, men om selve livets mening.

 

I stedet for at passe sit arbejde, begynder han at læse pessimistisk livsfilosofi og finder ud af, at der kort sagt kun findes to veje til det ”gode” liv: Enten at henfalde i apatisk, selvbetragtende accept af, at livet er styret af slette lyster og frådende drifter. Eller at begå selvmord.

Der findes få forfatterskaber, hvor sygdom og forfald spiller så omfattende en rolle som i Thomas Manns. 

“Jeg er måske mere syg end du er”, siger Thomas Buddenbrook i en forrygende scene, hvor han prøver at fortælle sin hypokondriske lillebror Christian et par sandheder om livet. 

“Skulle du være … Nej det er for stærkt!, raser Christian. “Tony! Gerda! Han siger han er mere syg end jeg! Hvad! Har du måske ligget for døden med gigtfeber i Hamburg? Må du efter hver eneste lille uregelmæssighed tåle en pine i din krop, der er helt ubeskrivelig? Er det måske i din venstre side, alle nerverne er for korte? Er du måske ude for sådan noget som at når du kommer ind på dit værelse i skumringen, så ser du en mand sidde på din sofa, en mand der nikker til dig og alligevel slet ikke er der … ”

Alligevel er Thomas Buddenbrook mere syg end sin tydeligvis stærkt plagede lillebror, for han er ved at give op. Han har mistet troen på, at han kan gøre en forskel i livet. Han har parkeret den selvovervindelse, som ellers er hans navnebror og skabers adelsmærke: Thomas Mann, forfatteren, der i en selvmordplaget familie fuld af dødslængsel insisterede på de sammenbidte tænder, knyttede næver, opsmøgede ærmer og den evige moralske anstrengelse som værn mod samtidens opløsning og forfald.

BUDDENBROOKS er stor romankunst, og man kan kun være forbløffet over, at en 26-årig var livsklog nok til at skrive den type krønike. 

LÆS OGSÅ: Begærets hylende triumf

 

DEN AMBITIØSE:

1. Kampen om Europas sjæl

Det tog Mann 12 år og en verdenskrig at skrive TROLDDOMSBJERGET, og planerne ændrede sig drastisk undervejs. Først var det egentlig tanken, at fortællingen om livet på lungesanatoriet Berghof højt oppe i de schweiziske alper skulle være et lille, lystigt efterspil til succesen DØDEN I VENEDIG og igen handle om en ung mands længsel efter død og opløsning. 

Men virkeligheden trængte sig på. Første verdenskrig buldrede løs, Mann var stærkt nationalkonservativ, Tyskland tabte, Mellemkrigstiden radikaliserede og polariserede det politiske miljø i Tyskland endnu mere, kommunister og radikalkonservative slagtede hinanden på gader og stræder, alt imens Tyskland med Weimarrepublikken fik Europas mest progressive demokratiske forfatning. Den holdt som bekendt kun indtil Hitlers magtovertagelse i 1933, men begivenhederne fik Mann til at ændre sindelag. Han blev demokrat, i hvert fald på papiret, og TROLDDOMSBJERGET voksede fra novelle til en kæmperoman på knap 900 sider. 

Nu handlede det ikke kun dødslængsel, men også om det modsatte: Om hvordan man ved at genbesøge alt det giftige og reaktionære i den europæiske kultur, alt det krigen havde ladet bryde ud i lys lue, måske kan finde vejen til en bedre fremtid. 

”Til livet”, siger hovedpersonen, den unge ingeniør Hans Castorp, ”gives der to veje. Den ene er den almindelige, direkte og brave. Den anden er slem, den fører over døden, og det er den geniale vej.” 
Det hele iscenesættes som en kamp om Europas sjæl i det, der samtidig er Mann sjoveste og mest groteske roman. Vi følger Hans Castorp og hans medbeboere på sanatoriet i de syv år, der leder op til udbruddet af Første Verdenskrig, men det forbliver gennem hele romanen uklart, hvor syge patienterne egentlig er. 

Ganske vist dør der en enkelt i ny og næ, men man sidder som læser unægtelig med en mistanke om, at sanatoriets beboere primært pjækker fra livet og er flygtet fra hverdagens tunge byrder for at give sig selv et frikvarter langt væk fra civilisationens kald. For sanatoriet Berghof minder mest af alt om et all inclusive ferieophold, præget af overdådighed og dekadence, fyldt med affærer på kryds og tværs, karneval, drukgilder, rasende krænkelsesbeskyldninger og eksotiske eksperimenter med det overnaturlige. 

Det ender med et brag, men også med den Mann-roman, der nok i al evighed vil blive ved med at være aktuel, fordi den elegant iscenesætter alle besværlighederne og modsigelserne i det Europa, der selv om det bliver ved med at træde sig selv over tæerne, er menneskehedens bedste chance for en verden funderet på frihed og fællesskab. 

Filosofisk: ja. Svær: til tider, ja. Hylende morsom: ja. Verdenslitteratur: ja. 

2. Litteraturhistoriens vildeste plot

Thomas Mann var 75 år, da han skrev et af litteraturhistoriens vildeste plots, byggende på en gammel legende fra Middelalderen: Søskendeparret Sibylla og Wiligis elsker hinanden, og faderen er endnu ikke lagt i jorden, før den unge, potente arving til fyrstedømmet i Artois slipper begæret løs og frådende kaster sig over sin lige så længselsfulde søster. 

I månedsvis får drifterne frit løb, men så kræver naturen sin pant. Sibylla er gravid, hun skal føde sin brors barn. Skandalen må for enhver pris skjules, så det lille drengebarn bliver sat i en tønde, stedt til havs med et par brød fyldt med guldmønter og en tavle, der beskriver hans moralsk set ulyksalige, men verdsligt set overdådige, herkomst. 

 Han bliver reddet af en from abbed, døbes Gregorius og opdrages i klostret. Men en dag kommer sandheden frem, og Gregorius drager ud i verden for at sone sin skyld gennem gode gerninger. Rejsen bliver dog kort, for snart kommer han til en belejret by, hvor en enlig fyrstinde kæmper mod en lige så liderlig som magtliderlig konge, som vil underlægge sig både riget og hertuginden. 

Det er Gregorius’ chance! Som i et eventyr kan han nu vinde prinsessen og det hele kongerige, hvis han nedkæmper den onde belejrer – og det lykkes da også til fulde. 

Men ak, lykken er kort, for fyrstinden gemmer på en lige så grufuld hemmelighed som Gregorius selv. Han er barn af et incestuøst søskendeforhold, og hun er ingen anden end hans mor, Sibylla, der jo samtidig er hans faster – og nu også mor til hans børn. Det er ikke blot den største moralske uorden, det er også et sådant overgreb på naturen, at den ikke engang kan finde ud af at sætte Gregorius, Sibylla og Wiligis ind i en ordentlig slægtsrækkefølge. 

Historien slutter dog ikke her. For eventyreren Gregorius rejser sig selvfølgelig endnu en gang …

DEN UDVALGTE er en vovet fortælling, mere dristig end de fleste, og vakte da også stor bestyrtelse i 1950’ernes Tyskland. Et godt værk at puste ud med, inden det sidste bjerg skal bestiges, Manns kæmpe epos DOKTOR FAUSTUS om nazismens oprindelse dybt i den tyske folkesjæl. 

LÆS OGSÅ: Kun liderlighed og luskeri kan overdøve krigens larm

 

3. "Hvor jeg er, er Tyskland"

”Hvor jeg er, er Tyskland”, sagde Thomas Mann uden falsk beskedenhed, da han som så mange andre tyske intellektuelle i slutningen af 30erne måtte flygte i eksil i Amerika efter at være havnet på nazisternes sorte liste. Med romanen DOKTOR FAUSTUS viste han, at han havde ret. 

Det hele iscenesættes som en djævlepagt: Komponisten Adrian Leverkühn forskriver sig til mørkets fyrste mod at opnå 24 år af overdådig, overjordisk kunstnerisk inspiration, hvor han forcerer livet højt til hest og lægger verden for sine fødder. Eneste betingelse: Når timeglasset rinder ud, tilhører hans sjæl djævelen. 

Leverkühn komponerer det ene banebrydende mesterværk efter det andet, men samtidig støber han de åndelige byggesten til nazismen og leverer intellektuelt skyts til den såkaldte Kridwiss-kreds, et borgerligt miljø i frit fald, hvor reaktionære, radikalkonservative strømninger parrer sig med en udpræget moralsk ligegyldighed og et uhæmmet forbrug af morfin.

Igen er Babylon Berlin et oplagt referencepunkt. Kridwiss-kredsen betragter Weimar-demokratiet som en dårlig spøg, en slags civilisationens sidste krampetrækninger. I stedet slår de til lyd for, at politik handler om at fylde borgerne med alskens myter og kraftfulde fortællinger, der intet har med sandhed at gøre og som skal virkeliggøres med vold. 

Skildringen af kredsen bygger på optegnelser fra virkelighedens München, som Mann foretog i sine dagbøger i årene efter Første Verdenskrig. Dette spor i romanen var dog nær aldrig blevet til noget. For i foråret 1933 var Mann for alvor kommet i nazisternes søgelys på grund af et kritisk foredrag om Richard Wagner, Hitlers yndlingskomponist. Det førte først til en husransagelse af familiens pragtvilla ved Isar, som klogeligt fik Mann til at blive i udlandet, og senere til en egentlig beslaglæggelse af hjemmet. Det tilhørte nu pludselig Det Tredje Rige og blev i parentes bemærket kortvarigt hjem for Heinrich Himmler, inden det fra 1937 blev stillet til rådighed for den såkaldte Lebensborn-bevægelse, der skulle avle racerene ariere. 

Inden det kom så vidt, lykkedes det dog Golo, Thomas Manns næstyngste søn, ved en aktion, der er en spændingsfilm værdig, at smule dagbøgerne ud af huset, forbi nazisternes håndlangere, forbi grænsevagterne og videre til Schweiz, hvor Mann og hans kone Katia nu opholdt sig. Et sandt litterært lykketræf. For ellers ville en af de mest underfundigt-spekulativt-tvistede romaner om Tysklands omfattende kollaps måske slet ikke findes!