Theis Ørntoft: »Jeg tror meget på vores tilpasningsevne«
Verden er i færd med at ændre sig, og måske er det slutningen på hele den højteknologiske civilisation. I essayet BAG LITIUMBJERGENE ser Theis Ørntoft den realitet i øjnene og funderer over, hvad der ligger på den anden side. Her svarer han på fem spørgsmål om bogen.
Af redaktionen / 10-06-2026
Hvorfor har du skrevet et essay?
Jeg har skrevet om planeten og naturen gennem en lang årrække efterhånden, men indtil nu har det været i romaner og poesi. Da jeg havde udgivet min selvbiografiske roman HABITAT sidste år, fik jeg behov for at gøre status over alle de tanker, jeg har gjort mig om klimaet og vores måde at leve på. Her var essaygenren brugbar. THEIS ØRNTOFTer uddannet fra Forfatterskolen i 2009 og debuterede samme år med digtsamlingen YEAHSUITEN. Han modtog den store europæiske litteraturpris European Union Prize for Literature 2024 og Per Olov Enquist Prisen 2024 for familieromanen JORDISK, der også var nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris. Man kan inddrage sig selv som person, hverdagen og det rum, man sidder og skriver i, men samtidig er det en genre, hvor læseren forventer at møde et argument, en påstand eller en undersøgelse af et specifikt emne. Dobbeltheden mellem det frie og skønlitterære og så det faktuelle og faglitterære passede godt denne gang.
Hvilken rolle spiller fortællinger i den måde, vi forstår klimakrisen på?
Her vil jeg indskyde, at jeg ikke længere selv bruger ordet »klimakrise«. Grunden til det er, at en krise er afgrænset i tid og rum, og dermed er noget midlertidigt, som kan blive løst. Men klimaet her på planeten Jorden er i mine øjne ikke i krise, det er i færd med at forandre sig uafvendeligt og for altid, det er for sent at ændre på, og jeg tror derfor ikke på nogen grundlæggende »tilbagevenden« til det »normale«.
SE OGSÅ: Theis Ørntoft læser op fra BAG LITIUMBJERGENE
Det er også den energi, BAG LITIUMBJERGENE er skrevet på: Man kan se realiteten i øjnene, eller man kan fortrænge dem, og i min bog når jeg så frem til, at konfrontationen fungerer bedst for mig: At indse, at en tidsalder er forbi og ikke kommer tilbage. Og måske er det den slags, fortællinger kan være med til – at få vores tanker om verden til at løbe ad nye kanaler, både individuelt og kollektivt.
Du bruger begrebet «mørkt håb« – kan du uddybe det?
Det mørke håb handler nok egentlig meget om mod. Verden forandrer sig, man forstår ikke, hvad der sker, det er jo intuitivt skræmmende for alle, men det sker nu engang.
Det har altid været svært at være til for mennesker. Men vi har altid overlevet. Det er der for mig en elementær, stærk energi i, en følelse af vrede og styrke: Og måske vil de mange problemer endda skubbe til de værdier, vi har fundet mening med tilværelsen i de sidste halvtreds år. Jeg var barn i 90’erne og ung i 00’erne, og jeg blev opflasket med værdier som frihed, vækst, lykke og individualitet. Måske vil et fald i levestandard ikke kun være dårligt, måske vil det også aktivere nogle andre værdier imellem os, som for eksempel samarbejde, ansvar, besvær, forpligtelse, bundethed.
Mange taler om, at det er vigtigt at give især unge håb i forhold til klimakrisen – hvordan kan vi give dem det? Og skal vi?
Personligt tænker jeg på håb som en slags naturkraft. Håb spirer helt uundgåeligt frem mellem mennesker, tror jeg, så snart betingelserne er til stede.
LÆS OGSÅ: Uddrag fra DA KULDEN FORSVANDT
Jeg har aldrig selv forestillet mig, at verden gik under eller at mennesket uddøde eller noget i den stil, jeg tror meget på vores tilpasningsevne, for den har alle dage har været vores store genialitet og overlevelsesstrategi. Naturen er stor, mørk, vis og mægtig. Det var ikke noget, jeg som ung forstod, værdsatte eller tænkte specielt meget over, men som årene går bliver følelsen dybere og dybere.
Hvorfor valgte du titlen BAG LITIUMBJERGENE?
Lad os forestille os, at den højteknologiske, globale, industrielle civilisation en dag ikke længere findes. For mange er det sikkert en skræmmende tanke, men jeg tror litteratur kan være med til at gøre fremtiden mere konkret og måske endda eventyrlig. Litiumbjergene udgør grænsen for den nuværende verden.
Det har altid været svært at være til for mennesker. Men vi har altid overlevet. Det er der for mig en elementær, stærk energi i.
Hvad ligger der ude efter den højteknologiske civilisation? Der vil stadig være mennesker. Og de vil have gang i mange af de samme ting som i dag. Der vil være nyfødte babyer, teenagere, forældre og gamle, der vil være kærlighed, fællesskaber, samarbejde, arkitekter, tømrere, astronomer, journalister, lærere, teatre, koncerter, håndlavede musikinstrumenter, sladder, rygter, kærlighed, krig, jagt, kun fantasien sætter grænser. Måske er det mig, der har læst for mange sci-fi-romaner, men jeg mærker en mørk eventyrlighed ved tanken om sådan en verden.
Uddrag fra interview lavet af Lars Granild som en del af et undervisningsforløb hos Systime.