Svalbard: En historie om forurenende krydstogtskibe, sultende dyr og verdensrekord i temperaturstigninger
Gennem mere end 10 år har forfatteren Robert Zola Christensen rejst i hælene på den kendte danske klimaforsker Sebastian H. Mernild. Tag med på reportagerejse til klimafronten i DA KULDEN FORSVANDT.
På Svalbard stiger temperaturen mere end noget andet sted på kloden. Krydstogtskibene anløber dog stadig øgruppen, hvor sultende isbjørne bliver stadig mere aggressive, og giftige sodpartikler gemmer sig sneen. I DA KULDEN FORSVANDT kommer du med på reportagerejse til både Arktis, Andesbjergene og Svalbard – derude, hvor konsekvenserne af klimaforandringerne allerede er tydelige. Læs uddrag fra rejsen til Svalbard herunder.
Uddrag fra DA KULDEN FORSVANDT
Da vi er tilbage i Longyearbyen og har afleveret hurtigbåden, sniger vi os om bord på et stort tysk krydstogtskib, hvor det vrimler med klimaturister.
I madsalen er der eftermiddagskaffe og bingo. Tilhørerne er mest pensionister. Der lyder sambarytmer fra en danseklasse inde ved siden af. Vi bevæger os omkring i bådens indre med restauranter, frisører og kasino.
Der er skærme med små film overalt, der viser små klip af dyrelivet udenfor.
Sebastian fortæller, at netop krydstogtsskibe som det her og skibstrafikken i det hele taget bidrager markant til klimaforandringer på grund af black carbon, også selv om skorstenene er udstyret med stadig bedre filtre.
Skibstrafikken i Arktis intensiveres, og det skønnes, at 1-2 procent af dens udledning stadigvæk består af sod, og skibenes brug af heavy fuel resulterer i størst emission af sod sammenlignet med andre transporttyper.
Oppe i observationsloungen på dæk otte, hvor der er magelige stole og vinduer fra gulv til loft, møder vi et ældre par fra Bremen, Herr und Frau Böttiger.
De fortæller os, at de for fire år siden var på et cruise, hvor de så pingviner i Antarktis.
Nu er de så taget til Arktis for at se isbjørne. Foreløbig har de ikke set nogen, men er sejlet så tæt på en blåhval, at de kunne se den vandsøjle, dyret pustede ud af sit åndehul i ryggen.
Fra den marina, krydstogtskibet har anlagt i sin bagende, har de bevæget sig ud blandt isflagerne og set sæler og masser af arktiske fugle. Til næste år, betror Frau Böttiger os, planlægger de en tur til Grønland. De håber bare ikke, at indlandsisen når at smelte inden.
Sebastian beroliger hende med, at der er gode chancer for, at den også er der til den tid. Og i de kommende 6.000- 7.000 år for den sags skyld.
Det sympatiske par har tydeligvis dårlig samvittighed over, at de rejser ud for at stille deres egen private sult efter at opleve klimaforandringerne.
Jeg tror, det er det, der får kvinden til at sige, at de ikke går efter det bedste af det værste – das beste vom schlimmsten – men at hun som tidligere biologilærer har en naturlig interesse for dyr og planter i Arktis.
Hun siger også, at selv om hun godt er klar over, at en tur som denne er med til at belaste miljøet, forstyrre dyrene og bidrage til klimaforandringerne, så kan den på plussiden være med til at øge klimabevidstheden.
Ægteparret fra Bremen er naturligvis ikke alene.
Fænomenet med at sætte sig over og være blind for ens egen adfærd er udbredt på klimaområdet. Også i meget stor skala.
I januar 2019, da verdens mægtigste og mest indflydelsesrige personer satte hinanden stævne i The World Economic Forum (WEF), var det til en snak om klodens tilstand.
Blandt andet gik den kendte naturformidler David Attenborough, hvis stemme de fleste kender fra fjernsynet, på talerstolen og tordnede, at de tilstedeværende burde tage affære, burde gøre deres indflydelse gældende. Gør noget nu, før det er for sent!
Det var der efterfølgende bred enighed om ved de runde borde. De kastede sig ud i en drøftelse af, hvad der skulle kunne gøres, og mens de gjorde det, blev de 1.500 privatfly, som de var fløjet ind med, tanket og gjort klar til afgang.
Hvis moral er godt, er dobbeltmoral dobbelt så godt.
Vi siger farvel til Herr und Frau Böttiger.
På vej mod landgangsbroen viser alle skærmene isbjørne, når vi går i gangene. Ifølge Sebastian er der en 
grund til, at netop isbjørnen er blevet symbolet på klimaforandringerne. Den indgår også i Nansen Centrets logo.
Det majestætiske dyr har udviklet sig til at kunne overleve under ekstreme forhold i Arktis med sin hvide, tætte pels og tykke spæklag, som kan modstå det kolde vand, den svømmer og jager i, og med „sugekopper“ under fødderne og skarpe kløer, så den ikke skvatter rundt på den glatte is.
Men nu er dens jagtmarker og territorier ved at forsvinde, og den får forventeligt stadig vanskeligere ved at tilpasse sig.
Det har store omkostninger, at forårsregnen kommer for tidligt, men også at snetykkelsen mindskes. Isbjørnene føder deres unger i snehuler, og når de bryder sammen på grund af varm nedbør og mindre sne, dør ungerne.
De er endnu ikke store nok til at kunne komme ud og klare sig selv. Det sker også, at de voksne bjørne æder deres eget afkom, når de bliver tilstrækkeligt sultne. De begynder at bevæge sig ind på de menneskelige områder i jagten på føde.
I den russiske by Belushaya Guba på øen Novaya Zemlya, der ligger lige på den modsatte side af Barentshavet fra Svalbard, blev byen fuldstændig belejret af isbjørne sidste år. Først dukkede der et par stykker op, så kom der flere. Pludselig gik der 52 bjørne rundt i gaderne, og de blev stadig mere frygtløse. Flere familier måtte holde sig indendørs i deres boligblokke i dagevis.
På tidligere ekspeditioner har Sebastian observeret sultende rener, som forsøgte at spise tang for at overleve.
***
De fleste aktører på klimaområdet forsøger at have et ben på Svalbard. Det er nemlig her, det sker. Intet sted i verden stiger temperaturen så hurtigt som på den lille øgruppe.
Gennemsnitligt er den steget med 1,7 grader per årti siden 1991, og det er syv gange hurtigere, end vi ser det for den globale middeltemperatur. Det er langt over det, de fleste computersimulerede scenarier havde regnet med.
På den måde er Svalbard blevet lidt af et klima- og islaboratorium, fordi det lille samfund menes at kunne give et fingerpeg om, hvordan Arktis og polarområderne vil ændre sig i de kommende årtier.
Den hastige optøen har ødelagt hjem og dyreliv. Det rammer også den internationale frøbank, som ligger et stykke nede ad vejen mod lufthavnen. Det er kun det øverste af frøbanken, der stikker frem som en stor næse.
De store betonhaller, med frø- og DNA-prøver fra hele kloden, blev i 2008 bygget dybt inde i fjeldet, så det er muligt at sikre biodiversiteten i tilfælde af kernevåbenkrig og naturkatastrofer. Men man havde altså ikke taget højde for klimaforandringerne. Permafrosten smelter, og det får konstruktionen til at slå revner og sprækker, så vandet kan sive ind og ødelægge bygningerne og det, der er i dem.