Forfatterne bag JAGTEN PÅ NAZISTERNES GULD: ”Rigtige historier er med til at skyde fantasien i gang”

Forfatterne bag JAGTEN PÅ NAZISTERNES GULD: ”Rigtige historier er med til at skyde fantasien i gang”

Historiske begivenheder præger fiktion – også i ungdomslitteraturen. Forfatterne Anne Sofie Hammer og Lise Bidstrup drog til Argentina for at gå i deres karakterers fodspor og opleve stederne fra deres roman på egen krop. Vi mødte dem til en Q&A.

Hvordan fik I ideen til JAGTEN PÅ NAZISTERNES GULD?

Anne Sofie: Jeg havde for mange år siden været i Argentina og i Bariloche, hvor jeg havde hørt nogle rygter om de tidligere nazister, der boede ude i de meget dyre kvarterer omkring byen. Da jeg for et par år siden hørte Lise holde foredrag om, hvordan hun har rejst og skrevet sammen med andre forfattere, tog jeg fat i hende efter foredraget og sagde, at jeg havde en idé, hvis hun en dag fik lyst til at tage til Argentina. Det fik hun med det samme. Og da jeg fortalte hende om de tidligere krigsforbrydere, som efter alt at dømme har levet ustraffet og luksuriøst i Argentina, havde hun også en masse idéer til, hvordan det kunne blive til en historie.

I tog til Argentina for at finde inspiration og researche bogen. Hvorfor gjorde I det?

Lise: Når man skriver om steder og kulturer, man ikke kender, så er det for mig ret afgørende, at man er ude at føle, se, lugte, smage og opleve. Man skriver meget mere realistisk om et sted, når man har været der, og man også får noget information, som man på ingen måde kan google eller læse sig til. Selvfølgelig skal man researche i andres tekster, men ved at opleve steder på egen krop bliver det hele meget mere nærværende.

Anne Sofie: Der er virkelig mange detaljer, som man ikke ville få med, hvis man skrev det hele hjemmefra. Mange af personerne og stederne har fået deres særpræg ud fra ting, vi har oplevet undervejs.

Man skriver meget mere realistisk om et sted, når man har været der, og man også får noget information, som man på ingen måde kan google eller læse sig til.

Kan I nævne nogle konkrete steder eller oplevelser fra jeres tur, som fik en stor betydning for den endelige bog?

Anne Sofie: Noget af det, der har betydet meget, var de trekking-ture, vi tog på. Det er noget, de argentinske unge gør en del. På en af vores ture besøgte vi det nedbrændte hotel, hvor vores historie kulminerer. Det var simpelthen så specielt et sted, at vi bare vidste, at vi var nødt til at have det med i bogen. Så lige præcis den trekking-tur kom til at betyde rigtig meget. Og det var et sted, som vi nok aldrig havde fantaseret os til, hvis vi ikke havde besøgt det i virkeligheden.

Lise: En dag tog det par, der har Tribu de Trueno (hvor vi boede under vores ophold i Bariloche) os med rundt i området, hvor de viste os alle mulige fede steder og fortalte rygter omkring de nazister, der flygtede til området. Det var super fedt, fordi alle de historier jo er med til at sparke fantasien i gang.

Det er første bog i en serie. Kan I røbe lidt om, hvad der er i vente?

Anne Sofie: Det er i hvert fald helt sikkert, at Anton, Miguel og Guada får arrangeret et gensyn, kort efter at Anton er vendt tilbage til Danmark. Og det er også helt sikkert, at de vil forsøge at få noget forståeligt ud af Antons demente farfar. Og så vil de meget gerne finde Alfredo, det er klart. Om det lykkes, kan jeg ikke røbe.

Lise: Min mund er lukket med syv segl…

Hvordan samarbejder man om at skrive en bog? Er det lettere eller sværere at være to?

Anne Sofie: Vi havde selvfølgelig det meste af plottet klar hjemmefra. De enkelte kapitler skrev vi undervejs på vores rejse. Vi gjorde det sådan, at vi skiftedes til at skrive et kapitel. Så skrev den anden kapitlet igennem og tilføjede selv et. Og så videre. Det var en metode, Lise havde god erfaring med fra tidligere samarbejder. Jeg har aldrig skrevet sammen med andre før. Jeg synes, det gjorde første udkast meget lettere, når man arbejdede på den måde. Til gengæld har redigeringsfasen været tungere, end jeg er vant til, for der var meget, der skulle rettes til, før det hele passede sammen.

Lise: Der er selvfølgelig både gode ting og lidt besværlige ting ved at arbejde sammen. Det besværlige er også, at man ikke kan bestemme alt selv, hvilket man jo er vant til som forfatter. Hvis man skal have et godt skrivesamarbejde op at køre, skal man kunne finde ud af at gå på kompromis, men hvis man kan det, så er det super givende at være to om en bog. At dele entusiasme, problemstillinger, opture og nedture med en anden er virkelig SÅ meget sjovere. Normalt går man alene rundt med alle kvaler og glæder, så det at have en kollega er virkelig meget værd.

Har I et godt tip til dem, der gerne selv vil i gang med at skrive en bog?

Anne Sofie: Skriv hver dag. Og vær klar til at rette virkelig meget, når du skriver teksten igennem. Også til at slette ting, du egentlig synes var gode, hvis andre ikke giver dig ret i det. Husk, at du ikke ER teksten - og derfor er det ok, at der er nogen, der siger, at der er noget ved teksten, de ikke synes om. Det kan du jo bare ændre. Og fremfor alt: Skriv igennem mange, mange, MANGE gange.

Lise: Mit allerførste råd er: Læs!!! Man får så meget inspiration og øvelse ved at læse. Når man læser meget, så kommer mange af de ting, man lærer på et skrivekursus til at indlejre sig på rygraden, uden at man lægger mærke til det. Strukturer i teksten, og hvad der virker, bliver noget man udvikler en god intuition for, når man læser meget. Så det er de to bedste råd: Læs og skriv. Og på tredjepladsen vil jeg sige at finde nogen, der deler ens interesse, så man har nogen at snakke med og sparre med.

Find bogen her

Anne Sofie Hammer (f.1972) er cand. mag. i dansk og pædagogik. Hun debuterede i 2009 med VILLADS FRA VALBY. Siden er der udkommet en række bøger om Villads, der også har lagt grund til både spillefilm, trafikklub, brætspil og teater.
Anne Sofie Hammer er også forfatter til højtlæsningsbøgerne PARIS BELINDA HANSEN (2014) og den prisvindende VI SES, PELLERØV (2017), samt ungdomsromanen MIG OG DYLAN WALKER: ELLER HISTORIEN OM, HVORDAN JEG ØDELAGDE MIT SIDSTE SKOLEÅR (2016). Senest har hun haft stor succes med serien om MAGELØSE MAGDA.

Lise Bidstrup (f. 1976) Hver gang Lise får udgivet en bog, bliver hun lidt mere forfatter. Ikke fordi hun ikke var forfatter for 40 bøger siden, men fordi hun gennem hver eneste roman, bliver lidt bedre og meget mere erfaren. Lise skriver på nysgerrighed, så hvis hun en dag føler, at hun er "færdiguddannet" som forfatter, så er hun vist generelt bare færdig. Noget af det vigtigste for Lise er variation. I teksten. I tykkelsen. I genren. I aldersgruppen. I dybden. I researchen. I geografien. I ordene. I dagene. Og forhåbentlig bliver Lise aldrig så voksen, at hun tager verden som en selvfølge. Der er så meget at være nysgerrig på: Lande. Trolde. Mennesker. Kulturer. Drager. Dovendyr. Vaner. Tendenser. Fobier. Samfund. Trætoppe. Og tvunget af sin helt igennem dårlige hukommelse kan Lise være nysgerrig på samme ting mere end én gang. Den røde tråd i Lise forfatterskab er hende selv, og som de fleste mennesker er hun en sammensat størrelse, der kan virke usammenhængende, men ikke er det, blot fordi hun kan konstatere, at hun faktisk kun er én person. Lise er en idé-ninja, der aldrig har lært ti-finger systemet. Lise ved, at hun ikke ved, og at verden er rund, men opfattes flad. Og dét er da pirrende for nysgerrigheden.

Lise Bidstrup har blandt andet udgivet ungdomsromanerne SPILLETS BY (2012), PREPPER (2013), og IDOLERNES BY (2014).