Søren Ulrik Thomsen er nomineret til Politikens Litteraturpris 2021

Søren Ulrik Thomsen er blandt seks andre nomineret til Dagbladet Politikens Litteraturpris på 250.000 kroner. Prisen blev indstiftet i 2012 med det formål at ”støtte talentfulde danske forfattere i udviklingen af deres forfatterskab”. 

10-01-2022

  Om STORE KONGENSGADE 23 skriver de: 

"Det er det bedste og det værste, man møder i Søren Ulrik Thomsens funklende essay. Suset fra fremtiden over for mødet med sygdom, aldring og død. Thomsen boede på adressen i Store Kongensgade, da han var 16-17 år, men den dag i dag fylder stedet ham ved gensyn med »intens, berusende forventning til en kommende tid, som om dette hus, som det snart er halvtreds år siden, jeg boede i, på hemmelighedsfuld vis udgør selve stedet, hvorfra al fremtid for altid vil udstråle, selvom det tilhører fortiden«.

Nej, det er ikke en nostalgiker, der ytrer sig, men en digter, som i essayets form formulerer sig fremtidsvendt om det, der skal komme. Essayets hovedperson er for så vidt Thomsens mor, som i syv år af hans ungdom var plaget af depression. Han skriver først nu, fordi livets realisme ikke måtte »underminere bevidstheden om digtet som et selvstændigt univers«. 

De 28 kortere og længere afsnit er fulde af betroelser og betagelser, og man har aldrig mødt digteren, der altid har værnet om sit privatliv, så åben om det helt personlige som i denne tekst, der er båret af en taknemmelighed over trods alt at være i live – »benådet« – når nu så mange er døde, men også af frygten for aldringens langsomme død. Den store anfægtelse i essayet er psykiatrien, som Søren Ulrik Thomsen ikke giver fem flade øre for, fordi den ikke lytter til de syge, men nøjes med at dope dem. Der er virkelig svirp til den professor, der nøjedes med at ordinere moderen medicin uden at tage hendes ord alvorligt.

Når suveræne digtere skriver essays, er hver sætning vejet på en guldvægt. I dette generøse essay fremstår flere passager som rene prosadigte. Også når Thomsen skriver om hverdagens virkelighed, er han i særklasse."

 

Jes Stein Pedersen, Politiken