»Når krige truer vores eksistens, bør vi undersøge fordomsfrit og kritisk i stedet for at ende med en slags patent på virkeligheden og sandheden..«
Puk Damsgård har skrevet forordet til genudgivelsen af Henrik Pontoppidans MANDS HIMMERIG, der på mange måder er uhyggelig relevant i vores tid.
28-04-2025
I en tid, hvor litterære såvel som virkelige fortællinger om menneskets undergang i klimakrisens og krigens tegn følger os, er det ildevarslende for nutidens øjne at læse Henrik Pontoppidans snart hundrede år gamle samfundsportræt og skildring af den københavnske partipresse umiddelbart inden 1. verdenskrig bryder ud i 1914: MANDS HIMMERIG.
I de konflikter, jeg har dækket som journalist gennem snart to årtier, har der altid udspillet sig en sideløbende krig om narrativet. Rundt om de sårede og dræbte og ruinhjemmene udkæmpes en indædt kulturel og politisk værdi-og identitetskamp i avisspalterne og diverse kommentarspor, som egner sig mindre godt til kameraet, men hvis kampe kan være lige så betydelige.
LÆS OGSÅ: En nordisk kanon til moderne mennesker
Det er blodpøle, hvor idealismen, troen og aktivismen ofte giver skyklapper, og hvor dem, der føler sig ensomme eller marginaliserede, kan flygte ind i tiltagende varianter af alternative virkeligheder.
I disse sprogets kampzoner udraderes kompleksitetens gråtoner. Det nemmeste er, når det blot er enten-eller. Den enes lidelseshistorie afskriver den andens, selvom de er historisk forbundne. Jeg har selv oplevet, hvordan jeg ud fra en enkelt artikel kan blive fordømt som både antisemit og folkemordsapologet.
Når vi råber ad hinanden fra hver vores skyttegrav, delegitimerer vi fællesskabet og samtalen. Det er ikke enestående for vor tid. Men denne genudgivelse får mig til at tænke, at ensomheden må være svulmende i vores samtid. Når vi råber ad hinanden fra hver vores skyttegrav, delegitimerer vi fællesskabet og samtalen.
MANDS HIMMERIG udkom d. 22. oktober 1927 og blev Pontoppidans sidste roman. Udgivelsen var dengang bogsæsonens store begivenhed ifølge flere dagblade, bl.a. Nationaltidende, som beskrev den højtidelige stemning i ugerne op til udgivelsen af den halvfjerdsårige forfatters roman.
Det var dog ikke alle, der delte begejstringen, og en anmelder ved avisen Social-Demokraten gik så langt som at beskrive romanen som en „let ondskabsfuld gammelmands-roman“.
[...]
LÆS OGSÅ:Emma Holtens forord til PENGE
Romanens hovedperson, Magister Niels Thorsen med det rødglødende hår og sind, er optaget af en sag og sig selv – måske i omvendt rækkefølge. Skribentens pen er hans våben i en arrig og vedholdende kamp for at vække det sorgløse folkedyb.
Da han bliver vraget af det liberale magasin Friheden, som ifølge den føromtalte misfornøjede anmelder var lig med Politiken, fører han blækkrig mod demokratiet gennem det konservative Døgnet.
Han ser sig selv som en fredsforstyrrer, der udfører en bøddeltjeneste, og mener hårdnakket, at en europæisk storkrig vil være en nødvendig vækkelse af de ignorante og materialistiske masser til fordums vikingeånd. En ædel kraft og kampgejst, men forvaltet, som var han besat. Til en ven, som han anklager for ikke at tage del i forandringen af nationen, siger han:
„Vi vanæres af en forløjet presse, der i stedet for at være folkets uegennyttige oplyser og vejleder mere og mere bliver en fræk spekulation i mobbens usleste instinkter, – en storindustri i fruentimmerpjank, teatersladder og skandale.“
Læsertallet hos Døgnet vokser i takt med foragten af Thorsen. Han mister venner og sig selv i, hvad der bliver en sjælløs og ensom vandring – til sidst bevæbnet med en revolver – mens Friheden ignorerer hans skriverier og tiltrækker publikum med apolitiske historier og reklamer for tidens store forlystelser, såsom „negerboksekampe“.
LÆS OGSÅ: Maja Lucas forord til BARBARA
Hjemme ved middagsbordet, i de korte stunder han indfinder sig hos sin hustru Asta, fabulerer han om afmandelsen af nationen, men oprøreren opdager ikke sin (mandige?) forsømmelse af sit eget ægteskab. Han stirrer vantro på Astas slangering, som han ikke erindrer selv at have foræret hende. Asta forsøger afmægtigt at forstå, hvad der foregår i hendes mands indestængte sind, mens hun broderer, sætter blomster i vand og køber flere hatte, da hun umuligt kan vurdere, hvilken hat, der klæder hende bedst.
Thorsen afviser hendes forslag om at hjælpe ham på bladet og ansætter i stedet den selvstændige Ragna Nordby, der hverken går op i pynt eller hænger sin lykke på en mand. Hun bærer i stedet sin cykel på skulderen flere etager op til sit lille loftskammer, og uden Thorsens viden mandsopdækker hun medarbejderne i trykkeriet for at forhindre dem i at redigere hans flammeord. Ragna er også mandfolk-kvinden, der kaster sig ind i et korporligt slagsmål for at forsvare sit idol. Asta kan ikke være i sig selv af jalousi og Thorsens distance til ægteskabet, hendes hatte og følelser.
Idealismens ild brænder Niels Thorsen og kærlighedsforholdet til Asta op med skæbnesvangre konsekvenser til følge. Thorsen sammenstiller ægteskabets ustabilitet og de hyppige skænderier med både den ulmende europæiske storkrig og tidens moderne kontorlandskab, hvor alle taler forbi hinanden, og udsigterne til forsoning er nærmest ikke-eksisterende: „Et moderne redaktionskontor er et helvede, hvor skrig og skrål fra hele verden strømmer sammen som i en telefoncentral. – Men siden vi nu igen taler sammen, Asta, kunne du så ikke fortælle mig lidt om dine egne tanker angående fremtiden. Vi skulle dog gerne komme til en ordning af vort forhold. Den nuværende krigstilstand er jo i længden meningsløs.“
Men Thorsen lytter kun til sin egen stemme i mylderet.
LÆS OGSÅ:Hella Joof om LØGNEREN
På nutidens scene kunne romanen være et sindbillede på journalistens og journalistikkens skæbne som selvopofrende og opildnet af idealisme. En vis ild og indignation er nødvendig for at sætte en dagsorden, men der er altid fare for, at den får en selvretfærdig klang, bliver bleg og blind af aktivisme.
Jeg læser Pontoppidans værk som en ubekvem spejling af vores tidsånd. Væk er godt nok partipressens monopol som oplysningsorgan og talerør for dem med kontakterne i orden. Men ligesom Niels Thorsen huserer på Døgnet, huserer millioner af SoMe-krigere nu døgnet rundt på platforme designet til at indfange mennesker i ekkokamre.
Selv i dag bør man holde flere aviser for at få forskellige perspektiver på verden. Måske er indholdet valgt enten ud fra brugerundersøgelser eller af algoritmerne, der sirligt udpeger indholdet for os på sociale medier. Man kan spørge sig selv, om der snart er forskel på menneske og maskine.
Tonen i den offentlige samtale – en krigsskueplads i både krigs- og fredstid – ligger snublende tæt på den fordømmelse, tilsvining og udskamning af den anden, som vi møder hos romanens modstandere.
I dag har ildkuglerne blot spredt sig i the world wide web – på godt og ondt.
Samtidigt flygter læserne fra de gamle medier, som de ikke længere stoler på eller gider betale for, og ind i reels og stories, hvor de konsummerer nyheder, de kan lide. Alle er blevet selvudgivere.
Journalistikken ophæves ofte af udøverne til det største af alt. Ligesom Niels Thorsen brænder vi for publicismen og dens evne til at engagere læsere, seere og lyttere. Når krige truer vores eksistens, bør vi undersøge fordomsfrit og kritisk i stedet for at ende med en slags patent på virkeligheden og sandheden. Tvivlens nådegave kan have ringe kår blandt oplysningsprofeterne, og det bliver kvælende for den egentlige samtale.
På verdensscenen farer fakta-resistente magthavere afsted som løbske heste på galopbanen. I den frie verden er den nye partipresse drevet af mediemoguler og techgiganter med svirpende magt. Det kræver en hel brigade af journalister at faktatjekke dagens meldinger. Løgnen har vi vænnet os til. Måske bliver vi bedøvede af den.
I Pontoppidans samtidsroman konstaterer den gammelkloge filosof Dr. Vadum til Niels Thorsen, at han „af princip ikke læser aviser“, da han hverken tror på kirkens eller pressens evne til at „forædle masserne“. Filosoffen og videnskabsmanden, som deler Thorsens ringeagt for samtiden, bliver alligevel den, der til sidst møder en overraskende kærlighed i en ulærd hjemmefødning, mens Niels Thorsen har efterladt sig selv i en dødbringende, kærlighedsløs centrifuge.
Hvis MANDS HIMMERIG blev læst som en ond gammelmandsroman i 1927, læser jeg den i dag med åndenød som en gyser og et varsel.
Hvis vi ikke mander os op – for nu at blive i jargonen – går vi til grunde under polariseringens og selvretfærdighedens åg, længe før klodens opvarmning gør det af med os. Denne genudgivelse er som en meteor, der slår ned.
Pontoppidan har skænket os en beskæmmende gave til vores samtid.
- Puk Damsgård