Udkommer d. 6/5

Mands himmerig

Læseprøve

Ny lærredsindbundet udgave for første gang i moderne retskrivning - og med nyt forord af Puk Damsgård 

Mands himmerig er nobelprismodtageren Henrik Pontoppidans sidste roman. Lille i omfang men med stor fortællekunst skildrer romanen det politiske København i årene op til Første Verdenskrig og krigens første år.

Den idealistiske og nådesløse skribent, Niels Thorsen står til at overtage chefredaktørposten på partiavisen, Friheden, men må i sidste øjeblik se sig forbigået af den folkekære folketingsmand, Dr. Rømer. Opfyldt af harme fortsætter Niels Thorsen sin kompromisløse kamp mod den udbredte overfladiskhed og materialisme, der hersker i det politiske liv, og forsøger med sin skarpe pen at opildne folket til kampgejst og til at gå ind i krigen for Danmarks frihed.

Pontoppidan viser atter engang med et af sine ”tidsbilleder”, hvordan idealisme, der ikke er fulgt af selvindsigt og lydhørhed, fører til undergang. Niels Thorsens kamp for mands himmerig og forsagelsen af alt kvindeligt: ”Ingen kvinder i lejren!” må da blive hans endeligt.

Romanen blev udgivet første gang i 1927, og her knap 100 år efter kan læseren stadig med lige så stor begejstring lade sig underholde af Pontoppidans svirpende samfundskritiske pisk.

Mands himmerig udkommer for første gang i moderne retskrivning i en lærredsindbundet udgave med nyt forord af Puk Damsgård.

  • Antal sider228
  • FormatLærredsindbundet
  • ForfatterHenrik Pontoppidan
  • ISBN9788702433395
  • Udgave3
  • Udgivelsesdato06.05.2025
  • GenreSkønlitteratur
  • KontaktpersonVivi Vestergaard
  • E-mailVV@gyldendal.dk
  • Telefon3375 5612
  • PressefotosHenrik Pontoppidan

VEJL. PRIS

249,95 kr.

Køb eksempelvis bogen hos:

Bøger af samme forfatter

Forfatter

Henrik Pontoppidan

Henrik Pontoppidan (1857-1943) var dansk forfatter. Præstesønnen Pontoppidan valgte efter realeksamen ingeniørstudiet i bevidst opposition til faderen. Men umiddelbart før den afsluttende eksamen i 1879 opgav han den sikre karriere til fordel for det usikre liv som forfatter. Denne beslutning er kendetegnende for Pontoppidan, der gennem sit mere end tresårige forfatterskab aldrig slog sig til ro i én fast livsanskuelse.

Hans værk er båret af en utrættet kritisk granskning af mennesker, af det danske samfund, af kristendommen og først og sidst af hans eget væsen. Men selv om kritikken hos Pontoppidan retter sig mod faktiske sociale og politiske forhold, er dens kerne psykologisk: De bevidste og ubevidste motiver, som driver menneskers adfærd, og som ytrer sig i forskellige former: dobbeltmoral, kynisk manipulering af andre, selvbedrag og selvundertrykkelse. Under arbejdet med romanen DET FORJÆTTEDE LAND fra 1891 blev det Pontoppidan klart, at hvis man dykker ned i den menneskelige psyke, så møder man dér kulturen og samfundet. For i opdragelsen indpodes de bærende normer uudsletteligt i det enkelte individ. I centrum for denne ofte ødelæggende prægning står den strenge fader, som i hovedværket LYKKE-PER fra 1898, der beskriver den elementære menneskelige livslysts hæmning gennem den patriarkalske fader og den kristne, altødelæggende samvittighed — det store spøgelse.

Henrik Pontoppidan fik tildelt Nobelprisen i litteratur i 1917.

Bøger i samme genre