Læs artiklen

Kristian Ditlev Jensens historie om mødet med en pædofil blev første gang fortalt og udgivet som bog i 2002. Nu 15 år senere har han omskrevet den til et ungt publikum. Titlen er ændret til ”Jeg siger det”, men historien er den samme. Den er ikke blevet mindre brutal af at blive omskrevet.

Af Camilla Skov Lund

Kristian møder den voksne Gustav under en ferie i Frankrig. Gustav giver ham en form for opmærksomhed, han aldrig før har fået, og mødet bliver begyndelsen på et usædvanligt venskab mellem de to. Kristian besøger Gustav i København, hvor han oplever et spændende og helt anderledes liv, end det han er vant til. Men langsomt begynder Gustav at ændre sig, og venskabet tager en uventet og ubehagelig drejning.

Pædofili har været omtalt og debatteret en del de seneste år, og endelig er der også kommet fokus på det grusomme emne i litteraturen til unge. Tidligere på året udkom ligeledes i Gyldendals SPURT-serie Glenn Ringtveds fremragende roman ”Dyt Båt Coconut”, men det der gør ”Jeg siger det” uomgængelig er, at den er skrevet så hudløst ærligt af en, der selv har oplevet det.

Manipulation og fravær af voksne
Bogen har flere temaer. Først og fremmest Gustavs manipulation af Kristian, tillidsforholdet der efterhånden bliver grænseløst, personlige grænser der overskrides, men også omverdenens totale mangel på reaktion. Krænkeren har flere gange Kristian med på sit arbejde, og Kristians egne forældre giver tilladelse til at en 9-årig (!) tilbringer utallige weekender i København alene med en for dem fremmed mand. Hvordan kan det gå til at ingen stiller spørgsmål eller forholder sig undrende? Bogen er for unge, men også relevant for voksne, for det er fraværet af voksne – også hos dem der faktisk var til stede – der betyder at misbruget får lov at fortsætte i så mange år.

Barnet bliver til et jeg
Den lille ændring i titlen siger meget. Fra passivformen ”Det bliver sagt” til det aktive subjekt i ”Jeg siger det”. Jeg‘et, der faktisk lige fra begyndelsen mærker med hele sin krop, at der er noget galt med den måde, Gustav opfører sig på, men ikke er i stand til at genkende de personlige grænser, da ingen voksne har lært ham om vigtigheden af dem. Man skal opføre sig pænt og gøre, hvad de voksne siger. De voksne har altid ret!? Det tager Kristian 3 år at finde sit jeg og ”sige det”.

Kristian Ditlev Jensen har udtalt, at han har skrevet den bog, han selv manglede som krænket barn. En sådan bog fandtes ikke. Det gør den heldigvis nu, og måske kan den for nogle være den voksne, der aldrig var der for forfatteren. Bogen er velskrevet, nøgtern og hverken klynkende eller udpenslende. Den burde være obligatorisk læsning for alle, der omgås børn, ja egentlig for alle ordentlige mennesker – unge som gamle!