Uddrag: Det store danske sædeventyr

Hvordan blev Danmark "the Sperm Capital of the World"? Det undersøger Anne Mette Lundtofte i bogen DET STORE DANSKE SÆDEVENTYR, som du kan læse et uddrag af her.

Forfatter Anne Mette Lundtofte fortæller i bogen DET STORE DANSKE SÆDEVENTYR den hidtil ufortalte historie om, hvordan en kombination af iværksætterånd, liberal lovgivning og dansk tillidskultur gjorde Danmark til “Sperm Capital of the World”. Fra Ole Schous drøm om at bygge verdens største sædbank til en milliardindustri, der har tiltrukket fertilitetsturister fra hele kloden.

Og hvordan, lige bag facaden af milliardindustrien, gemmer sig flere alvorlige dilemmaer: "anonym" donation, identitetskriser og tragiske sygdomsforløb. Med udgangspunkt i menneskelige dramaer og dyb research afdækker bogen, hvordan et dansk erhvervseventyr blev til et etisk minefelt – og hvorfor konsekvenserne først for alvor viser sig nu.

Her kan du læse et uddrag fra bogens kapitel 8: 

»Den danske sæddonation bygger på et paradoks. Danmark opfatter sig selv som et af verdens mest åbne og frisindede samfund. Samtidig er landet blandt dem, der længst har fastholdt anonym sæddonation.

Paradokset går tilbage til begyndelsen. Både sæddonation og det moderne frisind vokser frem i 1930’erne, men de udfolder sig i hver sin sfære. På den ene side opstår sæddonation i den lægelige verden og udspringer af samme solidaritetstanke som bloddonation: at hjælpe et andet menneske frivilligt med noget fra sin egen krop. 

På den anden side bliver frisindet en del af kulturradikalismens opgør med traditionen og forestillingen om, at krop og seksualitet var noget at skamme sig over. Men sæddonation er ikke det samme som bloddonation.

Det indså Justitsministeriet allerede i 1948. Sæddonation rejste juridiske spørgsmål, som bloddonation aldrig gjorde: Hvordan skulle barnets rettigheder sikres? Hvordan undgik man, at det blev stemplet som „uægte“ i forhold til arv og familie? Og hvordan beskyttede man en sæddonor mod senere faderskabskrav? Ministeriet nedsatte en arbejdsgruppe, og arbejdet blev koordineret med de øvrige nordiske lande. I 1953 forelå et fælles lovudkast, som gav donorbarnet samme juridiske rettigheder som andre børn. 

LÆS OGSÅ: På jagt efter patient 0

Men hele konstruktionen hvilede på én afgørende forudsætning: at ingen ud over forældre og læge kendte den rigtige historie om barnets tilblivelse – heller ikke barnet selv. Hemmeligholdelse blev dermed fundamentet under hele konstruktionen. Den beskyttede donoren mod fader skabskrav, den beskyttede familien mod indblanding udefra, og den beskyttede den infertile mand i rollen som barnets far.

Ingen ud over forældre og læge kendte den rigtige historie om barnets tilblivelse – heller ikke barnet selv Citat fra bogen

De børn, som ikke var blevet til gennem sex, men gennem insemination med donorsæd. Her begynder paradokset at tage form. To forestillinger om barnets bedste:

Det naturligt undfangede barn skulle lære sandheden om sin tilblivelse: sex. Åbenhed skulle befri det fra skam. Donorbarnet skulle derimod beskyttes mod sandheden om sin tilblivelse. Tavshed og hemmeligholdelse skulle beskytte det mod skam og udstødelse fra familien.

Da Justitsministeriets lovudkast forelå i 1950’erne, valgte politikerne ikke at gribe ind. Området blev betragtet som for intimt til lovgivning. Ansvaret blev overladt til lægernes faglige skøn. 

LÆS OGSÅ: Det kan vi lære af den Kolde Krig

Der blev det liggende de næste årtier, indtil en ny teknologi ændrede hele debatten. Reagensglasbefrugtningen og den nye bioteknologi trak debatten om kunstig befrugtning ud af hospitalernes lukkede rum og ind i offentligheden. Reagensglasbørnene trak donorbørnene med sig. 

Og nu begyndte forestillingerne om barnets bedste at kollidere. Debatten begyndte i Sverige. I 1982 blev landet det første i Norden med et reagensglasbarn. Tre år senere blev Sverige det første land i verden til at vedtage en lov om kunstig befrugtning. En lov, der kom til at præge debatten langt uden for Sveriges grænser. 

En lov, der valgte side.«