Hele verden venter: Dansk professor vil løse gåden om coronavirus
Thea Kølsen Fischer bliver i 2020 udvalgt af WHO som én af 10 internationale eksperter, der skal deltage i missionen om at finde kilden til coronapandemiens udbrud. VIRUSDETEKTIVEN er den danske professors insiderberetning fra Huanan Wet Market, Wuhan Institute of Virology, kinesiske hospitaler og mødet med Patient 0. Læs et uddrag fra bogen herunder.
Af Thea Kølsen Fischer, professor i medicin – fortalt til Lars Hvidberg
Foto: Marcus Trappaud Bjørn
Uddrag fra bogen VIRUSDETEKTIVEN
GROUND ZERO?
Huanan Wet Market, Wuhan, søndag 31. januar 2021
Stemningen steg i bilen, efterhånden som vi nærmede os centrum af Wuhan og dermed det famøse Huanan Wet Market, officielt Huanan Seafood Wholesale Market.
Under frokosten havde stemningen været lidt mat, da de fleste, som jeg selv, havde frosset sig gennem besøget på Baishazhou og de store frysehaller og ikke fået det helt store udbytte af den flere timer lange gennemgang af diverse detaljer om et af Kinas største frostvare- markedsimperier.
Men nu skulle vi til et af de helt store højdepunkter på turen – håbede vi. Markedet blev tidligt forbundet med epidemien, fordi en stor del – op imod halvdelen – af de helt tidlige tilfælde i Wuhan havde forbindelse til markedet som enten handelsfolk med markedsboder eller som handlende.
Markedets centrale rolle blev derfor fremhævet i mange af de videnskabelige artikler, vi havde læst om de tidlige patienter i Wuhan.
Desuden havde tidligere epidemier også været sat i forbindelse med kinesiske wet markets – først og fremmest SARS i 2003, men også influenzaudbrud som H7N9 i 2013.
Dette for mange danskere ukendte fugleinfluenzavirus blev først kendt, da det i foråret 2013 forårsagede et mindre udbrud af svær lungebetændelse blandt indbyggere i Shanghai og Anhui i Kina, hvor omtrent hver tredje smittede døde.
Langt de fleste alvorlige tilfælde af influenza H7N9 havde tilknytning til markeder med salg af levende fjerkræ. Udbruddet kom i første omgang under kontrol ved en midlertidig lukning af disse markeder rundtom i Kina.
Da fjerkræet ikke selv bliver sygt af H7N9-infektion, er det vanskeligt at overvåge dette virus og op- fange ny smitte, før det er for sent, og de første smittede mennesker allerede er blevet alvorligt syge.
Smitten fra dyr til mennesker kan ske gennem forurenede fødevarer (som ved en infektion med campylobacter eller salmonella efter indtagelse af halvrå kylling eller rå æg), gennem såkaldte vektorer som myg (for eksempel den farlige Vestnilvirus, der hærger i flere lande omkring Middelhavet og forårsagede et større udbrud i New York i 1999, hvor mennesker flere steder i byen pludseligt blev alvor- ligt syge med betændelse i centralnervesystemet) eller flåter (der kan medføre betændelse i hjerne og nervesystem på grund af overførsel af borreliabakterier eller tick-borne encephalitis virus, TBE) eller ved direkte nærkontakt mellem mennesker og dyr, som det skete ved fugleinfluenza A H5N1 eller coronavirusinfektioner som SARS og MERS.
På et kinesisk wet market kommer man særdeles tæt på dyrene. Et wet market er et marked med friske madvarer (modsat et „tørt“ marked med tøj eller elektronik), og „vådt“ er det, fordi markedets gulve ofte er plasket til med smeltet is, der bruges til at afkøle de friske varer.
På de kinesiske og sydøstasiatiske wet markets forhandles ikke kun friske grøntsager, fisk og kød, der sælges, slagtes og pelses også levende dyr, endda også sjældne og eksotiske dyr.
De fleste, der har besøgt Kina og andre steder i Sydøstasien, kender den type markeder, hvor forskellige dyrearter – for eksempel hunde, aber, mink, bæltedyr eller slanger – kan være stablet tæt sammen i bure og til salg for højest bydende.
Vi havde alle set billeder af den slags markeder med bure fyldt til bristepunktet med eksotiske dyr. Mange af dem kunne være potentielle smittekilder.
Efter SARS forsøgte den kinesiske regering at slå ned på markederne og især den meget tætte omgang med dyr, som finder sted der, både levende og meget friskslagtede.
Men det er en grundlæggende del af kinesisk madkultur at tilberede måltider med helt friske fødevarer og at handle dagligvarer på markedet for at sikre de bedste ingredienser, som man så kan tilberede hjemme.
At forbyde handlen med levende dyr på markeder og dermed ændre en så grundlæggen- de adfærd svarer nogenlunde til, at den danske stat skulle forbyde frikadeller eller julefrokoster.
Det kan bare ikke rigtig lade sig gøre, og i praksis lever kulturen og traditionen videre. Vi havde fået udleveret detaljerede tegninger med kort over markedet, fremstillet af det kinesiske CDC til deres egne analyser under virusudbruddet.
Hver markedsbod var markeret med et tal samt en note om eventuel smitteforekomst blandt ejer eller ansatte.
De var inddelt i fire farvekoder afhængigt af den varetype, der blev handlet med: 1) fisk og skaldyr, 2) fjerkræ, 3) kød (okse/gris) og 4) kød fra såkaldt vilde dyr (det var angiveligt kød fra kaniner, får, geder og lignende og ikke eksotiske dyr). Det var et godt forberedt stykke arbejde.
Kort efter udbruddet blev erkendt, blev markedet spulet af og lukket ned. Det blev herefter gennemgået grundigt af de kinesiske sundhedsmyndigheder.
Efter et kort varsel til at tømme boderne blev indgangen blokeret. Det var nu et år siden. Vi ville derfor være blandt de første besøgende i meget lang tid.
Vi var nu helt tæt på detektivopgaven i vores besøg, for her var sporet koldt og skulle gøres varmt igen. Det ville være som at besøge et gerningssted længe efter forbrydelsen, når alle spor er både fjernet og analyseret. Som et ligsyn et år efter dødsfaldet.
Vi havde læst en del vidneberetninger i diverse medier, en lang række videnskabelige artikler, og vi havde gennemgået en større mængde data, men vi manglede stadig det vigtigste: gerningsvåbnet.
Hvordan – og hvornår – blev smitten overført fra dyr til mennesker?
Hvis den begyndte hos flagermus, var der så et mellemværtsdyr – eller måske flere – før smitten kom til mennesker? Og hvilken rolle spillede Huanan-markedet i den her sammenhæng?
Selvom mange af de tidligst kendte tilfælde havde forbindelse til markedet, var det ikke dem alle.
Det tydede jo på, at der kunne være en forbindelse et andet sted, et missing link, hvor smitten kom ind i Wuhan og kom samtidig til markedet og de andre steder, hvor der havde været smittespredning.
Det kunne også være en mulighed, at smitten havde været i Wuhan i et godt stykke tid, før den ramte Huanan-markedet.
Endelig kunne det selvfølgelig også være, at der havde været tidligere tilfælde med forbindelse til markedet, som havde sat de fleste smittekæder i gang, men at mange af de tidligste tilfælde havde været asymptomatiske eller var blevet opfattet som forkølelser eller influenza.
Det ville ikke være muligt at tage prøver så lang tid efter udbruddet, men det ville være nyttigt for os at se markedet, at fornemme de fysiske omgivelser og dermed forstå, i hvilken forstand og i hvilket omfang markedet kunne have været med til at øge smitten i området.
Og endda om smitten eventuelt kunne være opstået på selve markedet – kunne et menneske i Wuhan for første gang være kommet i kontakt med COVID-19 gennem et værtsdyr netop her, hvorefter hele den katastrofale kædereaktion begyndte?
Kunne det sandsynlige mellemværtsdyr, for eksempel et desmerdyr eller en slange, der havde været i nærkontakt med en flagermus, være blevet solgt netop på dette marked?
Det var ganske usandsynligt, at vi ville finde dette dyr eller resterne af det på markedet et år efter. Men måske kunne besøget gøre os klogere eller bringe os et skridt tættere på den rygende pistol.
Der var en timelang køretur fra hotellet til markedet, først ad motorvejen og derefter over Yangtze-floden og ind gennem Wuhans brede gader omkranset af de enorme, ensformige betonboligkarréer, før vi kom ind til den lidt mere tætbebyggede del af byen.
Da vi nåede frem, var der – ligesom dagen før og ved morgenens besøg på frysecentralen – fuldstændigt proppet med både kinesiske og internationale journalister: fotojournalister, filmkameraer, folk i gule veste, mikrofoner.
Det var som til premieren på en Hollywood- film med en afskærmning af blåt bølgeblik som erstatning for den røde løber. Blitzkaskaden og mængden af journalister, der pludselig satte i løb efter bilerne, var overvældende.
Det var egentlig ikke meningen, at nogen skulle vide, hvor vi skulle hen. Men det vidste de altså alligevel.
Markedet selv var afspærret fra resten af byen med et massivt hegn af plastik og bølgeblik. En port i afspærringen blev åbnet for os, og mens kortegen kørte ind, forsvandt støjen og den hektiske stemning fra journalisterne.
Nu var her næsten mennesketomt, og de tomme markedsboder gled forbi bilruden én efter én, mens bilerne bumlede ned ad en bred, brostensbelagt plads, indtil de gjorde holdt, og vi kunne stå ud.
Vi kravlede ud af bilerne og mødte vores lokale værter sammen med markedschefen og en repræsentant fra de kinesiske myndigheder, som havde været med til at teste miljøprøver fra markedet under udbruddet.
Her kom den første overraskelse.
Jeg havde forestillet mig, at markedet var uden tag, sådan som mange af de markeder, jeg kendte fra andre steder i Asien.
Men den del af markedet, vi besøgte – den vestlige del – var helt overdækket, og under taget kunne resterne af et gammelt ventilationssystem ses.
Der hang store og mange steder synligt defekte ventilationsskakter af metal ned fra loftet.
Det var ikke, hvad vi havde ventet, og det var med vores viden om SARS-CoV-2 oplagt, at taget og væggene her udgjorde en øget risiko for smitte, for der ville i sagens natur være mindre luftcirkulation end under åben himmel, og små dråbepartikler og dråbeskyer med virus ville kunne hænge længere i luften og sprede sig nemmere.
Det ville utvivlsomt øge smittefaren for de mennesker (og dyr), der befandt sig på markedet på en travl dag i forhold til på et udendørs marked, som var det, vi havde forestillet os.
Nu stod vi foran indgangen til markedets hovedstrøg og så ned ad den brede gade på de tomme boder og faldefærdige mure; et marked, som havde ligget mennesketomt hen i et år, siden det blev lukket.
Markedschefen, altså den lokale direktør, var en høj, bredskuldret og hvidhåret mand, og han holdt en kort velkomsttale på flydende engelsk.
Han fortalte, at Huanan Wet Market var et stort lokalt marked, som blev brugt af mange mennesker hver dag.
Det var ikke et luksusmarked – som Torvehallerne i København – men et marked for almindelige mennesker.
Det lignede det også, noget helt almindeligt altså; der var ikke noget romantisk eller eksotisk ved det. Faktisk virkede det temmelig slidt.
Markedschefen tilføjede, at mens der blev forhandlet god mad til de mange mennesker, så blev der aldrig forhandlet levende dyr. Aldrig. Og slet ikke vilde dyr.
De eneste dyr havde været kød fra gris, okse og fjerkræ samt frostvarer, fisk, skaldyr og den slags. De havde forhandlet mange frugter og grønsager. Men ingen levende dyr havde opholdt sig på markedet.
Det lød lidt mærkeligt, for vi havde tidligere set billeder, angiveligt fra netop dette marked, der viste, at der blev solgt både øgler, slanger, mink og ildere. Ifølge en canadisk rapport, vi havde læst, blev der forhandlet alverdens dyr her.
Det var altså overhovedet ikke rigtigt ifølge markedschefen. Han guidede os med faste skridt ind i det mørke, tomme marked, og vi gik ned ad en slags hovedgade med markedsboderne på hver side.
Halvvejs nede ad hovedgaden blev vi ramt af en meget kraftig og indestængt lugt af dyr. Hvis man har været på en gård og besøgt kostalden, hestefolden eller grisestien, så kan man genkalde sig lugten, den meget stærke, mættede lugt af møg, af hø, af dyrekrop, af pels.
„Her lugter af stald,“ sagde jeg lavmælt til den irske chef for GOARN, som ofte krydrede dagene med en skøn form for humor. Han skuffede mig ikke og bemærkede tørt:
„Den sidste gang, jeg lugtede noget lignende, var på min onkel Toms farm.“
Ingen vilde dyr, slet ikke. Højst lidt rejer. Men jeg har aldrig smagt rejer, der lugtede som stald.
Jeg tror, at jeg kan sige med sikkerhed, at lugten slog os alle sammen voldsomt.
Og naturligvis kunne man godt forestille sig, at den kunne stamme fra vildkatte, der var flyttet ind på markedet, mens det var lukket.
Det kan ikke udelukkes, men det virkede ret usandsynligt. Vi så da heller ingen spor af vildkatte. Vi var relativt frie til selv at undersøge markedet, og i løbet af de første fem minutter delte vores store gruppe sig op, og vi bevægede os i mange forskellige retninger samtidig for at inspicere de boder, vi vidste havde været involveret i udbruddet.
De fleste havde kameraer fremme, og det hang lidt i luften imellem os, at alt her kunne være vigtigt at dokumentere.
Der var mørkt og indelukket, og det var endnu mere tydeligt nu, som vi allerede havde fornemmet udefra, at hele markedet var overdækket, hvilket altså ikke var fremgået af tegningerne.
Markedet var faldefærdigt. Der var huller i væggene, udsugningen virkede ikke og havde ikke gjort det længe.
Der var skåret huller i udsugningens metalrør flere steder, efter at man tilbage i december 2019 og januar 2020 havde taget prøver for at se, om der var dyr, der holdt til i skakterne – for eksempel flagermus – og man havde podet indersiden af skakterne flere steder for SARS-CoV-2 uden at finde noget.
Langs gaderne på markedet løb lange betonrør delvist dækket af faldefærdige riste, plettet med hvidt pulver fra desinfektionsmiddel.
Betonrørene må have fungeret som et åbent afløb, hvor slagteriaffald og blod og anden væske har kunnet spules lige ud gennem åbne render.
Et indelukket sted, udsugning, der ikke virker – og åbne kloakker. Hvis der havde været slagtet levende dyr her, krævede det ikke megen fantasi at se smitten sprede sig med lynets hast.
***
Markedet var en klar smitteforstærker – ligesom ethvert andet sted med rigtig mange mennesker under ét tag i omgivelser med ringe udluftning ville være det.
Det virkede på den måde som nogle af de andre superspreder-begivenheder, man havde hørt om, for eksempel konferencer eller bryllupper i USA, hvor mange mennesker er samlet indendørs i lang tid, og smitten får frit spil.
Vi kunne ikke konkludere, at det var her, udbruddet var begyndt.
Tværtimod var der data, der pegede på, at udbruddet var begyndt nogenlunde samtidig på markedet og i det omgivende samfund.
Det var imidlertid helt sikkert, at markedet kunne fungere som en kraftig smitteforstærker. Forholdene på markedet havde medvirket til, at smitten fik endnu mere fart i Wuhan.
Mens vi gik omkring på markedet, havde vi fornemmelsen af at være tæt på noget historisk på et sted, hvor udbruddet måske for alvor var begyndt, eller hvor den eksponentielle vækst i smitten for alvor havde taget fart.