Læs artiklen

Da min søn valgte bogen

Da min søn valgte bogen

”Jeg blev så jublende glad indeni, da jeg så ham fordybet i bogens univers”. Sådan fortæller Trine Staberg Petersen om den første gang hendes 9-årige søn helt uopfordret valgte at læse en bog selv. ”Jeg har været spændt på, om Alfred selv ville tilvælge læsning. Om han ville opdage alt det fantastiske, den fysiske bog bringer med sig; fokus, nærvær, koncentration, ro og tålmodighed”. 

I spændingsfeltet mellem det digitale og analog
Trine er selvstændig influencer som @Trinesblend på Instagram og indehaver af bloggen med samme navn. Dette job er et resultat af en massiv digitalisering, af skærme og deling på sociale medier. Alligevel – eller måske netop derfor – har Trine en stærk bevidsthed om fordelene ved de analoge medier, bogen i særdeleshed.

Jeg har altid selv læst meget, og jeg gør det stadigvæk. Jeg er desuden vokset op med en far, der var ægte trykker – og min lillebror fik senere samme uddannelse – så det trykte ord har altid stået stærkt i min familie”, fortæller Trine. ”Derfor er det virkelig også ironisk, at jeg nu bl.a. lever af ord, der læses på skærme, og som aldrig som sådan bliver trykt”, siger Trine med et smil. Fordi Trine altid selv har elsket at læse, har bøger været en vigtig del af opdragelsen af hendes egne tre børn. ”Jeg læser rigtig meget højt for dem, og jeg har ladet dem se, at jeg selv læser.” 

Da min søn valgte bogen!
Glæden var derfor enorm, da Alfred to uger før sin 9-års fødselsdag helt uopfordret skabte sin egen ”læse-rede” i et hjørne af sofaen. Med sin nye bog WIMPY KID – IKKE EN DAGBOG skabte han en offline-oase, hvor han forsvandt ind i en anden verden, og hvor han hverken hørte sine forældre eller to yngre søskende.

Alfred har været meget optaget af sin mors højtlæsning af HARRY POTTER-bøgerne, men dette var altså første gang, at selvlæsningen greb ham. ”Han slugte simpelthen bogen, og jeg kan virkelig anbefale WIMPY KID til forældre, som ønsker, at deres børn selvlæser”, fortæller Trine. WIMPY KID-bøgerne kan normalvis læses fra 3. klasse, men Alfred er dygtig rent læseteknisk og kunne altså læse WIMPY KID allerede nu.

[Foto: @trinesblend]

Ultra-pinlig og temmelig sjov dagbog
WIMPY KID hitter verden over, er solgt i over 200 millioner eksemplarer og er gået rent ind hos både drenge og piger. Men hvad – eller hvem – er WIMPY KID, og hvorfor er børnene vilde med bøgerne? WIMPY KID – på dansk bedst oversat til Skvattet Barn – har den 12-årige Greg Heffley som hovedperson. Ja, Greg er faktisk det såkaldte skvattede barn, og han fortæller selv sin historie i dagbogsform. Greg er både sjov, fræk, strid, uheldig og har ét udtalt ønske: At forbedre sin sociale position i skolen.

Historierne fra Gregs hverdag er fulde af jokes og ikke mindst pinlige situationer. Børnene synes, det er både tåkrummende og vildt sjovt at læse. Udover pinligheder og jokes omhandler WIMPY KID-bøgerne tematikker, som et hvert skolebarn kan genkende: At passe ind, popularitet, mobning, krav fra både skole og hjem, loyalitet og venskab.

Da Alfred i skolen skulle lave en præsentation af et selvvalgt emne, valgte han WIMPY KID, og han gik meget op i at forberede sig grundigt. [Foto: @trinesblend]

Genren er den største succes
Udover humoren, så er opskriften på WIMPY KID’s succes, kombinationen af tegneserie og tekst. Manden bag WIMPY KID, amerikaneren Jeff Kinney, er nemlig ikke kun forfatter, men også tegner. Hans tegninger i WIMPY KID og valget af typografi tilfører bøgerne et håndskrevet, analogt udtryk, og bøgerne er troværdige i den forstand, at de faktisk ligner en 12-årigs dagbog. Indtil videre er der udkommet 13 bøger om WIMPY KID. Trine fortæller, at Alfred straks skrev de 12 øvrige bøger på sin ønskeseddel. ”På ønskesedlen stod også: En tur på biblioteket. Det elsker jeg”, griner Trine.

Værdibaserede valg
Det er utrolig let af lade sig rive med af den digitale verden. Der er god underholdning, inspiration og masser af fristelser, og vores onlineliv bringer meget godt med sig. Det er på ingen måde opfindelsen af sociale medier, iPhones og apps, der er problemet, men alt det analoge vi ubevidst kommer til at ignorere.

Vi bliver nødt til aktivt at træffe nogle værdibaserede valg”, understreger Trine, ”og et af mine har altid været at læse bøger. Ikke digitalt, men ægte bøger af papir.” Der er altid mindst én bog på Trines natbord. Og nu er der også en hel stak på Alfreds. Udover at få en iPhone i fødselsdagsgave, fik han nemlig også de tre næste WIMPY KID-bøger. ”Vi må forsøge at give vores børn det bedste fra begge verdener. Både den digitale og den analog”, afslutter Trine.