Christian Jungersen: ”Jeg bliver ét med det, jeg skriver”
Siden sin debut har bestseller-forfatteren søgt ind i de miljøer, han skriver om, for at komme under huden på sine karakterer. Under arbejdet med romanen DU KAN ALT har han gjort det igen, og det har været noget af det hårdeste, han har oplevet som forfatter.
Af Anne-Sophie Uldall Petersen
”Jeg er meget inspireret af mennesker, som har en række livsfaser efter hinanden, der hver især kunne blive til en roman. Mennesker, der har levet et langt liv, har fire børn og har været regnskabschefer i et eller andet firma, men så tager til Malta og tænker: ”Nu vil jeg starte en tapasrestaurant.” Livet kan rumme så meget, og det er ekstremt livsbekræftende – især for folk, der er fanget i deres liv eller virkelig er på røven. Det er muligt at flygte til et andet land og starte på en frisk. Det er opmuntrende,” siger Christian Jungersen.
I DU KAN ALT flytter hovedpersonen Pers søn hjemmefra, og hans kone vil skilles efter 22 års ægteskab. Per siger sit job op for at blive selvstændig. Han vil udnytte sin nye frihed, han vil opbygge en virksomhed inden for terapi og coaching, og han vil vise sine medmennesker en ny måde at leve på. Per vil det hele, han vil sige ja til livet.
”Jeg ville gerne rykke ved vores idé om, hvordan man finder hen til lykken, og så ville jeg gerne fortælle en iværksætterhistorie om en selvstændigt erhvervsdrivende, som bygger en virksomhed op. Det var udgangspunktet. Den har taget lang tid at skrive, fordi det tager flere år at bygge karaktererne og universet op. Jo mere jeg kan komme i dybden med dem og give dem kompleksitet, jo bedre. Det er først, når jeg har arbejdet med min tekst i nogle år, at jeg selv kan holde ud at læse den.”
Livet kan rumme så meget, og det er ekstremt livsbekræftende – især for folk, der er fanget i deres liv eller virkelig er på røven. Det er muligt at flygte til et andet land og starte på en frisk. Det er opmuntrende.
Romanen tager læseren med på et luksuriøst balinesisk resort, en bar på taget af et femstjernet hotel i Rio de Janeiro, en udslusningspension for ungdomskriminelle, en rockerborg i Krummerup og et fængsel i Iran for politiske modstandere. Sidstnævnte har været ”ganske enkelt forfærdeligt” at sætte sig ind i, siger Christian Jungersen.”Det har været noget af det hårdeste, jeg overhovedet har oplevet som forfatter. Når jeg skriver, bliver jeg nødt til at blive ét med de mennesker, jeg skriver om. Jeg opsøger nye miljøer og bliver en del af dem. De sidste tre år har jeg tilbragt meget tid med torturoverlevere fra Iran. Det har været meget nedbrydende at leve sig ind i at overleve tortur og ikke kunne komme videre. Jeg har lavet mange ting med torturoverlevere. Jeg har spist med dem, gået tur med dem, set film med dem, hængt ud og hygget. Langsomt er jeg begyndt at glide ind i deres univers, så jeg kunne skrive om det.”
Det har altid været Christian Jungersens arbejdsmetode at bruge årevis på at komme under huden på sine karakterer og de miljøer, de færdes i. Da han skrev sin debutroman KRAT (1999), troede han, at han skulle bruge et år ved tasterne, men skriveprocessen endte med at tage fire gange så lang tid, fordi han ville gøre historien så levende og detaljerig som muligt.
”Hovedpersonen i KRAT er 82 år gammel, og jeg var selv 30, da jeg begyndte at skrive bogen. Så jeg ringede simpelthen til hjemmeplejen i Gentofte Kommune og spurgte, om de ikke kendte nogle mænd i 80’erne, der var fulde af gode historier. Og så var jeg ude og tale med de her mænd, der kunne fortælle mig, hvor den bedste bager i Hellerup lå i 1923, og hvor man mødtes for at hænge ud med sine venner som teenager. Det gjorde bogen så meget bedre.”
Nogle gange føler jeg mig som en gammel blues-guitarist, der har spillet så meget, at han næsten er vokset sammen med sin guitar.
Siden KRAT har Christian Jungersen undersøgt mobning på arbejdspladsen i UNDTAGELSEN og en personlighedsforandrende hjernesvulst i DU FORSVINDER. Og nu undersøger han altså vores sædvanlige idé om, hvad livet og lykken er, i DU KAN ALT.”Jeg ville ikke kunne skrive denne roman tidligere i mit liv. I mere end 30 år har jeg skrevet i timevis hver dag. Nogle gange føler jeg mig som en gammel blues-guitarist, der har spillet så meget, at han næsten er vokset sammen med sin guitar. Sådan føles det også for mig at skrive. Jeg bliver ét med det, jeg skriver.”