En brandtale for fred
Er der nogen mulighed for, at menneskeheden kan forandre sig, før det er for sent? Sådan spørger Astrid Lindgren i bogen ALDRIG VOLD! Læs en del af Suzanne Brøggers svar her.
Af Redaktionen / 28-10-2026
ALDRIG VOLD! er Lindgrens berømte takketale afholdt i anledning af hendes modtagelse af De tyske boghandleres fredspris i 1978. Nu udgives den med efterord af Suzanne Brøgger, som kendte og brevvekslede med Astrid Lindgren. Følgende er et uddrag fra efterordet:
»Gud hjælpe vor arme af vanvid ramte planet«
Krigsdagbøger 1939-1945
Kære Astrid Lindgren,
Der findes et billede af os på Louisiana med udsigt til Sverige. Vi står udenfor i regnen, hvor jeg holder min sorte kappe beskyttende over dig. For du har altid været min skytsånd – og en sådan må man passe på.
Jeg husker min fyrreårs fødselsdag i Stockholm, som blev holdt privat hos din ven komikeren og digteren Tage Danielsson, kendt for den satiriske dystopi Äppelkriget, der vil beskytte naturen mod en tysk kooperations udplyndring. Dengang, i 70’erne, var filmen næsten ubegribelig. Men i dag må vi sande, at havet omkring Danmark er truet af overgødet jord, der dyrkes – ikke kun af bønder, men undertiden af landbrugsfonde, der finansieres af udenlandske investorer.
Han forærede mig sin bog: Tage Danielssons Paket, for børn over 18 år, som han dedikerede til mig som en lille “værdi-pakke”. Og det skal jeg lige love for! Bogen er nemlig også en salmebog med morsomme prædikener à la “Ældre revolutionæres søndag”. Der er en søndagstekst for alle – også for de flittigste indvandrere, der burde leve op til deres dårlige rygte og være mere dovne.
Du var min “bordherre”, og jeg havde netop sendt dig JA, som du kaldte “vidunderlig”, da du takkede med den Stora Emilboken, en “ringe barnagtighed”, som du beskedent kaldte din klassiker. Jeg husker, du den aften sagde, at jeg var en mærkværdig kvinde! Og dét sagde du, Pippis mor!
Ja, for Pippi Langstrømpe havde altid været mit modige forbillede, som blev til, samme år som jeg blev født, 1944. Det var under krigen, som du var led og ked af, mens du morede dig med at skrive Pippi Langstrømpe. Du gav din ængstelige datter manus i fødselsdagsgave om dette Übermensch, hvor du lader lille Pippi overmande store Adolf i en cirkusforestilling. Du var godt klar over, at du ville få manuskriptet i hovedet igen, hvis du sendte det til en forlægger, som sandt var, men Pippi var ikke bange for at bruge sine hestekræfter i kampen mod overmagten.
LÆS OGSÅ: Astrid Lindgren om Pippi Langstrømpe
Koloniernes befrielse var et emne, vi havde på International School of Bangkok, hvor jeg gik. Jeg var selv meget stolt, da jeg som barn på FN-dagen den 24. oktober 1960 befriede den afrikanske stat Chad fra kolonimagten. Senere, i 1970, besøgte jeg palæstinenserne i Jordan. Det var flygtningenes børn fra 1948, som havde lidt en kummerlig skæbne i flygtningelejrene, og som efter israelernes lynkrig i 1967 trænede til at blive guerilla soldater. Jeg så børn med maskingeværer. Kampen var tabt på forhånd.
Aldrig Vold!udkommer i serien ATLAS & Gyldendals Småskrifter, som er evigtgyldige tanker i lommeformat - litterære essays, politiske brandtaler og uddrag af værker, der gennem tiden har været skelsættende for, hvordan vi har indrettet vores samfund, og for de måder hvorpå vi tænker om os selv som mennesker.
Måske skulle de have fulgt Gandhi med hans begreb ahimsa, passiv modstand? Gandhi har sagt, at den dag kærlighedens magt vil overtrumfe kærligheden til magt, vil der være fred i verden, hvilket minder om den sydafrikanske biskop Desmond Tutus mantra abuntu, der simpelthen betyder, at vi som mennesker er uhjælpeligt forbundne og derfor gør klogest i at behandle hinanden respektfuldt.
Jeg lærte det faktisk på den første eksperimentalskole i Danmark, Bernadotteskolen, hvor netop vold var udelukket. Her lærte man fortrinsvist respekt for hinanden uanset etnisk herkomst. Grundlæggeren C.C.
Kragh-Müller, der tidligere havde arbejdet på en opdragelsesanstalt for drenge, fortalte, at man dengang som voksen ikke kunne løfte armen, uden at drengene straks dukkede nakken i forventningen om tæv. Både skolegang og opdragelse i almindelighed var dengang forbundet med vold som det naturligste.
I dag er det omvendt: I dag er det lærerne, der dukker nakken. Børn er blevet forældrenes prestigeprojekter og får meget lidt reel opmærksomhed.
Jeg husker fra min ungdom begrebet “Børnemagt”, for et halvt hundrede år siden. Børn, der var løbet hjemmefra, fra vold og falsk autoritet. Måske fandt de et hjemsted på Christiania. Men jeg ved også, at de fik lov til at gemme sig bag alteret i Hellig Kors Kirke på Nørrebro, når politiet var efter dem. Men politiet og forældrene tabte kampen, og børnene vandt – nu med de sociale mediers algoritmer, som ingen kan konkurrere med, heller ikke pædagogerne. Man taler nu om at indføre den finske model med universitetsuddannede skolelærere, der kan sætte sig selv i respekt ved at vide mere – og på en mere interessant måde – end mobning på en iPhone. Men hvorfor mobning? Fordi vi lever i en verden, hvor de voksne går sindssygt meget op i vold, ifølge en mobbeekspert. Sådanne findes! På de sociale medier er der efter sigende mere manipulerende fjendtlighed end fællesskab. For det er aggressionerne, der giver clicks. Er det de børn, der skal bestemme over krig og fred i fremtiden? Mentalt skadede børn?
På de sociale medier er der efter sigende mere manipulerende fjendtlighed end fællesskab. For det er aggressionerne, der giver clicks.
Ja, for sådan forholder det sig åbenbart ifølge The Anxious Generation af Jonathan Haidt, som handler om, hvordan de sociale medier ødelægger børns hjerner, fordi de bliver afhængige af det dopamin-tilskud, som iPhonen giver. “Social Media goes to Court” lød referatet af en retssag i Los Angeles, hvor en gruppe forældre vandt en sag mod Facebook/Meta, som blev an klaget for at operere med afhængighedsskabende algoritmer, der er ødelæggende for børns mentale helbred, specielt for piger, der i visse tilfælde har begået selvmord af depression og angst over ikke at kunne leve op til algoritmernes skønhedsidealer. Er det de børn, der skal sikre os en fremtid med fred i verden?
LÆS OGSÅ: Portræt af Suzanne Brøgger
Du selv, hvis man skal tro dig ret, og det skal man, har haft en vidunderlig barndom i en sjælden blanding af tryghed og frihed, strenghed og leg. Man forstår, hvor meget det betyder for et barn at vide, at forældrene er glade for hinanden. Det betyder alt.
Du citerer Goethe for, at man i virkeligheden kun kan lære noget af nogen, man elsker. Det var netop også Sokrates’ tilgang i Symposiet, hvor kærlighed og læring smelter sammen i Eros.
“Uden Dem, uden den kærlige hånd, som De rakte ud til den lille fattige dreng, jeg var, uden Deres eksempel ville intet af dette være sket,” skrev Albert Camus i et brev til sin lærer fra kommuneskolen i Algier, da han fik Nobelprisen i 1957.
Du siger, at virkelig fred på jorden sikkert aldrig har eksisteret. Og sandt nok bliver det forhistoriske menneske altid portrætteret med en kølle hævet til hug. Men det er nok en moderne projektion. I realiteten må stenalderens mennesker instinktivt have vidst, at de kun havde én eneste opgave, hvis livet på jorden skulle fortsætte: at give generne videre.
Vi tilhører en art, som efter alt at dømme har overlevet istiden ved at være udpræget sociale, samarbejdsvillige og lighedssøgende individer, selv i farlige tider med sult. Måske har man enkeltvis været villig til at udøve vold, når nogen stræbte overdrevent efter status eller dominans. Men det er overordnet set ønsket om lighed, der har gjort os menneskelige – omend modsætningen, det umenneskelige, stadig stikker dybt i vores natur.«