Astrid Lindgren om Pippi: "Jeg syntes selv, at bogen var temmelig forfærdelig."
I år fylder fantastiske Pippi Langstrømpe 80 år! I 1970, da Pippi fyldte 25 år, holdt Astrid Lindgren en tale om, hvordan Pippi egentlig blev til. Her kan du læse talen, som er oversat af Kina Bodenhoff.
– Nu vil jeg fortælle lidt om en pige, som har fødselsdag, hun fylder 25 år. Er der nogen af jer, der kan gætte, hvad hun hedder? Pippi Langstrømpe. Ja, og det passer, at hun fylder 25.
De børn, som er til stede her, synes måske ikke, at det er spor sjovt, at hun er så gammel, men så kan I måske huske, at Pippi og Tommy og Annika har spist krummelurpiller, så de aldrig kan blive store.
Så derfor bliver Pippi ved med at være ni år hele sit liv, selv om hun altså fylder 25. Det er 25 år siden, at hun første gang blev til en bog, som lå på boghandlerdiskene og skræmte livet af alle mulige mennesker, men i virkeligheden er hun lidt ældre.
LÆS OGSÅ: Download pynt og lege til din egen Pippi-fest
I virkeligheden blev hun født i 1941, og hvordan det gik til, har jeg fortalt om så mange gange, at det snart hænger mig ud af halsen, men der findes måske stadig et enkelt levende menneske, som har undgået at høre det, og derfor bliver I tvunget til at høre det en gang til.
Det var altså min datter Karin, som lå i sengen med lungebetændelse. Hun var syv år dengang, nu har hun allerede fire børn selv, som plager om eventyr. Men Karin plagede mig hver eneste aften. Fortæl noget. Og så sagde jeg en aften: Hvad skal jeg fortælle? Fortæl om Pippi Langstrømpe, sagde hun, hun fandt på navnet lige i det øjeblik, sådan som børn gør en gang imellem.
Jeg spurgte ikke, hvem Pippi var, jeg begyndte at fortælle, og fordi det var et skørt navn, så blev det også en skør pige, og det gik hurtigt op for mig, at der var noget særligt ved Pippi, for Karin og alle hendes kammerater, som jeg fortalte for, ville fra den dag aldrig høre om andet end Pippi Langstrømpe.
Så gik der et par år – det var i 1944 – en dag i marts, hvor det havde sneet, da gled jeg på isen under sneen og forstuvede min fod ret slemt og måtte ligge i sengen et stykke tid. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle få tiden til at gå, så jeg begyndte at skrive historierne om Pippi ned, jeg tænkte, at jeg ville give dem til min datter, når hun fyldte ti år. Det gjorde jeg også, men samtidig tænkte jeg, at når jeg nu havde en kopi, så kunne jeg jo sende den til et forlag og se, hvad de sagde.
LÆS OGSÅ: Astrid Lindgrens univers
Jeg troede ikke et sekund, at de ville antage manuskriptet. Jeg syntes selv, at bogen var temmelig forfærdelig, og jeg kan huske, at jeg sluttede mit brev til forlaget sådan her: "I håb om at De ikke alarmerer børneværnet." Det forlag ville ganske rigtigt ikke have bogen. De sagde, at den var original og humoristisk, men de havde allerede så mange bøger på programmet.
Næste år sendte jeg manuskriptet til et andet forlag, Rabén & Sjôgren, som afholdt en børnebogskonkurrence, og hvad siger I så! Pippi vandt førstepræmien. Og derefter var det, som om en snebold var begyndt at rulle i mit liv.
Der var mange mennesker, der slet ikke brød sig om Pippi. Der var en, som skrev, at Pippi var noget ubehageligt, som kradsede i sjælen, og han skrev også, at intet normalt barn nogensinde ville spise en hel lagkage til et kaffeslabberas.
Det var jo en letsindig udtalelse, synes, jeg, for den var jo ret let at svare igen på. Man kunne jo bare svare, hvem har sagt, at Pippi er et normalt barn?
Jeg spurgte ikke, hvem Pippi var, jeg begyndte at fortælle, og fordi det var et skørt navn, så blev det også en skør pige.
Men mange kunne godt lide Pippi, især børnene, og det var jo dem, jeg skrev for, og lige siden er fortsat med at skrive for. Da jeg havde fået den pris for Pippi, var jeg selvfølgelig vældig glad, og jeg sagde til min datter Karin, at nu skulle jeg jo egentlig dele prisen med hende. Men så sagde Karin: Vær venlig at holde mig uden for det der pjat, så er du sød!
Der var mange anmeldere, som skrev, at Pippi var en vældig morsom bog, og en aften sagde jeg til mig selv: Nu skal vi se, hvordan det forholder sig med den sag.
Jeg satte mig til at læse Pippi Langstrømpe. Min mand sad inde ved siden af, og pludselig sagde han: Du ler jo ikke. Nej, sagde jeg, det gør jeg v i r k e l i g ikke. Nej, for du har ingen humor, sagde han så. Nej, det havde jeg vel ikke, for jeg syntes, bogen var rigtig dum. Men ualmindelig slidstærk har den vist sig at være.
LÆS OGSÅ: Thit og Sulaima lærer børn at prøve de skøre ideer af
Det forlag, som Pippi udkom på, var ret nyt, og I ved, hvor svært det er at starte en forlag og få det til at løbe rundt. Forlaget var ganske enkelt ved at gå rabundus, og der var en boghandler fra Norrköping, som købte hele skidtet billigt, for han havde tænkt sig at sælge hele lageret og nedlægge forlaget. Men i mellemtiden udkom Pippi altså og blev faktisk en succes. Så boghandleren begyndte at overveje, om det ikke kunne være ret sjovt at fortsætte med forlaget alligevel.
Pippi satte noget i gang, og nu 25 år senere, er Rabén & Sjögrens forlag et af de største forlag i Sverige. Præcis det samme er også sket i Tyskland. En vinterdag i 1949 kom der en lille luvslidt tysk forlægger ind på mit kontor. Han var på forretningsrejse i Stockholm, og han havde hørt om Pippi, og nu spurgte han, om han måtte udgive bogen i Tyskland. Jeg var helt uerfaren på det område, så jeg sagde bare ja uden videre. Han havde også et helt nystartet forlag, som var ved at gå konkurs. Men med Pippi vendte det også der, og i dag er det forlag det førende børnebogsforlag i hele Tyskland.
Ja, her står jeg og praler af Pippi, men det er ikke min mening at prale.
Ja, her står jeg og praler af Pippi, men det er ikke min mening at prale. Jeg synes bare, det er mærkværdigt, at sådan en flyvsk tanke, som får en lille pige til at sige: Fortæl om Pippi Langstrømpe, kan få så omfattende betydning.
Min datter havde i det hele taget mange ideer, dengang hun lå syg. Jeg tror, det ligesom kogte i hjernen på hende. Hun skrev små skøre sedler, som hun lagde til mig. Jeg kan kun huske en af dem, og på den stod der: Hvad hedder De, frøken Persson, spurgte manden sin hustru. Meget godt, om jeg må spørge, svarede hun. Han var tilfreds med svaret.
Med sådan et barn i huset kunne der jo ikke komme andet end Pippi ud af det.
– Astrid Lindgren, 1970
Kilde: Astrid Lindgrens Arkiv, Kungliga Biblioteket i Stockholm. Teksten er mærket ”Bokens dag i Klagstorp hösten 1970”