Hvedekorn-redaktør Lars Bukdahl præsenterer det nye nummer:
Der er utroligt bugnende meget god poesi i det nye nummer af Hvedekorn, fordi det er et dobbeltnummer, 1-2, 2026, fordi hvad er 2 x fantastisk? Ffaannttaassttiisskk!
Det mest sensationelt ffaannttaassttiisskkee i det nye nummer er en sides penge, hvis poetiske værdi er mindst en fantasilion, betitlet bare “Skitser/noter” og signeret Line Knutzon, den mest perlende morsomme og morsomt perlende, fucking visdom i et helt nyt gear i det kostelige forfatterskab – eksempel:
"VEDR. AT VÅGNE OM MORGENEN
M. Koefoed skrev hastigt på et stykke papir med store bogstaver.
1. VÅGN
2. VÅGN DEREFTER IND I DET VÅGNE
3. TJEK DEREFTER OM DU ER VÅGEN I DET VÅGNE
a) Hvis du ikke er vågen i det vågne så start forfra
b) I fald du ER vågen i det vågne, så gå til punkt 4
4. VÅGN NU HELT OP “
Poesien er ikke nødvendigvis woke, men den er altid lysvågen, når den ikke er lyssovende og lysdrømmende.
Yderst velkomment tilbage i bladet er Katrine Marie Guldager, som debuterede tilbage i 1992, og Slagger Lund, der som F.S. Lund debuterede i 2002 og huserede jævnligt i bladet, inden han sprang ud som ørehængende trubadur. Og Ingrid Nymo, som debuterede i 2011 og først nu omsider har udgivet sin debutsamling. Hvedekorn ved altid bedst først, hvad poesi angår.
Og selvfølgelig medvirker også en talentglimtende flok af debutanter, blandt andre Sofus Beldam med blandt andet denne perfekt svævende tekst:
“Du står ude i græsset i bare tæer og kigger på en skyformation./ Vi do vejr vennøh? spørger du. / Skyen ønsker at binde jeres fingre sammen med ståltråd./ Men du ser skyformationen forlade dig. / Skyen græder, indtil den bliver sort./ Den punkteres af et kirkespir. Dratter ned over kirken. Håber på at vinden vil føre den tilbage til dig./ Den håber på det med stirrende øjne, igennem en sort nat. Så bærer varmen den op i luften, hvid, stor, ny.”
Digteren er skyens bedste ven – og omvendt! Ikke mindst i et sådan et velsignelsesrigt stort nummer af Hvedekorn, pragtfuldt illustreret, forresten, af Ferdinand Ahm Krag, få fingre i det straks!
- FormatHæftet
- ForfatterLars BukdahlChristian Vind
- ISBN9788702458220
- Udgave1
- Udgivelsesdato25.11.2026
- GenreSkønlitteratur
- KontaktpersonVivi Vestergaard
- E-mailVV@gyldendal.dk
- Telefon3375 5612
- PressefotosLars BukdahlChristian Vind




