Billeddigtebog af makkerparret Birgitte Krogsbøll og Kamilla Wichmann, der er lige så originalt sprudlende som forgængeren. Den anmeldte Anna Karlskov Skyggebjerg i Weekendavisen med ordene:
"De billedskabende og sangbare nonsensrim er et højdepunkt, hvor barnets fantasi og sproglige gehør bliver stimuleret. [...] Klappelade Syltefisk er et eksempel på en original udvikling inden for børnepoesien, og de fungerer samtidig som en hyldest til selve billedbogsformatet."
Tørre øgler æder nøgler
det er derfor, de bli’r væk
større tudser elsker busser
det er derfor, de si’r kvæk
hvis en råbuk ser en stjerne
bag en poppel i det fjerne
bli’r geviret blåt som katten
der har skyllet sig i blæk