Birgitte Krogsbøll

Beskrivelse

Birgitte Krogsbøll (f. 1954) er uddannet pædagog og EDB-assistent. Hun debuterede i 2002 med Wöldums pulsar syndrom på Øverste Kirurgiske, og har siden udgivet digte til både børn og voksne. Liste-digtsamlingen dyr med næb ordnet efter antal vinger: udkom i 2013 på Forlaget Fuglekøjen og modtog i 2014 Statens Kunstfonds særlige præmie.

Læs mere

Seneste udgivelse

Klappelade Syltefisk

Billedbogen danner rammen om et særligt samvær mellem børn og voksne, og Klappelade syltefisk er en sprudlende samling af legende, rytmiske, sjove og nysgerrige rim, remser og ordlister ledsaget af fantastiske, underfundige billeder. Samspillet mellem tekst og billeder giver en helt unik læse/kiggeoplevelse. Bogen kan være med til at udvikle børns ordforråd og begrebsforståelse, da de med næsten sikkerhed bliver præsenteret for ord, som de ikke kender. Der leges med det danske sprog, og de sjove rim giver anledning til samtaler og grin og refleksioner. En kunstnerisk og anderledes læse- og kiggeoplevelse for både børn og voksne

Klappelade Syltefisk lægger sig i forlængelse af Den fnuggede himmel-pop-trompet. Om den skrev anmelderne bl.a.:

»Der er noget, som rimer, og der er himmelhøj poesi tillige […] Sikke et makkerpar. Sikke en bog.«
***** – Politiken 

»En formidabel tornado af ordlege og fabelagtige naturalistiske illustrationer, der skaber nye ord og løfter deres indbyrdes slægtskab til nye humoristiske højder […] Legende ord, rim og vers er billedligt sat op sammen med de smukke illustrationer, som skaber en fin velovervejet ro i hvirvelvinden af ord. Som en bygnings rolige ramme omkring glade legende børn en dejlig lørdag formiddag på et smukt bibliotek.«
– Jette Holmgaard Greibe, Litteratursiden

»Der er tale om poetisk pædagogik eller pædagogisk poesi, hvor der appelleres til barnelæserens følelser og humoristiske sans gennem ekspressive billeder, pudsige rim og løjerlige sproglege.«
Weekendavisen

»Det er ord-poesi for os, som nyder at dvæle ved sproget […] Bogen er en børnebog, men mindst lige så fornøjelig for barnlige sjæle [...] Bogen er trykt i en stor størrelse, hvilket gør læseoplevelsen mere intens, fordi illustrationerne får plads til at folde sig ud og spille sammen med ord-rimene i en opfindsom symfoni […] Birgitte Krogsbølls fantasifulde ord-univers understøttes af Kamilla Wichmanns plakatsmukke tegninger.«
**** – Nordjyske Stiftstidende


 

Bøger af Birgitte Krogsbøll