Anne Sophie Jørgensen
Anne Sophie Jørgensen er spirituel lærer og forfatter til en række bøger, der beskriver de mange temaer, hendes undervisning berører i forhold til spiritualitet, tantra og meditation. Hun er grundlægger af det spirituelle center Tigerens Rede Taktsang Denmark, der ligger i den østjyske by Gedved. Hendes arbejde som spirituel lærer og forfatter begyndte for alvor i 1980’erne i tråd med den gryende interesse for meditation, selvudvikling og healing i Danmark. Hun kommer i sine bøger med kvalificerede bud på, hvordan man som individ i et moderne samfund kan have spiritualiteten med i både parforhold, familieliv og arbejdsliv. Forfatterskabet inspirerer til vågenhed over for en bevidsthedsmæssig fornyelse, ikke blot i den enkelte, men på et globalt plan.
Et hovedtema i Anne Sophie Jørgensens bøger er tantra. På Gyldendal er udkommet Tantra for a Modern World (2018), Tantrisk Kærlighed (2015), Den Nye Tantra (2010) og Tantra (2003 ). I tantrabøgerne opdateres en årtusindgammel lære fra Østen og bringes ind i en moderne virkelighed. Både etablerede par, nye kærestepar og singler, der ønsker at arbejde med deres seksualitet og kærlighedsliv, inviteres inden for i den nye tantra. Tantra forstås i Anne Sophie Jørgensens perspektiv som et dynamisk samarbejde mellem kønnene omkring seksualitet, kærlighed og spiritualitet.
Fotograf: Jonna Fuglsang, 2019