Aminata Corr Thranes fortælling om, hvordan forskellige minoritetsgrupper – i det skjulte og i det åbne – anvender offerrollen, udskamning og frygt til at opnå indflydelse.
Aminata har selv været en del af det aktivistiske miljø, der med radikale metoder kæmper for minoriteters synlighed. I dag ser hun mere kritisk på de holdninger, som hun automatisk indtog, og de aktiviteter hun i retfærdighedens navn deltog i. Og hun afslører, hvordan de såkaldt rigtige holdninger spænder ben for virkelige mennesker og reelle løsninger.
Med humor og alvor fører Aminata læseren ind i det tankesæt, der de senere år har fået Det Kongelige Teater til at indføre selvcensur, fået DR til at nedsætte et kvotemangfoldighedsteam og Kunstakademiet til at kyle kunstnerisk frihed i havnen.
Aminata Corr Thrane vover sig med oprejst pande ind i den sprængfarlige debat om identitetspolitik og de aftryk, den sætter på kulturlivet, uddannelsesinstitutionerne og den offentlige debat.