”Samfundet er besat af køn. Det er jeg ikke”
Den franske forfatter Virginie Despentes er aktuel med romanen KÆRE FUCKHOVED, der tvinger nuancerne frem i MeToo-debatten og lader et stærkt venskab vokse frem på trods af forskelligheder.
Af Sisse Tvegaard Andersen / 19-01-2024
I KÆRE FUCKHOVED står Oscar midt i en MeToo-sag. En ung kvinde, han tidligere har arbejdet sammen med, har anklaget ham for at have krænket hende, og Oscar står uforstående tilbage. Præcis som mange mænd har gjort de seneste år, når de er blevet konfronteret med deres egen krænkende adfærd. VIRGINIE DESPENTES er født i Nancy i det nordøstlige Frankrig. Hun flyttede hjemmefra som 17-årig og arbejdede blandt andet som sexarbejder og anmelder af pornofilm, inden hun debuterede som forfatter med romanen BAISE-MOI, som hun senere selv var med til at filmatisere. Hun fik stor ros for sin trilogi om VERNON SUBUTEX.
- Oscar er ikke et Weinstein-rovdyr; Han har ikke voldtaget nogen, han er ikke pædofil. Han er bare et almindeligt røvhul. Han nyder mandlige privilegier uden selv at opdage det. Jeg har bevidst valgt en situation, som jeg tror, at også kvinder kan identificere sig med: Hvordan opfører du dig, når du bliver forelsket i en, der ikke er interesseret? I Oscars tilfælde giver kulturen ham mulighed for at forsøge at tvinge pigen til at være interesseret. Kvinden siger nej, men skal bare jagtes, til hun forstår, at hun begærer en. Det er det, mænd forventes at gøre. At jage, overtale og tvinge. Vi har set så mange film, hvor en kvindes NEJ bliver forvandlet til et lykkeligt JA, hvis manden viser, hvor meget han gerne vil have hende.
LÆS OGSÅ: Et socialt sikkerhedsnet med alt for store masker
Det, der interesserede mig, er Oscars evne til at ændre den historie, han fortæller om det, der skete. Han begynder rejsen i den tro, at han var uskyldig, men han er i stand til at ændre fortællingen. Det syntes jeg var interessant. Du kan ikke gøre det om, du har gjort, men du kan anerkende, at offeret fortæller sandheden.
En venskab, der bygges gennem ord
Romanen er en brevveksling mellem Rebecca, hvis skuespillerkarriere er ved at gå i stå, og forfatteren Oscar, der prøver at finde sine ben efter at være blevet anklaget for at krænke en ung kvinde.
- Jeg ledte efter en form, der kunne give romanen en anden tone end mine tidligere romaner, fortæller Virginie Despentes om sit valg af brevromanen som genre.
- Jeg plejede at skrive mange breve, og jeg husker det som en unik måde at komme dybt ind i sine tanker på. Du har al den tid, du behøver til at sortere dine følelser og forklare dine synspunkter, men det er ikke en monolog – du henvender dig til nogen. Og når man modtager et brev, har man en særlig måde at tage det ind.
Ulempen ved genren er nok, at folk under 35 ikke engang ved, hvad jeg taler om. De har aldrig skrevet eller modtaget et brev, og den specifikke forbindelse, breve skaber mellem to personer, er et mysterium for dem. Men fordelene er, at næsten alle kender til den særlige relation, der kan bygges gennem ord.
Samfundet er besat af køn
Ud af romanens breve spirer et venskab mellem Rebecca og Oscar, som finder et fællesskab i deres baggrund i den franske arbejderklasse. Og det er en vigtig pointe for Virginie Despentes. For på trods af, at hendes to hovedpersoner som udgangspunkt står på hver sin side i en ophedet debat om køn og ligestilling, er der mere, der samler dem end der skiller dem ad.
- Forholdet drejer sig om deres ligheder, ikke om deres forskelle. Historien er opbygningen af et venskab mellem to mennesker, der hjælper hinanden. Og de bygger venskabet på identifikation, ikke på modsætninger.
Han har ikke voldtaget nogen, han er ikke pædofil. Han er bare et almindeligt røvhul. Han nyder mandlige privilegier uden selv at opdage det.
I det hele taget er Despentes, der er erklæret feminist og selv har markeret sig i MeToo-debatten, lidt træt af, at køn ofte får hovedrollen i samfundsdebatten, når det sker på bekostning af spørgsmålet om klasse og social baggrund.
- Jeg føler mig ikke selv forbundet med andre kvinder, bare fordi de identificerer sig som kvinder. Når alt kommer til alt, har jeg ikke meget til fælles med kvinder, der er født og opvokset i den parisiske overklasse. De gik i katolske skoler, har siden barndommen kun levet i hvide omgivelser, har altid vidst, at de ville få interessante job, gifte sig med velhavende mænd og blive endnu rigere, når de blev skilt. Sådan har hverken mit eller mine venners liv været. Vi kan have kampe at kæmpe i fællesskab, men vi vil ikke have meget at tale om, hvis vi mødtes på en cafe.
På den anden side vil jeg have meget til fælles med en mandlig forfatter fra samme sociale baggrund som mig selv. Eller med en homoseksuel forfatter. Eller med en transseksuel forfatter. Køn er vigtigt, fordi samfundet er besat af køn. Men det er jeg ikke, slår hun fast.
LÆS OGSÅ: VERNON SUBUTEX-trilogien
Med den hårdtslående titel og et tema, der rammer nogle af samtidens ømmeste nerver, kunne man tro, at Despentes ville have sine læsere til at forarges, reflektere, diskutere og udvikle sig af at læse bogen. Men faktisk vil hun helst have, at folk helt ignorerer, hvad hun har tænkt, og gør bogen til deres egen.
- Jeg håber, de kan grine af den de steder, den er morsom. Men når jeg læser en roman, er jeg fuldstændig ligeglad med forfatterens vilje. Jeg åbner bogen og går min egen vej med den.