Mikael Josephsen: ”Vores sociale sikkerhedsnet har så store masker, at de mest sårbare ryger igennem med et kæmpe plask.”

Forfatter Mikael Josephsen har skrevet den skæve og rå kollektivroman DE ANDRE om et fællesskab på kanten af samfundet. Hjemløshed er et stort set uberørt emne i litteraturen, og forfatteren håber, at romanen kan give læseren en relevant indsigt i at være hjemløs.

Af Anne-Sophie Uldall Petersen / Forfatterfoto: Lærke Posselt

En decemberdag slår Bo et telt op på en frossen mark uden for Svendborg. Han har mistet kontakten til sin datter, og han skylder penge til de forkerte. Han fixer sin sidste heroin, det er som at skyde kærlighed direkte ind i kroppen.

Et stykke derfra, inde i byen, prøver Slagteren at forstå de kaoskræfter, der sendte ham på gaden – imens et sort barndomsminde trænger sig på.

Og så er der Konen. Hun har indrettet et hjem i en container, hvor hun lader de andre hjemløse overnatte på skift. Hun har synske evner og taler med engle, og en dag oplever hun et mirakel.

I Mikael Josephsens nye roman følger læserne med ind i en hverdag, som de færreste kender: Den, de hjemløse lever i. Både dem, der klarer sig nogenlunde som avissælgere foran butikkerne, selv om en mand i jakkesæt måske sender en snotklat i hovedet på en. Og dem, der lever i evig desperation, konstant på jagt efter det næste fix.

Mikael Josephsen fik ideen til DE ANDRE af de hjemløse, der altid står ved indgangen til supermarkedet, men som ingen af kunderne i virkeligheden ved noget om.

»Jeg begyndte at tale med flere af dem og købe mig tid sammen med dem. 150 kroner plus en frokost. Jeg tændte mikrofonen på telefonen og spurgte om alt muligt,« fortæller Mikael Josephsen.

»Jeg har selv været misbruger og hjemløs. Og den erfaring har jeg trukket på. Jeg sov skidt, mens jeg skrev romanen, da det hele vendte tilbage.«

Mikael Josephsen håber, at fokus på hjemløshed kan føre til en anden politik på området.

»Under skriveprocessen er jeg blevet mest rørt af, at vores sociale sikkerhedsnet nu har så store masker, at de mest sårbare ryger igennem med et kæmpe plask. Det er vigtigt at få en ny politik på området. Modellen housing first (hvor man først får bolig og derefter ro til at behandle traumer, misbrug m.m., red.) og så kontanthjælp uden modkrav. Disse mennesker kan ikke stille i et jobcenter hver morgen. Alt vi tilbyder er at stå med en avis i alt slags vejr.«