Læs et uddrag fra Frank Højs erindringsbog om livet som cykelrytter

I DER ER INGEN FRIDAGE I BELGIEN fortæller Frank Høj åbenhjertigt om sin vej til at blive professionel cykelrytter - fra barndommens træning og drømme, til dramatiske cykelløb, uenigheder og sejre. Læs et uddrag her.

Redaktionen 07-04-2026

 
ROUBAIX 2002

Jeg kiggede på min sportsdirektør, der med et nik signalerede, at jeg skulle følge med ham udenfor. 

Det var ikke noget, jeg havde den store lyst til.  Om en time ventede 261 kilometer, hvoraf godt 60 af dem var på brosten. Ikke af den pænt tilhuggede slags lagt med stor omhu på Amalienborg Slotsplads. Nej, i Paris-Roubaix, som også går under navnet Helvede i Nord, køres der ofte på marksten, der i sin tid blev smidt på jorden for at skabe en nogenlunde farbar vej gennem landskabet. Flere af pavéerne, som brostensstykkerne kaldes, er normalt lukket for biler, og der bliver kun åbnet for passage denne ene dag om året. Det er virkelig underholdende at se på og er virkelig ondt at cykle på.

SE OGSÅJørgen Leth og Bastian Emil om cykelhjelme, doping og Fausto Coppi

Efter at have kørt 2000-sæsonen sammen på Française des Jeux havde Lars Michaelsen og jeg begge  skrevet kontrakt med tyske Team Coast, og efter vores første sæson på holdet blev vi genforenet med Alain Gallopin, der sluttede sig til holdet som sportsdirektør.

Nu stod Gallopin så i døren til holdets autocamper og mente, at vi skulle have os en snak på tomandshånd. Det ville kræve, at jeg forlod den lune og rolige camper for at bevæge mig ud i et inferno af sitrende uro fra de mange fans og journalister, der altid stimlede sammen i og omkring startområdet.  Om ForfatterenFrank Høj (f. 1973) er tidligere professionel cykelrytter og kørte bl.a. for det daværende Team Saxo Bank. Han deltog i Flandern Rundt, Paris-Roubaix, Giro d'Italia, Tour de France og Vuelta a Espana. Han stoppede som aktiv i 2010, blev uddannet sundhedscoach i 2012 og arbejder i dag som konsulent, coach og sundhedsrådgiver.
DER ER INGEN FRIDAGE I BELGIEN er en åbenhjertig og velreflekteret erindringsbog om en spændende karriere.

Jeg sukkede, fordi jeg foretrak at lade op til løbet i min egen verden. Det ville blive hårdt og smertefuldt og kræve fuldt fokus og koncentration hele dagen. Men jeg vidste, at Gallopin ikke ville bede mig om at følge med, hvis ikke det var vigtigt.

LÆS OGSÅ: Mindeord om Jørgen Leth

Udenfor trak han mig til side, så ingen kunne høre os. 
”This is very important,” sagde han på engelsk med kraftig fransk accent og en løftet pegefinger, der bevægede sig i takt med ordene for at understrege alvoren i det, han nu ville fortælle mig.
Alain Gallopin kommer fra en stor fransk cykelfamilie med fem brødre, der cyklede, og han havde selv været professionel som ung, inden han etablerede sig som en af sportens dygtigste og mest erfarne sportsdirektører. 
Jeg mødte som nævnt Gallopin første gang, da jeg i 2000 kom til Française des Jeux, og gennem hele min første sæson på holdet havde han hjulpet mig og forudsagt, hvilke løb jeg ville klare mig godt i, deriblandt flere løb jeg ikke selv havde fokuseret eller troet på. 

Sæsonen endte med at blive min bedste nogensinde og bød på hæderlige placeringer i de store forårsklassikere og senere på sæsonen et par top-10-resultater samt sjettepladsen ved OL, og det fik mig i den grad til at tænke over tingene i den følgende vinterpause. Inden da havde jeg været overbevist om, at jeg var min egen lykkes smed, men jeg måtte sande, at samarbejdet med Gallopin gjorde mig til en bedre cykelrytter.

QUIZ MEDHar du styr på Tour de France?

Gallopin boede lige uden for Paris og havde en enorm kærlighed til lige netop Paris-Roubaix. Det er et løb præget af tilfældigheder, men alt, hvad der ikke var overladt til disse tilfældigheder, forberedte han sig nøje på.

De mange smalle brostensstykker med dårligt vejgreb øger risikoen for punkteringer og styrt, og bumpene gør, at rytterne konstant taber deres drikkedunke. Ved styrt bliver vejen ofte blokeret både for rytterne og for de bagvedkørende servicebiler, og en punktering på et uheldigt tidspunkt kan derfor sætte dig langt tilbage i løbet og i værste fald helt ud af spillet. 

 Ved styrt bliver vejen ofte blokeret både for rytterne og for de bagvedkørende servicebiler, og en punktering på et uheldigt tidspunkt kan derfor sætte dig langt tilbage i løbet og i værste fald helt ud af spillet.  

Af den grund havde Gallopin allieret sig med et par af sine brødre, der hver fik dunke og forplejningsposer samt rigeligt med cykelhjul med sig ud på pavéerne, som de havde fordelt mellem sig på forhånd. De stod for enden af et brostensstykke iført vores letgenkendelige holdtrøje, så de kunne give os et reservehjul eller en dunk, hvis vi havde brug for det. Vi vidste derfor også, at hvis vi punkterede på brostenene, skulle vi fortsætte, til vi nåede en af dem, og ikke stoppe op og vente på hjælp bagfra.  

Når feltet var suset forbi, kastede brødrene sig ind i deres biler, skød genvej og stillede sig klar på et af de næste brostensstykker, og på den måde sørgede Gallopin og hans brødre for, at vi havde support på  næsten alle brostensstykkerne hele vejen til Roubaix.

”En af mine brødre har lige ringet til mig fra Nordfrankrig,” sagde Gallopin, da han havde hevet mig ud af camperen. ”Han har en vigtig besked til dig, men kun til dig! Du må love, at du holder det for dig selv!” 
Han så på mig med en alvorlig mine. Jeg nikkede, og han fortsatte kort: ”Det er lige begyndt at regne i Nordfrankrig, hvor min bror står.” 
Det havde været tørvejr hele ugen, og i Compiègne, hvor vi stod, skinnede forårssolen fra en skyfri himmel. Men jeg havde tillid til Gallopin og smilede, for jeg vidste, hvad det betød: Løbet ville arte sig anderledes, end de fleste af rytterne forestillede sig. 

LÆS OGSÅSå ond, løgnagtig og smuk som livet selv.

Den første regn i mange dage ville resultere i, at brostenene blev glatte, som var det sæbevand, det regnede med, og det ville ende som et mudderbad af dimensioner. Kørefejl og øget frygt og nervøsitet ville betyde masser af styrt. Flere af rytterne i feltet var i forvejen nervøse for at køre Paris-Roubaix, men med få undtagelser frygtede næsten alle at køre Paris-Roubaix i regnvejr. Det ville blive glat, og det ville blive farligt. 

Men det var i den slags vejr og under de omstændigheder, jeg altid havde drømt om at køre Paris-Roubaix. Netop i det løb skulle det i mine øjne helst være regnvejr. Jeg tror, at de mange hårde træningstimer om vinteren har gjort, at mange danske ryttere fra barnsben har vænnet sig til kulde og regn og lært at håndtere en cykel i glat føre. I hvert fald jublede jeg indvendigt over, hvad Gallopin fortalte mig. 

Der er ingen fridage i Belgien

Der er ingen fridage i Belgien

”Hvis du ikke er cykelrytter, hvad er du så? Jeg vidste det ikke, for jeg havde aldrig prøvet andet.”

I denne erindringsbog fortæller Frank Høj åbenhjertigt om sin vej til at blive professionel cykelrytter og om at køre med og
mod ryttere som Jan Ullrich, Johan Museeuw, Michele Bartoli og Fabian Cancellara. Fra barndommens træning i 1980’ernes
danske isvintre med kuldesår på kinderne til de utallige cykelløb og nervepirrende øjeblikke i skoven i Arenberg under Paris-Roubaix og på brostenstigningerne i Flandern Rundt.

Der er ingen fridage i Belgien er en bog om at køre væddeløb, om store personligheder og om kampen mellem at give op eller
træde videre. Med en blanding af humor, ærlighed og refleksion beskriver Frank Høj sit liv som professionel cykelrytter gennem de
løb og begivenheder, som har betydet mest for ham. Han var kendt som cykelrytteren med det brede smil, men når han diskuterede med stjerner som Lance Armstrong eller fik skældud af sin sportsdirektør, var der ikke meget at grine ad.

Efter karrieren stiller Frank Høj cyklen i kælderen, hvor den samler støv, indtil ni år senere, hvor faderens død får ham til at
tænke over, hvad der egentlig betyder noget. En proces, der blandt andet fører ham tilbage til den oprindelige kærlighed til at køre på cykel – og tilbage på cyklen åbner livet sig på ny.

Flere uddrag