Lige så ondt og smukt som livet selv
Professionel cykling er lige så ond, løgnagtig, smuk og sand som livet selv. Opdag hvordan i bogen ILTGÆLD; 27 beretninger fra og om cykelsporten akkompagneret af 78 smukke oliekridt-tegninger af kunstner Erik A. Frandsen.
Det siges, at professionel cykling er lige så ond, løgnagtig, smuk og sand som livet selv, og derfor er den vores kærlighed værd. Den er meget mere end ”bare sport”. Den handler om historie, kultur, skæbner, kunst, national identitet og mytologier.
»Jeg har cyklet stort set alle steder i verden, og det er den måde, jeg har lært de fleste ting i mit liv. Det er magisk at cykle. Den frihedsfølelse kan ingen ideologi i verden tage fra dig. Det er den tråd, der løber igennem mit liv. Friheden til at bevæge sig. Det kan alle forstå, hvis de har lyst. De behøver ikke engang at tænde for fjernsynet.«
Sådan lyder beskrivelsen i ILTGÆLD af den amerikanske forfatter og tidligere cykelrytter Bob Roll om cykling i sin enkelthed.
»Det handler om frihed, om værdien af hårdt arbejde og den lykke, det kan give,« skriver han om cykelsportens vigtigste løb; Tour de France.
Cykelsport portrætteres ofte som “heroiske fortællinger om selve livet”. Det er ikke just jargonen, når andre taler om fx badminton. Hvad er det, cykling kan?
»Professionel cykling har en evne til at fortælle historier om de personligheder, der befolker den. Vi får en adgang til deres personlige kamp, drømme, håb, skuffelser, triumfer, nedture. Vi kan aflæse det direkte i deres ansigter. Det er meget fascinerende, og jeg har ikke oplevet andre sportsgrene kunne fortælle historier så direkte og ufortolket,« forklarer Brian Nygaard fra en vindomsust telefonforbindelse et sted i Californien.
Forfatteren, journalisten og cykelmanden Nygaard har i øjeblikket travlt med høsten på den vingård, han erhvervede sig tidligere på året – når han altså ikke lige følger det 3540 kilometer lange Tour de France-løb, der for tiden ruller over skærmen med corona-forsinkelse.
På trods af storslåede fortællinger fra religiøst ophøjede bjergskråninger om cykelsportens evne til at fortælle historier om livet selv, så har den franske madlavning dog samtidig en evne til at hive stemningen ned på et mere omgængeligt lavpraktisk niveau.
Frankrigs kulinariske bundniveau er ‘uhyggeligt lavt’, skriver du i ILTGÆLD. Hvad er det værste måltid, du har fået undervejs i Touren?
»Jeg har desværre fået mange dårlige måltider. Som cykelkommentator er din daglige rytme virkelig besværlig i forhold til at nå at få noget ordentligt at spise. Derfor er du ofte nødt til at stoppe ved en tankstation sent om aftenen – dén del af cykelsporten savner jeg overhovedet ikke!«
I ILTGÆLD giver Brian Nygaard følgende beskrivelse af den franske madkultur:
»Hvis Frankrig kalder toppen af deres køkken rejsen værd, kræver alt derunder en kæmpe omvej. Og den er langt længere under Tour de France. Som medrejsende skal du virkelig ville det gode måltid.
Der ligger en dyb knowhow hos dem, der har held med at komme til Paris uden at være blevet ydmyget af uspiselige motorvejssandwich med grå kødstrimler og svampet brød.
Standardsituationen er altid: det akavede og nærmest klaustrofobisk ubehagelige øjeblik, når en restaurant i den anden ende af røret kort pseudoovervejer at holde køkkenet åbent de ti minutter længere, det ville kræve at bespise fire sultne sjæle. Og det bliver altid et rungende nej. Nej i dag og nej i morgen. De vil ikke, de kan ikke, de gider ikke. Vælg selv, og du kan gå sulten i seng, mens du tænker over det.«
Der ligger en dyb knowhow hos dem, der har held med at komme til Paris uden at være blevet ydmyget af uspiselige motorvejssandwich med grå kødstrimler og svampet brød