Læs Suzanne Brøggers forord til PÅ VÆGGEN

I PÅ VÆGGEN bevæger Suzanne Brøgger sig ind i den moderne kulturhistorie ved at skabe forbindelser mellem de kunstnere, forfattere, musikere og filosoffer, der har inspireret hende igennem et helt liv. Her får du hendes indsigtsfulde forord til bogen.

21-02-2024

Suzanne Brøgger På væggen 

Dengang jeg for mange år siden flyttede ud på landet – som en fremmed i dette land – satte jeg straks for fatterportrætter op på væggen for at have nogen at snakke med. For så var landet ikke længere fremmed i mig. Hvad enten forfattere er levende eller døde, forbliver de ens nærmeste. Sådan har jeg altid haft det. De fleste forfattere er blevet til ved at bryde med deres biologiske ophav. Mere eller mindre. Velsignelse får man kun sjældent hos sin biologiske familie, hvor man ofte er ugleset. For det værste, der kan overgå en familie, er: At der bliver født en forfatter. Kritikken i medierne skal man heller ikke regne med. Her er man enten forgudet, forbandet eller glemt.

Hvad er det for nogle forfattere, der hænger dér på væggen? 

I stedet vælger forfattere en familie af samme ’stamme’ som dem selv. ’Wahlverwandtschaft’ med Goethes ord. Men nu er det ikke bare mig, der engang talte med billederne på væggen i mit hus. Nu er det forfatterne på væggen i litteraturbaren BRØG, der er begyndt at tale med hinanden. BRØG – opkaldt efter min første essaysamling – der åbnede i 2019 som en kollektiv drøm – crowdfunding – og med det uforlignelige par Anna & Claes som de bærende søjler for kurateringen af forfatterne på væggen. Jeg kendte ikke alle. Havde hverken set eller hørt om dem alle på forhånd. Derfor har det været en svir at gå på opdagelse i nye bekendtskaber.

Hvad er det for nogle forfattere, der hænger dér på væggen? Hvad er det, de siger? Til hinanden? Til mig og måske dig? Namedropping? Bare så meget. Ikke andet end namedropping i denne bog. For navne – nogle navne, ikke alle – er magiske. Og hvor har vi brug for at fordybe os i de digternavne, der udfolder alle aspekter af det indre menneske, så man er fri for at klamre sig til en enkelt identitet, der altid viser sig ikke at holde. Fri for at få kønnet opereret om igen, fri for at få fjernet sine tatoveringer.

Så jeg var som ganske ung i allerhøjeste grad søgende og vidste ikke, om jeg ville studere filosofi i en indisk ashram eller gå i hundene som fotomodel i Paris. Men pludselig en dag befandt jeg mig uden for lands lov og ret, langt ude hvor kragerne vender, fjernt fra fester, butikker og byens fristelser. Havde ingen for- udsætninger for at være her – overhovedet. Men her besluttede jeg – til min egen overraskelse – at blive for at forske.

Ethvert menneske må før eller senere blive bevidst om og beslutte, hvor meget eller lidt man vil ligge under for omgivelsernes konstante hjernevask. Blive klar over, at hver enkelt af os hver dag – i hverdagen – oplever vækst, vildvækst, misvækst og død: styrkelse og svækkelse i alt mellem himmel og jord.

Jeg brød ud, fik mit gennembrud som forfatter, i samme bevægelse, som jeg trak mig tilbage for at få skrivefred  Jeg brød ud, fik mit gennembrud som forfatter, i samme bevægelse, som jeg trak mig tilbage for at få skrivefred. Dog uden at miste kontakten til den store verden. Det skete i begyndelsen af halvfjerdserne, hvor litteraturen var ved at blive skrottet som idealdannelse indenfor de dannende samfundsinstitutioner – gymnasierne, bibliotekerne, universiteterne – til fordel for en ny politisk bevidstgørelse, en marxistisk indoktrinering.

Skønlitteraturen var fra nu af at betragte som ”borgerlig” – og det var det værste, noget kunne være. Men jeg lavede mig en lille niche, et gammeldags ”fadebur”, hvorfra jeg ville føre stafetten videre, selvom jeg ikke lod mig mærke med noget udadtil, hvor jeg nærmest blev betragtet som revolutionær. Dog ikke af bønderne i min nærhed, som vist bare syntes, at det var synd for sådan en ung pige at bo dér helt alene. Men jeg hængte forfatterportrætter op på væggen: Jeppe Aakjær, Jakob Knudsen, Georg Brandes, Colette, Majakovskij, Jens August Schade. Hvordan kunne jeg være alene, når jeg var blevet selvudnævnt medlem af de døde poeters klub? Al skrift lever i mødet med det levende, læsende øje.

Jeg kommunikerede bedst med dem, jeg læste – døde eller levende – og gik på opdagelse i lokalhistorien, mens jeg skrev om, hvad der var foregået otte tusind år før mig, set fra min vindueskarm. Stenalder, bronzealder, vikingetidens kirkebyggerier, klosterlivets hospitaler og filosofiske diskussioner, reforma- tionen i Sorø, barokkens Kingo, oplysningstidens Holberg på Tersløsegård, romantikkens fru Gyllembourg i Gyrstinge osv. Hele den fortid, som jeg kaldte til live i min bog Sølve (2006), gav mig en grounding, som gjorde, at jeg kunne flyve, uden at miste fodfæstet. Jeg opdagede, at i en globaliseret verden er fortiden ikke længere passé, den eksisterer lyslevende iblandt os. Der er tatoverede folkestammer på gaden, folk, der lever i alle tidsaldre – midt i et stormagasin. En af Norges fremmeste essayister Henning Hagerup fortæller, at han som følge af omsorgssvigt kæmpede med både anoreksi og alkoholproblemer som ung, men ganske enkelt blev reddet af verdenslitteraturen. Af Homer, af Shakespeare og Goethe. Han blev reddet af sin over- levelses- og erkendelsestrang. Den store litteratur gav retning og form – dannelse, simpelt hen. Dante åbner ens øjne for mysteriet, som han siger.

Man kan ikke sige, at jeg havde dannelsen med hjemmefra 

Jeg selv er en sådan skæv eksistens. Det lå ikke lige i kortene, at jeg helt sikkert ville klare mig i tilværelsen. For det er den samme kraft, der bruges, når man udvikler sig, som når man ødelægger sig selv. Og når man er ung, kender man ikke altid forskellen. Man kan ikke sige, at jeg havde dannelsen med hjemmefra, jeg kom fra et hypermoderne hjem på forkant med alle tænkelige opløsningstendenser, som siden blev almen skik og brug: Opbrud fra al tradition, som det moderne liv foreskrev efter krigen, og som jeg har skrevet om i Til T (2013). Men mor var belæst, kunne sin Goethe udenad og spillede klaver. Hun var ”kultiveret”, som det hed engang (hvad blev der af dét ord?).

Milan Kundera fremførte i De forrådte testamenter, at der ikke længere er plads til individuel frihed, til individets originalitet, at mennesket efterhånden er blevet instrument for ikke-menneskelige kræfter, teknikken, bureaukratier. Men hvis individet er uddøende som art, fordi vi bliver mere og mere ensartede som identiteter – nye bogstavkombinationer eller ej – er det her, forfatterne kommer ind som inspiratorer for den ægte livsenergi og trøst. Måske fordi de på godt og ondt er undtagelser fra reglen om, hvad det ”menneskelige” betyder. Forfattere kan fx noget, som AI, artificial intelligence, den kunstige intelligens, ikke magter. De kan udtrykke sig rytmisk, være flertydige, skrive med subtile undertekster.

Digterne er netop dem, der har været i stand til at fastholde deres mærkværdighed, deres egenart og udvikle sig som individer. Ikke som en bestemt seksuel identitet, nødvendigvis, men deres eget komplekse indre menneske, kald det bare sjælen – uanset omkostningerne:

Sult, kulde, had, hån, forfølgelse, racisme, antisemitisme, flugt, fattigdom, svigt, forræderi, sindssyge, syfilis, indespærring, fængsel, arbejdslejr, fallit, prostitution eller tvangsmedicinering.

Men modstanden har gjort dem stærkere. Som Henry Miller siger: ”Hvis du er deprimeret, er det kun, fordi du ikke er fortvivlet nok.” Og hvis man faktisk er gået i stykker, skriver eller synger man i såret, vil jeg mene.

Én, der sang i såret, var netop Billie Holiday, som næppe har spillet med Charlie Parker, selvom de var samtidige. Men dels var Charlie Parker selv ”sangeren”, Bird, som han blev kaldt. Og dels spillede han vist aldrig med vokalister i øvrigt. Men Billie sang ved en hyldestkoncert i Carnegie Hall en måned efter hans død, marts 1955. Og hun optrådte på Mars Club i Paris i 1958. Jeg husker ikke, om det var Simone de Beauvoir eller Marguerite Duras, der hørte hende dér.

På væggen

På væggen

”Dengang jeg for mange år siden flyttede alene ud på landet, satte jeg straks forfatterportrætter op på væggen for at have nogen at snakke med. Hvad enten forfattere er levende eller døde, forbliver de ens nærmeste.”

Suzanne Brøgger bevæger sig veloplagt og indsigtsfuldt ind i moderne kulturhistorie ved at skabe forbindelser mellem de kunstnere, forfattere, musikere og filosoffer, der har inspireret hende igennem et helt liv og har været med til at danne hende. Hun skriver i såret på egne erfaringer og favner både danske forbilleder som Agnes Henningsen, Karen Blixen og Villy Sørensen og rejser ud i verden og møder bl.a. Henry Miller og Jorge Luis Borges. Hun læser sig helt ind på vores samtid med inspirerende betragtninger om Joan Didions beskrivelse af mor-datter-forhold, Siri Hustvedts betragtninger om seksualitet og eros og Ursula Le Guins bæreposeteori og vender tilbage til myternes verden og den sumeriske gudinde Inana, der gør alt, hvad man ikke må, og intet af det, man skal. På denne måde skriver Suzanne Brøgger dugfriskt om kvindeligt begær og frigørelse til alle tider. Og hun forbinder disse nære overvejelser med betragtninger om, hvordan den kapitalistiske verdens teknologier trænger ind på den enkeltes intimsfære, og hvordan verden i hendes levetid er blevet udfordret af opbrud, krig, flygtningestrømme og klimaforandringer. Når verden er gået i stykker, kan vi kun gendanne og reparere ved at genfortælle den. Kunstnerne på væggen bevæger sig i revnernes poetik og sprækkernes dybde, hvor læseren kan træde ind og fortsætte reparationsarbejdet og fortælle videre. Danne sig selv og sin egen verden i tillid til, at livet er stort nok.

På væggen er et vidtfavnende og inspirerende værk om at blive sig selv ved at læse og lade egne erfaringer spejles i andres.