Guide: Sådan starter du en læsekreds

Savner du også at tale med andre om de bøger du læser? Mangler du et fællesskab, der, ligesom dig, elsker at dykke ned i litteratur? Og savner du at få inspiration til flere gode læseoplevelser? Her får du 5 gode tips til at starte en læsekreds. 

Af Nikoline Rosenbjerg Kjeldsen / 22-02-2023

 
 

1. Find engagerede medlemmer til din læsekreds

Bøger folder sig altid mere ud, når man snakker med andre om dem og deler sine læseoplevelser. Start med at forhøre dig i din omgangskreds om nogle kunne være interesseret i at læse og diskutere bøger. Måske der gemmer sig en litteraturelsker blandt dem, uden du vidste det? Er der ingen, der bidder på, kan du opsøge dit lokale bibliotek, og forhøre dig om de muligheder de tilbyder om læsekredse. Måske de allerede har en, du kan komme med i?

Tip: Det er altid godt med forskelligheder, da det giver nuancerede samtaler.  

 
2. Afstem forventninger

Der er mange forskellige måder at afholde læsekredse på. Det er derfor også en god ide at forventningsafstemme, så alle ved, hvad man får ud af at være med i læsekredsen. I kunne blandt andet tale om, hvilke bøger I vil beskæftige jer med. Er det ud fra bestemte temaer eller tidsperioder? Hvor lange må bøgerne være? Max 800 eller 300 sider? Hvor ofte skal I mødes? Hvor meget skal man forberede sig til hvert møde? 

 

3. Hvor og hvornår skal læsekredsen mødes?

Det kan være rart at møde faste steder, hvis din læsekreds er sammensat via biblioteker eller andre steder. Brug biblioteker, caféer eller andre offentlige steder. Består din læsekreds af venner og bekendte, kunne I overveje at mødes på skift hjemme hos hinanden. Sørg altid for at have faste dage I mødes på eller lav aftaler fra gang til gang. På den måde er der større sandsynlighed for, at alle kan deltage og har kunnet nå at læse bøgerne.   

 

4. Udvælg jeres bøger

Der findes et hav af bøger, men hvilken vil være den prominente til lige præcis jeres læsekreds? Vælg nogle bøger, som I brænder for at læse. I kan enten skiftes til at vælge bøger eller stemme om, hvilke bøger I skal læse. Det vigtigste er, at I kan snakke i timevis om dem, og det kan man jo nærmest med alle bøger.   

 

5. Brug fællesskabet og hav det sjovt

Det er ikke kun litteraturen, der blomstrer, når du er i en læsekreds, det er også fællesskabet. Nyd, at du er kommet i en læsekreds med andre mennesker, der har samme interesse som dig selv. Brug hinanden og tag initiativ til at tage til litterære arrangementer og forfatterforedrag sammen. Din læsekreds kan bruges i mange sammenhænge!  

 

Få mange gode boganbefalinger herunder, og find ud af, hvad den næste læseoplevelse skal være i jeres læsekreds. 

 

Få inspiration med vores læsekredsmateriale
Med vores læsekredsmateriale kan du dykke endnu mere ned i litteraturen. Få inspiration til, hvad I kan tale om, eller læs et interview med forfatteren. Find materialet herunder til: 

LIVET GÅR OVER SINE BREDDER af Lea Marie Løppenthin

VENER af Fie Frydendal Sigersted

SAMLING af Natasha Brown

 

Til dig der er vild med dansk litteratur og lyrik

Til dig der er vild med romaner

Til dig der er vild med romance

Til dig der er vild med krimier

Til dig der er vild med klassikere

Til dig der er vild med faglitteratur og biografier