Peter Mays SORTHUSET var tæt på at ende sine dage i en skuffe, men så fik verden øjnene op for bogens mesterlige krimiplot

 

 

Redaktør på SORTHUSET, Inger Kristensen fortæller:

 

“Peter May er, som mange anmeldere også har påpeget, en mester i at bygge et krimiplot op, og han gør det, mens han samtidig fortæller stærke, rørende og vedkommende menneskehistorier. Især hans gennemgående hovedperson i Lewis-triologien, kriminalkommissær Fin MacLeod, er en sammensat, sårbar og utrolig udsat mand, som man gerne vil vide mere om, og som virkelig vokser på læseren i dette første bind.”

 

Selvom May selv mener, at det er den bedste bog han nogensinde har skrevet, var vejen til at få den udgivet ikke helt uden bump, fortæller Inger Kristensen:

 

“Da Peter May havde lagt sidste hånd på SORTHUSET, henvendte han sig til engelske forlag, men fik et nej tak mange steder, og han valgte til sidst at udgive den på et fransk forlag, der tidligere havde udgivet Mays bøger. Da han begyndte at modtage priser for trilogien i Frankrig og USA, fik det hæderkronede engelske forlag Quercus Books endelig øjnene op for ham og hans Lewis-trilogi og valgte at udgive den i England. Tolv millioner solgte eksemplarer senere, kan man nok ikke være i tvivl om, at Quercus Books var glade for den beslutning.”

 

 

Redaktør: Det er noget af det vildeste, jeg nogensinde har læst i en krimi

 

Inger Kristensen er ikke i tvivl om, hvorfor krimien har solgt i over 12 millioner eksemplarer:

 

“SORTHUSET er både en bragende god kriminalroman og en fantastisk opvæksthistorie. Den emmer af menneskekundskab, og den foregår et sted, hvor man måske aldrig selv har været, men som på én gang er meget bekendt og meget fremmed. Centralt i handlingen står for eksempel den årlige tur ud til klippeknolden An Sgeir. En enorm sulekoloni, hvor tolv mænd fra øen hvert år udvælges til at sejle over og dræbe omkring 2000 suleunger. De opholder sig under ufatteligt barske forhold på øen i fjorten dage, klatrer rundt på klipperne og dræber, plukker, salter og lagrer fuglene, der så fragtes tilbage og bliver betragtet som en stor delikatesse. Det er noget af det vildeste, jeg nogensinde har læst i en krimi. Og det er også her, det sidste, dramatiske opgør finder sted, og mordgåden løses.”

Udkommet 4. august 2022


Sorthuset

Sorthuset

Da et bestialsk mord begået på Isle of Lewis viser sig at bære ligheder med et andet mord begået på fastlandet, bliver Fin Macleod fra Edinburghs politi hentet ud af sin sygeorlov og udsendt til øen for at bistå efterforskningen. Fin er født og opvokset på Isle of Lewis og turen til fødeøen bliver en rejse tilbage til hans egen mørke fortid.

Mens Fin langsomt genfinder relationen til de mennesker og steder, der definerede hans traumatiske barndom, begynder den barske og pittoreske ø med sine sære skikke at påvirke hans psyke. Hvert skridt han tager for at opklare sagen, bringer ham tættere på den skæbnesvangre konfrontation med de dystre hændelser i hans fortid, der næsten ødelagde hans liv.

SORTHUSET er første bind i den skotske forfatter Peter Mays bedstsælgende Lewis-trilogi. 

Peter May, f. 1951 er en prisvindende manuskript- og romanforfatter. Hans bøger er solgt i mange millioner eksemplarer verden over. SORTHUSET er hans første bog på dansk.