Simon Pasternak i samtale med Niviaq Korneliussen
Niviaq Korneliussen vandt Nordisk Råds Litteraturpris 2021 med romanen BLOMSTERDALEN. Mød hende i samtale med forlagschefen om romanbegyndelser, selvmordsstatistik, grønlandsk humor og hvor meget sex, der er plads til i samtidslitteraturen
Af Simon Pasternak / 17-11-2021
Niviaq Korneliussen, født 1990, debuterede i 2014 med HOMO SAPIENNE – en vild og flerstemmig roman om fem unge i Nuuk, en roman om køn, seksualitet, desperation og ungdom. Romanen blev en sensation, fordi den talte om det moderne Grønland på en helt ny måde. Den blev oversat til 11 sprog og blev anmeldt i bl.a. The New Yorker, der skrev, at bogen beskrev ”en helt ny og moderne sensibilitet”.
Niviaq blev Grønlands nye internationale stjerneforfatter. BLOMSTERDALEN er hendes anden roman, hun har skrevet den på dansk og oversat den til grønlandsk.
”Jeg fandt ud af, at jeg måtte skrive om det, ingen taler om – selvmord. Og så skulle det være en jeg-fortælling, lige på og hårdt og med et strammere forløb – og så væltede det ud. Men jeg ville ikke lave en almindelig selvmordsfortælling, hvor hovedkarakteren er blevet misbrugt, eller kommer fra en ødelagt familie.
Jeg har lavet to spor i romanen, en lille tekst om hver af de 45 selvmord, der begås i Grønland om året – og så jeg’ets fortælling. Bliver hun også en af de 45 – og hvorfor? Hendes familie er velfungerende, men forstår hende bare ikke. Eller hendes mor gør ikke, mændene i den her fortælling betyder ikke noget. De laver bare sovsen for tyk eller ser fjernsyn. Jeg ville lave en fortælling, der kunne gå begge veje, mod forløsningen eller døden.”
Forløsningen?
”Ja. Jeg’et må konfrontere sine dæmoner, og det kan enten ende i døden eller i forløsningen. Jeg ville ikke have, at den kun kunne ende med døden. Der er så mange i Grønland, der begår selvmord, det er i bevidstheden hos os alle sammen hele tiden. Hver gang en, vi kender, begår selvmord, åbner de en dør for den mulighed. Det er altid en mulighed i Grønland, men det er jo ikke alle, der begår selvmord. Jeg ville gerne undersøge den dør. Hvornår bliver den åbnet og lukket? Kan vi redde hinanden og os selv?”
Jeg'et tager til Danmark for at læse antropologi - og det bliver et ondt portræt af antropologer, der burde være de mest åbne mennesker, men er selvoptagede og racistiske.
”Ja, og jeg’et er for direkte i sit sprog, sjofel og forstår ikke danskernes humor. Grønlændere er ikke til sarkasme og ironi som danskere, der aldrig siger, hvad de mener. Grønlændere er mere direkte, mere kødelige og siger tingene, som de er. Det synes danskere tit er voldsomt. Grønlandsk humor handler også ofte om kroppen. Det ligger også i sproget. Det grønlandske sprog er direkte.”
Østgrønland er et sted, hvor livet er virkelig hårdt, lukket inde af bjerge. Og det passer jeg’et godt, hun føler sig hjemme, spærret inde i en huleJa, det må man sige. Et bjerg hedder Kusse eller Spredte ben.
”Men det bjerg LIGNER en stor kusse. Men der er også et bjerg, der ligner skeer – så hedder det det. Sukker hedder ”det der ligner sand” – og det gør det. Det kan jeg godt lide ved grønlandsk, og det er også det, jeg fører videre, når jeg skriver dansk, kropsligt, direkte. Ikke så meget fikumdik. Og jeg tror også, der er mange, der vil støde sig på den meget sex, der er i bogen.”
I Østgrønland ligger Blomsterdalen, en meget smuk dal med en kirkegård fuld af selvmordere ...
”Østgrønland er et sted, hvor livet er virkelig hårdt, lukket inde af bjerge. Og det passer jeg’et godt, hun føler sig hjemme, spærret inde i en hule. Østgrønland er også et sted, som alle ser ned på, og hvor der er mange sociale problemer. Jeg ville gerne vise det sted, som alle ser ned på og vise en god familie dér. Det er sådan her: danskerne ser ned på (vest)-grønlænderne, der ser ned på østgrønlænderne og gør grin med deres sprog, en ond trekant.
Jeg ville fortælle om de svageste og give dem en historie. Jeg interesserer mig for mennesker. Og jeg interesserer mig for de unge, de svage. Det er dem, jeg taler til – for at noget nyt kan vokse frem. En af grundene til at det har taget mig seks år at skrive BLOMSTERDALEN er, at jeg er med i en rejsende skriveskole for uprivilegerede unge, hvor vi fortæller om litteratur og får dem til at skrive.
Og det er hårde liv, de har, men litteraturen kan give dem en stemme. Og håb. Mange af deres tekster handler om det: om drømme og om retten til sin egen sn emme. For der er ingen, der hører dem. Men ting sker nu … Og vi skal – ligesom jeg’et i romanen og alle mennesker – konfrontere det mørke, der er.”